Sandheden om at ”få sig en mand”

få fat i en mand
få fingrene i en mand
fange sig en mand
fange en mand
score en fyr
få fat i en fyr
kapre en mand

Som mange af jer ved arbejder jeg også som coach/terapeut hvor jeg prøver at hjælpe folk med at rydde op i de fejlagtige overbevisninger og adfærdsmønstre der saboterer deres lykke både her og nu og i det lange løb. En af de historier jeg hører om og om igen er overbevisningen om at det at ”få sig en mand” og derefter et perfekt parforhold er nøglen til at leve et lykkeligt liv. Rigtig mange mennesker – og ikke mindst kvinder – er overbeviste om at et parforhold er en slags mirakelkur for næsten alle slags problemer.

Når jeg lytter til disse historier tænke jeg ofte, jamen, hvad skete der lige med at have det sjovt? Og med det mener jeg ikke at vi ikke kan have dejlige og tilfredsstillende parforhold og partnere. Men hvis vi lige går tilbage til det grundlæggende – hvad skete der lige med at have det sjovt og sætte pris på den fyr du er sammen med lige nu og den gode sex I har haft i dag? Hvad skete der lige med det? Hvorfor er dating pludselig blevet så stort et projekt?

Når jeg stiller en af mine klienter det spørgsmål svarer hun som regel ”Jamen, jeg er nødt til at vide om der er nogen fremtidsudsigter i det her forhold. Jeg er nødt til at vide hvor alt det her sjov er på vej hen ...”

”På vej hen ...?” spørger jeg, ”hvor, for eksempel ...”

Og så vil hun sikkert sige noget om fremtiden og om commitment og alle de andre vidunderlige historier kvinder har om en eller anden drøm om lykke et eller andet sted ude i fremtiden.

Og så vil jeg sige ”Ah okay, så det er det du mener. Du vil gerne vide om I to skal gå hånd i hånd igennem livet med bryllup og ægteskab og hus og have og 2½ børn og bil og det såkaldt Gode Liv ...”

”Ja, det er det jeg mener,” vil hun sikkert svare.

Og når jeg spørger hende hvorfor det er så vigtigt for hende at opnå det vil hun som regel svare ”Fordi når jeg får alt det, når jeg får mig en mand, et hus, nogen børn ... jamen, så vil jeg ... være lykkelig.”

Aha ... og dér har vi det. Ikke nok med at vores lykke befinder sig et eller andet sted ude i fremtiden (en fremtid som kun er en tanke i vores sind og slet ikke eksisterer), den er også afhængig af et andet menneske! Det er virkelig en ulykkelig cocktail!

Men eftersom jeg ikke vil bringe denne lille detalje op endnu, vil jeg sikkert sige ”Okay ... så det du siger er at du vil være lykkelig når du har fanget den her fyr og sørget for at han ikke løber nogen steder og lænket ham fast til huset, bilen, børnene ... du siger at du har brug for alt det for at have det godt og være lykkelig?”

Og når hun indrømmer at det er sådan hun har det, fortsætter jeg og siger ”Jeg forstår at det er sådan du ser det, men lad mig fortælle dig hvad jeg har opdaget i løbet af de mange år jeg nu har coachet folk. I de fleste tilfælde er det sådan at når I (yngre kvinder) endelig får det I drømmer om, så vil der ikke gå mange år før I kommer tilbage for flere sessioner fordi nu er du så udmattet og han er så udmattet og I føler jer begge to fanget i denne her trædemølle af et liv som I har bygget sammen og du undrer dig over hvorfor han ikke er glad mere og hvorfor du ikke er glad mere og hvor magien og romantikken og den gode sex alt sammen er forsvundet hen ...”

Hvilket er grunden til at jeg igen og igen hører mig selv sige til kvinder der tror at det at få fat i en mand er deres adgangsbillet til evig lykke – hvad med at tage ansvar for din egen lykke her og nu og begynde at nyde alt det Gode der er i dit liv lige nu? Hvad med at prøve det og se hvad der så sker i stedet for at gøre det at ”få sig en mand” til din adgangsbillet til lykke. For ser du, grunden til at du gerne vil have at alle de ting skal ske et eller andet sted ude i fremtiden, er også fordi du gerne vil have det godt og være lykkelig ... og den gode nyhed er at det er noget du kan arbejde på at føle lige her og nu! Og at være lykkelig er faktisk det du ville være lige nu sammen med denne her fyr hvis du ikke var så besat af hvad der mon kommer til at ske en eller anden gang ude i fremtiden ...!

Så prøv at eksperimentere lidt med hvordan det ville være at give slip på ideen om ”commitment” i et parforhold – og se hvad der sker. Og mind dig selv om at commitment til fremtiden alligevel ikke er andet end en tanke i vores hoved. Fordi virkeligheden er at der kun er nu. Virkeligheden er at fremtiden ikke eksisterer; det er bare en tanke, en overbevisning, en mental konstruktion. Hvilket betyder at vi er committede til en illusion, til en fremtid der ikke eksisterer. Hvilket er grunden til at jeg siger – hvad med at være committet til at være så til stede i nuet, så til stede i dag, som du kan være? Hvorfor ikke være committet til at være så kærlig og forstående og sjov at være sammen med som du overhovedet kan være i dag? Hvorfor ikke commite dig til det? Og hvis du virkelig kan være sådan en kvinde, hvorfor skulle han så nogensinde gå fra dig? Og hvis han endelig skulle gå fra dig – hvorfor ville det være et problem?

__________________________

 Barbara Berger, forfatter, coach og underviser

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Få fat i en mand. Læs sandheden lige her