Kunsten at have sunde grænser

Et af de områder hvor mange af os har problemer er at have ”sunde grænser”. Og dette gør det svært for os i vores relationer med andre og gør det sværere for os at opleve sand intimitet. Så lad os se lidt nærmere på dette område og hvad det betyder for os.

Så for det første, hvad vil det sige at have sunde grænser? Når vi har sunde grænser forstår vi at jeg er mig og du er dig og at vi hver især har ret til at være her og være den vi er. Det betyder også at vi hver især har ret til selv at træffe valg omkring hvordan vi vil leve vores liv og derefter opleve konsekvenserne af alle vores tanker, ord og handlinger. Når vi har sunde grænser forstår vi dette og vi respekterer alles ret til at være og gøre det som føles rigtigt for dem (og opleve konsekvenserne).

Som et resultat af at have sunde grænser respekterer vi andre menneskers rettigheder og vi forventer at andre skal respektere vores rettigheder. Dette betyder at når nogen fortæller dig hvordan du burde tænke eller føle eller hvad du burde sige eller gøre – uden at du helt konkret har bedt om deres råd – så respekterer folk ikke dine grænser og din ret til at være dig. Dette er et eksempel på at overskride en anden persons grænse og det er også derfor det føles så ubehageligt. At passe godt på dig selv er at være i stand til at spotte når nogen overskrider dine grænser, og derefter være i stand til klart at fortælle den anden person at når du gerne vil have personens råd, så skal du nok bede ham eller hende om det!

Dette går selvfølgelig begge veje. Hvilket betyder at du også respekterer andre folk og ikke fortæller dem hvad de skal tænke, sige eller gøre, medmindre de helt konkret beder om din mening eller dit råd. Med andre ord, du afholder dig også fra at overskride andres grænser.

Folk der har svært ved at have sunde grænser kan som regel inddeles i to grupper: Grænseløs og mur. I den første gruppe (grænseløs) har vi folk der ikke har nogen grænser og helt ukritisk lader andre fortælle dem hvad de skal tænke, sige eller gøre. Eller vi har folk der fortæller andre hvad de skal tænke, sige og gøre uden at andre har spurgt dem først. Begge tilfælde er eksempler på grænseløs adfærd.

I den anden gruppe (mur) har vi mennesker hvis grænser er blevet overskredet så meget at de har mure i stedet for grænser og ikke lader nogen komme tæt på dem. Deres mur beskytter dem ved at forhindre andre i at komme ind. Men den forhindrer også dem selv i at komme ud og vise hvem de er.

Og så er der selvfølgelig folk der går frem og tilbage mellem at være grænseløse og have mure. I alle disse tilfælde er det svært at have nære, sunde forhold med andre mennesker og opleve sand intimitet, som er evnen til at dele den man er og modtage den som den anden er på en respektfuld måde.

Når vi begynder at forstå hvad det vil sige at have sunde grænser, kan vi lære at kommunikere ærligt og respektere både os selv og andres ret til at sige og gøre det som føles rigtigt for dem. Og vi kan også lære at passe bedre på os selv når et andet menneske prøver at blande sig i vores ret til selv at træffe vores egne valg.

Barbara Berger, forfatter og facilitator 

__________________________

 Barbara Berger, forfatter, blogger, underviser og facilitator

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kunsten at have sunde grænser. Barbara Bergers blog på Levlykkeligt.dk