

Det er svært at gøre ægte fremskridt på rejsen mod større selverkendelse, selvrealisering, personlig kraft og helbredelse uden at fortælle sandheden. Vi er nødt til at fortælle sandheden for at forstå hvad det er der sker med os. Vi er nødt til at fortælle sandheden for at få gang i energien. Vi er nødt til at fortælle sandheden for at der kan ske forandring i vores liv. Sandheden om hvad? Sandheden om alt. Vi er nødt til at fortælle sandheden om Livet og om hvordan vi oplever det. Vi er nødt til at fortælle sandheden om hvordan vi har det. Vi er nødt til at fortælle sandheden om os selv, om menneskerne i vores liv, om vores familier, om de situationer vi har været i, om hvad der er sket – og om det vi har har oplevet og om det vi har været igennem. Vi kan kun være os selv ved at gøre dette – ved at fortælle sandheden. Hvis vi ikke fortæller sandheden, hvem er vi så? Og når vi fortæller sandheden, finder vi også ud af hvem vi er. Når dette sker – når vi fortæller sandheden og er os selv, sætter vi også os selv fri. Der findes ikke noget mere befriende end at fortælle sandheden.
Indtil dette sker, indtil vi fortæller sandheden, sidder vi ofte fast i vores gamle mønstre, programmer og grundlæggende overbevisninger. Vores gamle betingede reaktionsmønstre og indgroede vaner fortsætter bare. I mange tilfælde bliver disse gamle vaner og mønstre rent faktisk stærkere fordi vores gamle tankemønstre og adfærd bare tiltager i styrke og hastighed – de får mere og mere momentum. Så indtil vi begynder at fortælle sandheden, sidder vi ofte fast. Men i samme øjeblik vi fortæller sandheden, kan forandringens magi begynde.
At fortælle sandheden er selvfølgelig et meget velkendt, effektivt terapeutisk værktøj der er blevet brugt af psykologer, psykiatere, terapeuter, coaches, rådgivere, selvhjælpsgrupper, Tolv Trins Programmer og andre, i mange, mange år. Men selv om mange mennesker i dag kender til eller har hørt om de mange fordele ved at fortælle sandheden, kan det stadig være til stor hjælp at se på hvad det at fortælle sandheden helt præcist handler om – og hvordan man gør.
Fortæl sandheden om hvad du har oplevet
For det første, så handler at fortælle sandheden om at fortælle hvad du har oplevet. Med andre ord, hvad der skete og hvordan du oplevede det og hvordan du havde det med det og hvordan du har det med det i dag. Det handler alt sammen om dig. Det handler ikke om hvad andre tænker at der skete. Det handler ikke om hvad din mor eller far tænkte eller tænker at der skete. Det handler ikke om hvad din partner tænker at der skete eller om hvad dine børn tænker at der skete. Det handler kun om dig. Om det som du tænker at der skete. Om din oplevelse. Simpelthen.
Det handler heller ikke om hvad du synes at du ”burde” tænke eller føle. Det handler om hvad du rent faktisk tænker og føler. Det handler om at mærke efter og komme i kontakt med dig selv. Med din oplevelse af tingene. Med det som du ved er sandt for dig. Uden at censurere det eller modificere det eller redigere det. Men dette er selvfølgelig ikke en nem ting at gøre for nogen af os. Af adskillige grunde:
For det første fordi så mange af os er bange for konsekvenserne og for hvad der vil ske hvis vi virkelig fortæller sandheden. Det er derfor jeg altid siger til klienter når de fortæller sandheden på mit kontor: For nu, så lad os bare glemme alt om konsekvenserne. Lad os beslutte os for at du vil fortælle sandheden og at du ikke behøver handle på det som du opdager og siger (hverken nu eller senere) hvis du ikke vil. Bare fortæl mig sandheden. Bare fortæl sandheden for dig selv. Du behøver ikke fortælle det til nogen andre. Bare start med at fortælle mig (din coach/terapeut). Du kan trygt fortælle sandheden til mig, jeg vil aldrig fortælle det til nogen (medmindre selvfølgelig du fortæller mig at du har myrdet en eller anden).
Jeg siger også altid til folk at når først de har fortalt sandheden, hvis de derefter finder ud af at de faktisk gerne vil handle på det og sige noget til andre, ja, så kommer vi til det som jeg kalder for ”konstruktiv kommunikation”. Med andre ord, hvordan man kan kommunikere respektfuldt og konstruktivt med de mennesker som man har problemer med. Men det er et helt andet projekt. Lige nu, så lad os ikke tænke på hvad du skal gøre med denne information – lige nu, fokuserer vi bare på at fortælle sandheden.
Den anden grund til at vi ikke er vant til at fortælle sandheden er at vi er blevet programmeret fra en tidlig alder til at tro at der er en rigtig og forkert måde at tænke og føle på. Ydermere er de fleste af os også blevet programmeret til at behage andre. Derfor kan det også være ret så udfordrende og måske direkte angstprovokerende at komme i kontakt med det som man virkelig tænker og føler. Og derefter – som om det ikke skulle være nok i sig selv – at sige det højt til et andet menneske. Wow. Se det kræver ofte stort mod.
Men det er en god ting at gøre. Det er det virkelig. Fordi man bare får det bedre når man fortæller sandheden om hvordan man har det (hvilket enhver der selv har prøvet det vil kunne nikke genkendende til). Man føler sig bare lettere, mere oplyst og lettet. Og man har mere klarhed omkring hvem man er og hvad man har oplevet. Det er bare sådan det er. Og når man har det bedre, når man føler sig lettet og lettere, så ved man bare at det at fortælle sandheden rent faktisk virker.
Det er det som denne proces – at fortælle sandheden – helt grundlæggende handler om.
At fortælle sandheden til en anden person
Der er forskellige måder man kan fortælle sandheden på. Lad os starte med at fortælle sandheden til en anden person. I praksis er det ofte nemmest og bedst at gå til en professionel terapeut, psykolog, psykoterapeut eller coach og fortælle sandheden til den person. Fordi denne person er trænet i at lytte og anerkende dig og sikkert har noget forståelse for de udfordringer som vi mennesker møder i vores liv og i vores dagligdag. Sessioner med en terapeut som man stoler på og føler sig tryg med kan virkelig være befriende og føre til dyb forandring. Men det er en god idé at forstå at dette ofte også kan være udfordrende og at det godt kan tage noget tid før man vænner sig til og rigtig kommer i gang med at tale ærligt med et andet menneske. Men jeg anbefaler varmt at du prøver det og ser hvad der sker. Det er også vigtigt at være opmærksom på at hvis der ikke er god kemi imellem dig og denne person, så er det bedre at finde en anden at tale med. Du har et Indre Kompas og hvis du ikke føler dig godt tilpas med denne person, så find en anden. Og vær ikke bange for at prøve adskillige personer indtil du finder en som du føler dig tryg og komfortabel med. Husk på at det her handler om at lære at stole på din egen sandhed.
Men hvad så med at tale med venner? Det er noget som de fleste af os gør i begyndelsen, men jeg råder ofte mine egne klienter til at være realistiske omkring det at tale med deres venner om deres problemer. Det som kan være problematisk ved at tale med sine venner er, at selv om dine venner holder af dig og gerne vil støtte dig og ønsker dig alt det bedste, så er dine venner som regel ikke trænet til at lytte til dig og opfordre dig til at finde din egen sandhed. Som oftest vil dine venner have deres egne ideer om hvad der er bedst for dig – så at lytte til sine venner kan ofte få folk til at føle sig endnu mere forvirrede. Det hører jeg hele tiden fra mine klienter. Derfor foreslår jeg ofte at klienter holder en pause fra at diskutere deres problemer med deres venner, i hvert fald mens de arbejder med mig. Og indtil de får lidt mere klarhed omkring hvem de virkelig er og føler sig lidt mere stabile, i forhold til hvem de er og i forhold til at anerkende deres egen sandhed. Dette er også grunden til at jeg har skrevet en hel bog – kaldet ”Find og følg dit Indre Kompas” – som handler om at lære at stole på og følge din egen indre vejledningsmekanisme, hvis du gerne vil leve mere lykkeligt og mere i harmoni med din egen sandhed. Det er også godt at huske på at en af de ting der kendetegner en god coach eller terapeut er at denne person næsten aldrig vil fortælle dig hvad du skal gøre, men opfordre dig til at finde dine egne svar.
__________________________
Barbara Berger, forfatter, coach og underviser