

1) Forstå at du har et Indre Kompas der i hvert øjeblik – via dine følelser – giver dig information om hvad der er bedst for dig. Jo bedre noget føles, jo mere glæde og flow du føler, jo mere er det et tegn på at det er i harmoni med den du virkelig er. Jo mere ubehageligt noget føles, jo mere er det et tegn på at det ikke er i harmoni med den du virkelig er.
2) Tjek regelmæssigt dit Indre Kompas. Stop op i løbet af din dag og læg mærke til hvilken slags impulser det Indre Kompas giver dig. Spørg dig selv – hvad føles godt lige nu? I hvilken retning føler jeg mest flow?
3) Hvis det er nyt for dig at lægge mærke til hvad du føler, så start med bare at lægge mærke til hvad du virkelig føler. Du behøver ikke handle på det du opdager i begyndelsen.
4) I takt med at du begynder at vænne dig til at lægge mærke til dit Indre Kompas og den information det giver dig, vil du opdage at du helt af dig selv begynder at lave små justeringer og forandringer i dit liv. Det sker helt automatisk. Det er ikke noget du behøver fremtvinge.
5) Selv om andre mener det godt, så har de ikke adgang til dit Indre Kompas. Når du lægger mærke til at du tænker på eller bekymrer dig over hvad andre måske tænker – drop det som en varm kartoffel i din hånd. Vend din opmærksomhed hjem til dig selv, og læg i stedet mærke til hvad du føler.
6) Jo bedre du har det, jo mere flow og overskud du har, jo mere er du i stand til at være noget for menneskerne i dit liv. Og jo mere stresset og presset du føler dig, jo sværere er det for dig at være noget for andre. Så selv om det at følge sit Indre Kompas kan virke egoistisk – så er det faktisk også det bedste du kan gøre for andre (også selv om de måske ikke kan se det lige nu).
7) Der findes ikke nogen universel standard – ingen ”one size fits all”. Det som føles godt for dig (for dit Indre Kompas) er ikke nødvendigvis det som føles godt for en anden (for deres Indre Kompas). Fordi vi alle er forskellige og forskellige steder i vores liv.
8) Bliv hjemme på din egen banehalvdel. Respekter at alle andre også har et Indre Kompas der giver dem information om hvad der er bedst for dem.
Fra min nye bog ”Find og følg dit Indre Kompas”. Du kan læse mere om bogen, inklusive flere uddrag, ved at klikke her.
__________________________
Barbara Berger, forfatter, coach og underviser
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer