Er du bange for at dine børn skal begå fejl?

Igennem årene er mange mennesker kommet til mig fordi de er bekymrede for at deres børn skal begå fejl eller være ulykkelige. Så jeg har set at der er meget forvirring omkring hvem der er ansvarlig for hvad når det gælder forældre og børn. Ikke mindst når børnene begynder at blive ældre og bliver teenagere.

Så lad os se lidt nærmere på dette …

Nogle forældre tror at det er deres job at gøre deres børn lykkelige og tænke for dem – men det er ikke sandt. Det er ikke forældrenes job at tænke for deres børn eller gøre dem lykkelige. Hvordan ved jeg at det er sandt? Det ved jeg fordi et menneske ikke kan tænke for et andet menneske – det er umuligt. Og fordi et menneske ikke kan gøre et andet menneske lykkelig. Dette er en upersonlig universel lov. Det er sindets natur som fungerer på samme måde for alle mennesker. Der er ingen undtagelser til denne lov. Og dette betyder at hvert individ lever i hans eller hendes eget mentale univers, hvilket betyder at hvert menneske oplever resultatet af sine egne tanker (du kan læse mere om denne mekanisme i min bog ”Det vågne menneske”).

Dette betyder ikke at forældre ikke skal elske deres børn og behandle dem med respekt. Men at behandle børn med respekt er lig med at respektere deres intelligens, deres individualitet, deres ret til at være den de er – og ikke at prøve at tænke for dem (hvilket er umuligt) eller at forvente at de skal gøre dig lykkelig eller at du skal gøre dem lykkelige (hvilket også er umuligt).

Desværre er det sådan at fordi de fleste mennesker ikke forstår måden sindet fungerer på - nemlig at det er en upersonlig, universel lov at hver person kun kan opleve deres egne tanker og fortolkninger af de begivenheder der sker i deres liv – så opstår der en masse forvirring. Og fordi folk som er forældre ikke forstår mekanismen, tror de fejlagtigt at det er deres job at gøre deres børn lykkelige. Men det virker ikke uanset hvor ”hårdt” forældrene prøver – og det er fordi det er barnets egne tanker og fortolkninger af begivenhederne der bestemmer barnets sindstilstand. Hvis du ser dig omkring kan du selv se at dette er sandt. Og dette forklarer hvorfor et barn som er blevet forkælet og har fået alt stadig er sur og utilfreds og gnaven, mens et andet barn som måske har meget lidt (når det gælder opmærksomhed eller ejendele) er glad og positiv over for livet og sine muligheder.

Når vi forstår denne mekanisme betyder det følgende for os som er forældre: Det er vores job at tage ansvar for vores egne liv og vores egen lykke og på den måde lære vores børn (gennem vores eget eksempel) om universets love og måden sindet fungerer på. Når børn ser deres forældre leve sunde, hensigtsmæssige, ansvarlige og autentiske liv med integritet, vil de følge deres eksempel. Igen fordi virkeligheden er at forældre lærer deres børn gennem deres handlinger og adfærd (ikke deres ord). Virkeligheden er at børn helt naturligt kopierer deres forældres adfærd fordi det er den model for livet og relationer som de ser. (Hvilket også er grunden til at dysfunktionel adfærd går i arv fra generation til generation på trods af forældrenes faste beslutning om ikke at gøre det som deres egne forældre gjorde!)

Så det er vigtigt at huske:

Børn er ikke kommet til verden for at gøre dig lykkelig (det er dit job).

Det er ikke dit job at gøre dine børn lykkelig (det er deres job).
- Og det betyder ikke at du ikke skal passe på dine børn og behandle dem med kærlighed og respekt.

Alle vil gerne være frie (også dine børn). Det er den universelle drivkraft i os alle. Ingen stræber efter at være en slave.
- Og det betyder ikke at du ikke skal sætte grænser og passe på dine børn når de er små.
- Men i takt med at de bliver ældre er det en forælders job at give slip og have tillid til sine børn intelligens.

Børn er kommet til verden for at leve deres egne liv (det er deres job).

Du er kommet til verden for at leve dit eget liv (det er dit job).

Du kan ikke vide hvad dit barns drøm er.
- Du har sikkert svært nok ved bare at finde ud af hvad din egen drøm er.

Du kan ikke vide hvad der er bedst for dit barn.
- Kan du overhovedet vide hvad der er bedst for dig?

Dit barn har ret til at være den som han eller hun er.
- Og det betyder ikke at du ikke kan sætte grænser i dit hjem.
- Og det betyder ikke at du ikke kan forklare over for dine børn og vise dem gennem dine ord og handlinger at alt hvad vi siger og gør har konsekvenser.

Du kan ikke forhindre dine børn i at opleve konsekvensen af deres tanker, ord og handlinger.
- Dette er universets orden og jo hurtigere dine børn lærer det, jo bedre.

Du kan ikke forhindre dine børn i at begå det som du mener er ”fejl”.
- Hvordan skal de ellers lære om livet?
- Hvordan lærte du selv om livet?

Alt dette betyder at det er okay at vise dine børn at du ikke er perfekt (virkeligheden) og at du ikke har alle svarene (også virkeligheden) og at livet til tider også er svært for dig (også virkeligheden), men at du gør det bedste du kan for at finde ud af hvad der er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde (også virkeligheden) og forhåbentlig følge din integritet (det er sikkert det du foretrækker). Og eftersom dette er en sund og realistisk vurdering og tilgang til livet, er dette også en sund og realistisk måde at forholde dig til de unge mennesker som er i din pleje i nogle år. 

Barbara Berger, forfatter og facilitator

__________________________

 Barbara Berger, forfatter, blogger, underviser og facilitator

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Er du bange for at dine børn skal begå fejl? Barbara Berger blog på Levlykkeligt.dk