Bevidsthedens uskyld

Når jeg arbejder med klienter og hjælper dem med at identificere og undersøge de tanker der gør dem ulykkelige, spørger de mig ofte: Hvordan har jeg fået de her stressfulde tanker og overbevisninger til at begynde med?

I den forbindelse er det vigtigt at se på bevidsthedens grundlæggende natur, som er at den ikke har nogen indbygget skelneevne, men snarere knytter sig til en hvilken som helst tanke eller information den udsættes for. Dette er en fuldstændig automatisk og ubevidst mekanisme der sker helt af sig selv. Bevidstheden optager simpelthen det den udsættes for. Som et resultat af dette bliver vi alle helt uskyldigt programmeret automatisk fra det øjeblik vi bliver født.

Bare se på et lille barn. Når en forælder siger til sit barn: ”Det her er godt, det her er dårligt, du burde være sådan, du burde ikke være sådan” og så videre, stiller barnet ikke spørgsmål til det forælderen siger. Barnet siger ikke: ”Er det sandt, mor?” Nej, barnet accepterer blindt alt hvad det får at vide. Og det gælder os alle sammen. Vi har ikke nogen indbygget radar eller noget kompas fra fødslen af der gør os i stand til at skelne imellem sandt eller falsk. Vi har ikke nogen indbygget alarm der pludselig begynder at blinke og siger ”Pas på – dette er ikke sandt!” Så vi bliver programmeret massivt fra det øjeblik vi bliver født, og tror på alt hvad vi får at vide. Vi bliver først programmeret af vores forældre (der selvfølgelig gør dette helt uskyldigt fordi de også er blevet programmeret fra fødslen af), og derefter af vores skoler, medierne, tv, vores omgangskreds, kort sagt af alt hvad vi kommer i kontakt med. Alt hvad vi ser og hører, er input som vi uskyldigt optager. Det er bare måden det er på; måden bevidstheden fungerer på.

Det er kun når vi begynder at vågne op til sindets og bevidsthedens natur, at vi langsomt begynder at få evnen til at stille spørgsmål til den programmering vi har modtaget og kan spørge os selv: ”Er dette sandt?” Når vi begynder at se at der er forskel på tænkeren og tankerne, tager vi et kæmpe skridt fremad i vores bevidsthed som ændrer alt. Når vi kan se dette, når vi kan se forskellen imellem tænkeren og tankerne, betyder det at vi også kan se at vi ikke er vores tanker. Vi kan se at tanker er noget som kommer og går, men at vi (hvad vi så end er) fortsætter med at eksistere. Vi har tanker, men vi er ikke tankerne! Dette er en yderst vigtig forskel. Yderst vigtig fordi vi, når vi forstår dette, pludselig har evnen til at træde et skridt tilbage og spørge os selv: ”Er denne tanke sand? Har denne tanke noget med virkeligheden at gøre, eller er den bare en uskyldig historie?” Og dette er en meget stor opvågnen, en meget stor bevidsthedsrevolution. I samme øjeblik vi kan spørge os selv: ”Har denne tanke noget med virkeligheden at gøre?”, ”Er denne tanke sand?” begynder vi at vågne op.

Denne forståelse befrier os fra vores trældom som er vores totale identifikation med tanker, og gør os i stand til at vågne op fra vores drømmelignende tilstand. Og det er derfor studiet af bevidsthedens natur og måden sindet fungerer på (som jeg blandt andet beskriver i min bog ”Det vågne menneske”), er så utroligt vigtig. Fordi indtil vi forstår bevidsthedens natur, er vi alle uskyldige ofre for vores tanker og den programmering vi har modtaget hver eneste dag fra barnsben af, og som fortsætter resten af vores liv indtil den dag vi vågner op til sindets natur.

Kærlige hilsner
Barbara Berger

 

__________________________

 Barbara Berger, forfatter, coach og underviser

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Bevidsthedens uskyld. Barbara Berger's blog på Levlykkeligt