

Nogle gange virker det som om at alle er besat af parforhold – har du lagt mærke til det? Folk som ikke har en partner er besat af tanken om at finde en partner, folk som har en partner er besat af alle de ting der er i vejen med deres partner, og dem som er på vej ud af et parforhold bekymrer sig allerede over hvordan de mon skal finde deres næste partner og det næste parforhold! Det er noget af en jungle derude (og ikke mindst herinde i vores hoveder) ...
Så hvorfor er vi så besatte af parforhold? Så vidt jeg kan se handler det alt sammen om at føle den der vidunderlige, skønne følelse af kærlighed der opstår ganske kortvarigt når nogen ser os med kærlighedens øjne. Og ja, der er ingen tvivl om at dette er en meget berusende oplevelse ... men som du sikkert også har bemærket ... varer følelsen ikke særlig længe. Fordi efter den første berusende ”forelskelsesfase” begynder ”virkeligheden” at gå op for os og vi begynder at lægge mærke til hvem den anden virkelig er og den anden begynder at lægge mærke til hvem vi virkelig er, og så videre og så videre ... Og efter det er det som regel ned ad bakke. Fordi ingen kan leve op til de urealistiske forventninger som folk i dag har til parforhold. Og så, når vi på et eller andet tidspunkt er blevet desillusionerede nok, begynder kampen om at vikle os ud af et utilfredsstillende parforhold ... Indtil det næste berusende øjeblik af ”truly, madly, deeply” opstår. Og så begynder vi forfra igen og tænker ”nu har jeg endelig fundet den eneste ene” ... i hvert fald for en stund ...
Men her er problemet og grunden til at dette aldrig fungerer: Virkeligheden er at det ikke er et andet menneskes job at elske os så meget at vi oplever et berusende glimt af vores egen ”guddommelighed”. Det er ikke et nogen andens job at elske os så ”truly, madly, deeply” at vi bliver forelskede i livet, det er VORES JOB! Det er vores job at komme så meget i harmoni med Livet, med den som vi virkelig er at vi bliver berusede og forelskede i at leve og danse og synge og gå ture i naturen fordi det er sådan vi virkelig er og fordi det er vores sande natur og fordi Livet i sig selv er berusende, vidunderligt, smukt og guddommeligt.
Men desværre er vi blevet programmeret fra en tidlig alder til at tro at vores lykke, vores værdi, ja selv vores ret til at være og eksistere afhænger af andres kærlighed og godkendelse ... og her har vi problemet. Og her har vi også det arbejde som vi alle står over for ... at tilbageerobre os selv og den skønhed vi virkelig er. Og at nyde Livet fordi det er vores og fordi det er en magisk gave som vi hver især er blevet velsignet med. Dette betyder ikke at vi ikke kan og vil have parforhold, men de vil være baseret på en fælles deling af hinandens skønhed og guddommelighed og unikhed i stedet for alt det der tåbelige, smertefulde ”Jeg har brug for dig så jeg kan føle mig i live og lykkelig” nonsens!
Så ... hvis det er sådan det hænger sammen (og det gør det), hvordan kan vi så atter komme i kontakt med den vi virkelig er, være os selv ærligt og autentisk, og leve lykkeligt i dette øjeblik, uanset om vi er i et parforhold eller ej?
Det har jeg faktisk lige skrevet en hel bog om, en bog hvor jeg forsøger at besvare dette stærke og vigtige spørgsmål. Bogen hedder ”Find og følg dit Indre Kompas” og du kan læse mere om bogen, inklusive uddrag, på den officielle ”Find og følg dit Indre Kompas” webside.
__________________________
Barbara Berger, forfatter, coach og underviser
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer