Observatør til sine tanker

Anonym

Dette indlæg handler om at være observatør til sine tanker, i stedet for at være den, der reagerer på tankerne.

Vor hjerne er der for at hjælpe os. Men vi har også alle gamle glemte ”historier” i vor rygsæk – eller rettere på celleniveau – der bliver aktive, når vi bliver trigget i forskellige situationer.

Som et lyn er hjernen i gang med at brodere vilde indre scenarier, tankespind, forsvar, forsøger at finde løsninger.  Og i bund og grund for at undgå det ubehagelige i at konfrontere skyggesiden, eller det vi ikke kan lide at mærke.

Når jeg selv hører de mange forklaringer, min hjerne kan diske op med i forskellige sammenhænge, ved jeg i dag, der ligger en gammel uforløst historie bag, men jeg er jo ikke den historie fra dengang.

Derfor er jeg ikke tankerne. Tankerne hører historien til! I en gruppe er jeg i gang med et projekt, og vi mailer til hinanden. I indbakken får jeg en besked fra en af de andre, som er, som hun udtrykker det  ”lidt mopset” over noget, jeg har skrevet i en tidligere mail.

Og jeg hører min hjerne kværne :) Først forsvaret: – det, jeg skrev, har da ingen betydning – det er da totalt lige meget. Alligevel fortsætter hjernen sin tankerække.

Så hører jeg angrebet: – hun skal da ikke bestemme, hvad jeg gør/ikke gør, hun bestemmer ikke… bla bla…Når noget i mig bliver aktiveret udefra, er der i mig en eller anden gammel uforløst historie. Noget, jeg kan sætte fri. 

Uden historien tiltrækker jeg ikke lignende oplevelser, og den eksisterer ikke i mit univers fremover.

Derfor vælger jeg at sætte mig og trækker vejret bevidst, dybt, roligt helt ind i kroppen. Jeg kommer til stede i mig selv og observerer tankerne, følger historien til sin kerne.

Spørgsmålene kunne være -Hvordan føles det i mig, hvad er der mere i historien. Et svar kunne måske være, det føles utrygt, nedladende, eller noget andet.  Næste spørgsmål – hvad betyder det at være utryg? Jeg lytter mærker, skriver ned til jeg mærker, jeg er ved en slags grundfølelse, den kunne hedde ubevidst angst for at dø, for at gå til grunde, her kom ord som manipulation, magt, dominans, angst for at blive udstødt…Urealistisk i nuet.

I min observation mærker jeg historien begynde at slippe sit tag i mig.  Den neutrale observation er accept. Jeg siger ikke længere - gå væk, jeg vil ikke have jer. Jeg siger ikke længere - ih, jeg skal bare tænke positivt, jeg må ikke være negativ (så ville jeg blot lænke min skyggeside endnu mere). Accepten gør det meget lettere.

Men det er et valg.

Et valg om ikke at slå sig selv i hovedet, ikke at skælde sig selv og andre ud andre ud, når vi oplever at blive trigget.

Et valg om at være observatøren, og ikke længere kritikeren, den vrede, den hadefulde, den jaloux, den irriterede, den forrådte, offeret, osv. osv.

Nogle gange er det let. Andre gange sværere. Men det føles så godt,  når tingene er faldet på plads.