Meningsløshedens gave

Gennem årene har jeg mødt mange mennesker og har venner, som også har gennemlevet perioder i deres liv, hvor de syntes at miste livsglæden.  Jeg har også selv haft perioder i mit liv, hvor både følelser og tanker har været meget intense, som om der ikke er noget formål. Der kan være fortvivlelse, tomrum, tvivl, smerte, depression eller tanker om at gøre en ende på det hele. 

 Først vid, det er noget, der går over! Det er et faktum.

 

Derefter. Der er ikke noget i vejen med dig. Du er ikke ved at blive tosset, du er ikke mærkelig. Faktisk en ganske naturlig ting for os alle.

 

Det kan ske, når vi afslutter et kapitel i vort liv, lukker døre for at finde nye, måske bliver vi i det gamle for længe, oplever vi frustration, vrede, sorg, apati, depression etc. Det kan ske efter vi mister en kær, har oplevet en ulykke, mister et job eller noget andet, men kan også dukke op ud af det blå tilsyneladende uden synlig årsag.

 

Vi kan betragte det som en tid med indre oprydning, som skal gennemleves, i grunden på samme måde, som et brækket ben, der skal hele, eller når vi har slået os og er ømme nogle dage. Selv faldt jeg for nylig totalt uventet. Jeg registrerede larmende smerte i armene, på ryggen og i baghovedet, og tilbragte en uges tid på sofaen, uden at lave meget andet end at hvile og sove, øm, energiløs, alt føltes faktisk meningsløst, og ved, det er pebernødder i forhold til andre, som måtte have mistet en kær, eller andet traumatisk. Blot med for at illustrere forløbet.

 

Men mens det står på, er så utroligt intenst, synes ubærligt og ikke til at holde ud, hvad kan vi så gøre?

 

Det fornemmeste vi kan gøre for os selv er at lade følelser, emotioner, fornemmelser få plads til at udtrykke sig, som de er.  Det giver plads og rum til, at de kan forlade os. Accept, ro, afslapning, søvn er den bedste medicin. Og skal jeg her kort indskyde  - mænd må gerne græde. Har du hørt noget andet, glem det. Tårer renser sjælen.

 

Stol på at nyt er på vej, her ser vi det blot ikke, vi mærker det endnu ikke.
 

Brug ikke krudt på at køre gamle scenarier for dit indre om, hvordan det var, kunne have været, hvis bare bla bla bla.  Det er ofte den manglende accept, der gør os mest ondt. 

 

Før noget nyt kan begynde, skal det gamle afsluttes, der skal ryddes op. En fantastisk hjælp er at bruge åndedrættet bevidst, ganske enkelt sætte sig stille og roligt, måske lukke øjnene, og trække vejret blidt ind i kroppen, mens fokus holdes på maven, der hæver og sænker sig, mærk, hvad der sker i maven, når du holder fokus her.  Åndedrættet hjælper os til at løsne og frigøre blokeret og stagneret energi.

 

Vi har været vant til at skjule og undertrykke alt. Læg selv mærke til de mange gange, vi måtte have set andre have det skidt. Og har vi spurgt dem, om de havde det godt, har de bare sagt ja. Vi kommer så mange gange hurtigere videre, når vi anerkender vore følelser, tør stå ved dem.

 

At lave noget kreativt eller fysisk er også godt. Det er lige meget, hvad, noget vi kan lide, det kunne være male, skrive, måske endda om følelser og tanker, lave havearbejde, besøge venner, rejse etc. Hvorfor? Fordi vi skaber et åbent rum eller en dimension i os selv, der automatisk øger vor frekvens eller energien.

 

På et tidspunkt får vi så lyst til bevidst at vælge noget for nyt for os selv, det kan være at sige et kedeligt job op, flytte, ændre ting i vore liv, som ikke længere giver fylde, mening og værdi.

 

Og pludselig en morgen, når vi vågner, mærker vi noget er anderledes.  Vi er igennem. Og vi er ændret, oplever verden anderledes.

 

Året 2010 har været turbulent, også 2011 vil være fyldt med store forandringer, både i den store verden og i vore liv. Begrebet  ”plejer at være” eksisterer ikke længere. Vi lever i en ny tid, en ny energi, og vi må lære os selv at navigere på nye måder. Verden er ikke bare sort/hvid. Der er så meget mere, end det, vi har lært at forholde os til, og end det, vi kan forstå logisk. 
 

Vi er langt mere både medfølende og følende end for få år siden. Vi ønsker en ny måde at leve på med forståelse og accept, glæde, kærlighed, forbundenhed, sjæl.

Der må være mere til livet end det, jeg oplever, siger mange! Ofte er det præcist det vi finder, når vi er igennem en periode med meningsløshed.

Jeg ønsker dig og dine et rigtigt godt nytår 2011  __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Meningsløshedens gave