Tilgivelse eller...

Hvis der er brug for at tilgive, er det implicit, at nogen har en skyld. En har gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt, noget, som gjorde os kede af det, vrede, sårede eller som medførte et eller andet ubehag, et tab eller en skade. Tilgivelse bygger på det universelle princip om årsag og virkning (karma). 'Han gjorde noget, der gjorde mig ked af det.' En antagelse om at det er andres skyld, hvordan vores liv bliver:

Hvis din mor har presset dig til at spise kørvelsuppe, som du ikke kunne lide, da du var barn og du stadig ikke kan lide det som voksen, kan du vælge, at fortælle, at det er din mors skyld, at du ikke kan lide det. Du ser dig som offer for din mors overgreb. Det er hendes skyld. Din energi er bundet i fortiden.

Hvis vi i stedet er i det universelle princip om korrespondens (overensstemmelse) har vi selv ansvar i forhold til det der foregår, da det der foregår udenfor os, er i overensstemmelse med det der foregår i os. Det er kun os selv der kan tage en beslutning om, hvad vi vil være med til og hvad vi ikke vil være med til og hvordan vi vil agere i livet. Vores liv er vores eget ansvar:

Du kan droppe historien om din mors pres og vælge at smage på kørvelsuppen for at tjekke om fakta er, at du ikke kan lide det. Viser det sig, at du godt kan du lide det, kan du fremover spise det. Kan du stadig ikke lide det, kan du fremover undgå det, eller spise det af høflighed, hvis det føles rigtigt for dig.Det er ikke længere din mors skyld, du er ikke længere et offer. Behovet for tilgivelse har opløst sig selv. Energien er befriet og kan bruges til noget bedre.Du selv, din mor og alle andre slipper for at bruge energi på historien om offeret.

Du kan også 'simpelthen' spørge dig selv, om det føles rigtigt for dig, at bruge energi på fortællingen om din mors overgreb og dig selv som offer. Hvis svaret er 'nej', holder du op med det. Hvis svaret er 'ja', fortsætter du fortællingen endnu en tid, vel vidende at du bruger en masse energi på det.

Tilgivelse er relateret til noget der foregik i fortiden (konflikten). Eller som vi ønsker må ske i fremtiden (freden). Hvis vi virkelig omfavner nuet, er der ikke brug for tilgivelse, for nuet er som det er og kan ikke være anderledes. Hvordan vi reagerer i nuet, er vores eget ansvar. Til grund for dette ligger en forståelse af, at når vi er kærlighed, hverken kan eller vil vi pålægge andre mennesker skylden for det der hænder os i vores liv, der er altid en spejling: den måde vi opfatter os selv på, de grundantagelser vi har om os selv, er i overensstemmelse med, hvad vi tillader andre at gøre mod os (og verden). Det er ikke det samme som, at sige at det er let at lave om, og vi er ofte alt for magelige til at gøre noget alvorligt ved vore energislugende mønstre og vaner.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

I min optik er tilgivelse helt overflødig, og blot med til at komplicere tingene. Men det forudsætter at man dropper tanken om at vi alle er skyldnere og syndere. Hvis vi føler os som sådan, er det eneste sted det giver mening at søge tilgivelse, hos sin skaber, Gud. Det kan der bestemt være grunde til, men mellem mennesker giver det ingen mening. Først når kan sige, til den der har krænket en, at der intet er at tilgive, er man frisat. Når hændelserne er accepteret som det de var. Uretfærdige eller ej.

Men det er vist også det du giver udtryk for, blot med andre ord.

Hej Søren

Ja, vi er enige :)

Hvorfor tilgivelse ikke længere er nødvendig