I skovens dybe stille ro

Anonym

Skoven er fuld af høje slanke bøgetræer. Løvet er ved at synge på sidste vers og gør det så flot med gyldne farver, der på en måde reflekterer solens stråler gennem sommeren. Op ad nogle af stammerne vokser vedbend og gør træstammerne mørkegrønne og frodige. Mellem træerne i skovbunden er der også masser af vækst, græsser, bitte små træer, buske, blomster, brombær, der er næsten ingen grænse for mangfoldigheden. Stien jeg går på fører mig på smukkeste vis længere og længere ind i skoven. Til højre for mig står to tykke stammer, de er begge savet af lige der, hvor stammen deler sig i grene. Der vokser svampe på den ene stamme. Længere inde i skoven står et knækket træ. Jeg nyder at skovdriften nu om dage tillader skoven er lidt rodet. 

Pludselig slår det mig at jeg går midt i en levende metafor.

Skoven er én organisme, der er mange smukke, slanke, høje, ranke træer, med store kroner. Skønne at se på. Der er også stækkede træer og træer som knækker, visner, rådner, en overgang skaber de kaos i skoven, men senere bliver de smukke på deres egen måde og bliver grobund for en masse nye vækster. Til sidst er de omdannet til muldjord og ud af den jord vokser nye friske træer. På en måde er de rådnende træer skovens skyggeside.

Lige sådan er det med vort sind, det er også en form for organisme. Med friske tanker, med frugtbare egenskaber, med skyggesider. I stedet for, som en gammeldags skovfoged, at udrydde og fjerne hvert et vildskud, hver en skævhed, hver en uønsket tanke eller egenskab, er det meget mere frugtbart at lade dem være en del af helheden. Lade dem forvandle sig fra roderi og "grimhed" til den gødning noget nyt og smukt kan vokse ud af. Ved at gøre som skoven. Lade dem være der. Rumme dem og lade det ske som sker.