Et af de mest intense forhold

Anonym

Uanset om vi vil det eller ej, er et af de mest intense forhold i livet forholdet til ens mor. Uanset om hun er tæt på, måske for tæt på, eller om hun er langt fra, måske alt for langt fra, så er det et forhold, som bringer følelser frem i os. Det er som om det sidder i os – den dobbelte fornemmelse fra vi var små børn af at elske hende over alt på jorden, at forgude hende og så samtidig at miste den fornemmelse og i stedet mærke vrede, irritation, måske noget der kommer tæt på had.

Med vores mor kan vi øve os på udtrykke vores følelser – men vi forventes også at gøre det på en hensigtsmæssig måde jo ældre vi bliver. Og det er svært. At udtrykke sine følelser hensigtsmæssigt. Så når vi ikke kan finde ud af det, er det hende det går ud over.

Tager vi et skridt om på den anden side, så er det mest intense forhold i livet utvivlsomt for mange forholdet til vores børn. Uanset om de er tæt på, måske for tæt på, eller om de er langt fra, måske alt for langt  fra, så er det forhold, som bringer følelser frem i os. Det er som om det sidder i os – den dobbelte fornemmelse af at skulle være der for dem  - deres trygge base og så samtidig give slip. Vise og lære dem at de er selvstændige væsner, der kan og skal leve deres eget liv. Det foregår på forskellige måder på forskellige tidspunkter i løbet af børnenes opvækst.

For mange er det aller sværeste i forholdet mellem mor og børn at lære på samme tid at være forbundet og adskilt. At kunne være helt tæt på hinanden og samtidig kunne være to helt separate væsner med forskellige værdier, holdninger, meninger og følelser. Det er en stor udfordring.

For nogle forløber den proces helt naturligt. Som en dans; så er vi sammen, så er vi ikke, så er vi tæt, så er vi hver for sig, du mener det, jeg mener noget andet. Men for rigtig mange forløber processen med store kluntede skridt, hvor vi spænder ben for os selv og hinanden og måske ovenikøbet falder nogle gange undervejs. Og tag ikke fejl. Det er en kluntet dans for både mor og barn.

Uanset om teenageoprøret kommer når barnet er 12, 18, 25 eller 35 år, så kommer det. Og det skal komme. Det er en naturlig del af den proces, hvorigennem begge parter oplever sig som adskilte  - og samtidig forbundet. For mig at se må det mest smertelige være, når  en af parterne ikke magter den proces og ender med at bryde kontakten for en kortere eller længere periode. Derfor er det for mig at se afgørende, at mor såvel som det unge eller voksne barn ser i øjnene,  at de står midt i en svær proces og at begge tager sin del i sætte spot på hinandens forskelligheder – hvordan man kan være adskilte og samtidig hvordan hver i sær har lyst til at være forbundet – hvordan skal forholdets nærhed være?

Det kan virke som en bjergbestigning af karat – og det kan også være det er det – men spørgsmålet er om ophobningen af frustrationer, skænderier, konflikter, tårer og smertelige følelser ikke er et bjerg i sig selv. Og så er spørgsmålet – hvilket bjerg vil du helst bestige?

PS – dette kan også læses med far i stedet for mor. Eller kan det?

Læs mere om hvad jeg tilbyder: http://anneg.fernando.dk