Den terapeutiske samtales paradox

Forleden gik jeg fra min konsultation med en stor følelse i kroppen. Jeg mærkede en meget stor respekt for mine klienters mod. I virkeligheden er det jo vanvittig modigt at sætte sig ned overfor et menneske, man ikke har mødt før og åbne for posen. Fortælle om noget af alt det, der er svært. Det som smerter en, det som gør, at man er et menneske, som lider. Det er modigt – og det er vel også det som skræmmer nogen mennesker og gør, at nogle har en modstand mod terapi. Ikke at de ikke er modige mennesker, men at den terapeutiske samtale indeholder noget, som virker skræmmende. Og det er fuldt forståeligt.
Det er da skræmmende og på sin vis naturstridigt at fortælle om sine kvaler og lidelser til et menneske, man ikke kender. Og her er noget af svaret hvorfor:

 

En samtale bygger i sin natur på gensidighed og symmetri. To mennesker i en ganske almindelig samtale er to mennesker, som kender hinanden eller ihvertfald gerne vil lære hinanden at kende og derfor deler af sine mere eller mindre private tanker og følelser. Man kan sige, at de vælger at udlevere sig selv i et gensidigt forhold, hvor begge giver og tager. De lytter, spørger ind, tager tur til at fortælle og spørge. Dette er et forhold, som motiverer til åbenhed, tillid og måske kærlighed. Hvis der ikke er denne gensidighed og symmetri i forholdet, så kan det i stedet for motivere til mistillid, tillukkethed og måske had.  Det åbne tillidsfulde forhold bygger altså på gensidighed og symmetri, mens det lukkede mistillidsfulde forhold bygger på ensidighed og asymmetri.


Lad mig så stille spørgsmålet: Hvordan er forholdet mellem klient og terapeut? Det er kun den ene part, der taler og som udleverer sig selv. Og omvendt er det primært den anden part, der spørger og lytter. Er det så et gensidigt symmetrisk forhold. NEJ, er svaret. Et klient-terapeut forhold er lige præcis ensidigt og asymmetrisk! Og alligevel skal det have en høj grad af åbenhed og tillid fra klient til terapeut. Der er ikke noget at sige til, at det kræver sit mod at sætte sig ned i den hvide lænestol og tro på, at terapeuten magter det.

Og det er lige præcis det, det handler om. Magt. Det terapeutiske forhold er altså i sin natur skævt, ulige, asymmetrisk. Og det stiller krav til terapeuten, for det er meget nemt at komme til at misbruge den magt. Det kan være en tone, en formulering, en kropsholdning, som gør at mistilliden og lukketheden træder i kraft. For den er der jo som grundvilkår. Forholdet er ensidigt og asymmetrisk og derfor vil det på ingen tid kunne anspore til mistillid og lukkethed. Det er den terapeutiske samtales paradoks. På den ene side er det ensidigt og asymmetrisk og på den anden side skal det alligevel kunne inspirere til åbenhed og tillid. Hvordan kan det lade sig gøre?

Det kan fordi det menneskelige møde i terapirummet godt kan være symmetrisk. Forholdet er asymmetrisk men mødet er symmetrisk. Selvom det kun er den ene part der taler, kan den terapeut, som magter paradokset godt møde sin klient symmetrisk – åbent og tillidvækkende. Det kan vi, fordi vi hele tiden er opmærksomme på, at det vi skal er at lytte og at gøre alt vi overhovedet kan for at forstå klienten, der hvor hun er. Vi skal hele tiden forholde os åbent til det klienten siger. Der er masser af plads til udfordringer men tilliden og åbenheden er det vigtige.


Sagen er, at det ved man som klient ikke før man sætter sig ned i stolen. Man udleverer sig i yderste potens. Derfor er det en handling som kræver mod – så når du vælger at gå i terapi, er det fordi du handler som et modigt menneske.

Disse tanker er inspireret af bogen Psykoterapi og erkendelse af Jette Fog og Lars Hem.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Den terapeutiske samtales paradox