Når kræftramte kvinder husker mig på at jeg er værdifuld

 Hej! Der var du! Dig har jeg savnet! Kære hjerte.

  Efter at have siddet sammen med 21 kvinder i Charlottenlund, talt og grinet og hostet og hold vejret, er jeg kommet i kontakt med mit hjerte igen. Nu kan jeg huske at jeg havde noget jeg gerne ville bidrage med til verden, og at jeg har noget at byde på, noget der skaber enorm stor værdi.   Det var ikke bare kvinder. Det var seje kvinder i lækkert tøj, lækre hæle, øjne der smilede og strålede, og øjne der søgte. Lyder det som tematitlen på Glamour? Det kunne ikke være længere fra. Fælles for disse kvinder var nemlig at de stort set alle sammen var skaldede og kemopatienter. Brystkræft, lymfekræft, livmoderkræft, tilbagevendende kræft. Og de kvinder der ikke allerede havde mistet håret, de ville komme til det.   Jeg reagerer på skaldethed blandt kvinder. Første gang min skønne veninde trak parykken af forvandlede jeg mig til en statue, der gjorde som om jeg ikke så det, og som var upåvirket af det. Virkeligheden var at mit hjerte stod stille mens min hjerne blev til Jeopardy på ecstasy. Ikke en eneste tanke blev tænkt til ende før en ny havde overtaget. Vi reagerer på en eller anden måde når nogen eller noget skiller sig ud. Det kan være vi reagerer med beundring eller foragt, nysgerrighed eller frastødelse. Det samme gjorde jeg, jeg reagerede på at se noget jeg ikke havde set før, og ikke så tæt på, ved at gøre som om jeg ikke lagde mærke til det, Både min veninde og jeg vidste at jeg fik en reaktion, mit nye statue-stive smil var ikke nemt at overse. Men vi gjorde hinanden en bjørnetjeneste og valgte ikke at tale om det. Man kan også tale ting til døde, men i dette tilfælde ville jeg gerne have kunnet sige ”ej jeg ved jo godt du er skaldet, men hvor ser det vildt ud. Jeg ved godt jeg sikkert ikke bør reagerer, men det gør jeg nu engang, må jeg røre ved dit hoved?” – for så kunne jeg trække vejret igen.   Det meste af dagen i dag er gået godt. Jeg skulle være til eventet kl 13, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at tænke på det. Var nervøs. Hvordan fanden kunne jeg skabe et link til coaching og blogging for de her kvinder, der kæmper med spørgsmål der jævnligt involverer døden og om deres børn har en mor ret længe mere? Man kan sige at blogging og coaching nok ikke lige står højest på listen over foredragsholdere til et event for kræftramte kvinder. Men nu var jeg altså blevet booket, så jeg mitte finde the missing link.  Og jeg var enormt spændt på at få lov at møde disse kvinder, som jeg havde enorm på-forhånds-respekt for. De er alle sammen kvinder der ikke gider gå rundt og ligne en patient, så nu skullle de på Make-up og Paryk kursus, ja og så skulle der noget coaching og det der moderne blogging indover.   Eventet startede og jeg blev præsenteret. Jeg kiggede rundt på alle de her skaldede kvinder,  og jeg var overrasket over hvor mange smil og grin og hvor meget hjertevarme der var i rummet. Og hvor lækre de var, for gud hvor var de dog smukke! Jeg blev meget påvirket af den energi og rummelighed jeg oplevede blandt disse 21 kvinder der aldrig havde mødt hinanden før. Og vupti, min frygt for skaldede kvinder forsvandt og jeg kunne slappe af. Så mange skaldede kvinder samlet på et sted, så blev jeg jo hende der var anderledes og så underlig ud.   Bedst som jeg havde fundet mig til rette i lokalet, havde vi pause, og en af kvinderne kom hen og stak et champagneglas direkte ind i min frygt og det mindreværd jeg havde slæbt med mig i dag.  Hun havde tydeligt bemærket at jeg hverken var parykbruger eller kræftramt. ”Ja undskyld, jeg er bare nysgerrig, men hvad kan du egentlig bidrage med ift blogging og coaching når nu vi snakker om kemo og hvordan man sætter sin paryk”. Værsgod, Anne, læg dig ned og dø, for det gad jeg også godt vide. Men kvinden var som sendt fra himlen, for ud kom svaret i én sætning, som om det var en elevatorpitch jeg kunne i koma.   ”Ser du, jeg har en historie jeg vil fortælle, som involverer både coaching og blogging. Jeg ved ikke noget om kræft, men jeg ved noget om smerte og ondt i sjælen, og den er universel. Jeg ved hvordan man kan bruge blogging til at skabe uvurderlig værdi for andre i verden og samtidig hele sig selv, og man kan endda vælge at være anonym samtidig.  Lyder det ikke spændende?”
  Kvindens interesse var vakt og hun glædede sig til at høre mit indslag. Så da det blev min tur og jeg rejste mig, kunne jeg komme frygten i forkøbet og fortælle at jeg ikke ved noget om kræft, jeg er en cancer-know-nothing, men jeg ved noget om at have en forbandet masse mennesker omkring sig der gerne vil hjælpe, men ikke ved hvordan de skal gøre. Jeg ved hvordan det er at skille sig voldsomt ud, uden at nogen siger noget – samtidig med at der hænger et neonskilt og blinker over mit hoved hvorpå der står ”U N O R MA L”. Jeg ved også hvordan det er at føle sig ensom helt ned på celleplan og ikke vide hvem man kan ringe til når livet slår knuder. Jeg ved hvordan håbløshed føles og jeg ved hvordan det føles at miste sin identitet eller ikke at føle at man har nogen.  Jeg ved hvordan det er at miste sin kvindelighed.   Jeg fik skabt mit link, og jeg fortalte i 40 minutter om hvordan disse kvinder, med deres historie og deres udfordringer kan være en afgørende redning og påvirkning for hele kræftområdet, kommende kræftramte kvinder,  kommende behandlingsformer, kommunikation på sygehuse, livsglæde midt i kemoen, og for de kræftramte kvinder rundt i landet der ikke har et netværk eller nogen at række ud til når, udover at kroppen slår knuder, sjælen også gør det. Jeg fortalte lidt af min historie for at vise de her kvinder at de trygt kunne overlade sig til mig den næste time, for nok er jeg ung og smart i tøjet, men jeg forstår smerte på et plan som man ikke kan læse sig til. Og det er det der er min pointe med dette indlæg.   Næsten alle disse kvinder kom hen og takkede mig bagefter, for mit mod og for min evne til at inspirere uden overhovedet at vide noget som helst om kræft. Og siger jeg det her for at prale? Ja det kan du bande på jeg gør, for i dag har jeg været med til at gøre en forskel jeg ikke kender omfanget af.  Men endnu vigtigere, så tog jeg af sted. Jeg flyttede min røv fra min lejlighed til Charlottenlund, på trods af at jeg følte jeg ingen værdi kunne skabe for disse kvinder. Jeg overvejede at fratage dem muligheden for selv at afgøre hvorvidt jeg skabte værdi for dem eller ej, men heldigvis fik jeg taget mig sammen og fik placeret mig på min cykel, og tog et lyskryds ad gangen indtil jeg nåede frem. Og jeg gav mit allerbedste. Og resultatet er ikke op til mig, men det var overvældende hvor meget jeg havde rørt disse kvinder. Meget mere end jeg selv havde troet.   Jeg har åbenbart ingen ide om hvor overlæggeren skal være henne, og jeg gør ikke nogen en tjeneste ved at placere den nogen steden. Jeg skal bare give det bedste jeg har, og så må det være op til modtagern hvor bolden skal spilles hen, hvor er jeg glad for jeg pakkede mit mindreværd og min utilstrækkelighed sammen og tog afsted.   __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Når kræftramte kvinder husker mig på at jeg er værdifuld