Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Der er diskussion i mit indre. Det er Eksistentia og Spirituella, der er lidt oppe at køre. "Du må forstå, at Universet ikke byder på varm kakao, stryger dig over kinden og letter livet for dig, som den gode mor," siger Eksistentia. "Jamen, Vorherre mildner da luften for de klippede får, gør han ikke?" Spirituella ser håbefuldt på sin storesøster.

Jeg er blevet trist til mode af at zappe rundt i den virkelige verden på skærmen. Zappene bevæger sig fra et angst barn, der sidder alene, sammenkrøbet blandt murbrokker på Haiti, over en vis lyshåret kvinde med pagehår, der sejlivet og artikuleret taler og taler om burkaforbud, forbi en ung kvinde, der er blevet offer for en morder, en tårevædet aflivning af et lille lamaføl og over til en kvinde, der har brugt hele sit liv på at ommøblere sit ansigt og sin krop. Det hele virker meningsløst.

Min hjemlige baggrund var ateistisk og præget af, at folket kæmper sig til lykken ad materiel vej. Men tit har jeg haft brug for - i stedet for at dele flyveblade ud og høre på politikere - at flirte med Universet. Drømme mig lidt væk. Give mig selv noget "mere mellem himmel og jord," tro og mening, skytsengle og reinkarnation. Og jeg har opsøgt og mødt mange mennesker, som tror på dette og hint. Al respekt for andre menneskers valg. Jeg er for jordbundet til at svæve med engle. Men omvendt må der altså være noget at tro på.

De fire eksistentielle livsvilkår Alenehed, Frihed, Meningsløshed og Død følger mig, hvor jeg går og står. Og når jeg gemmer mig i deres lave skygger i det smukke landskab, som Universet er, kan jeg se vores verden rigtigt udefra. Hvor der kæmpes for lykken og elskes. Hvor der slås ihjel og begæres rigdomme. Med sorg og ulykker for mennesker til følge. Og jeg må ryste på hovedet. Men det nytter jo ikke at stå derude på sidelinjen og pege fingre, for så vælger jeg jo mit liv og mine medmennesker fra. Så ind med mig igen.

Dialogen fortsætter: "Jamen, hvordan kan Universet tillade, at de uhyrligheder sker?" spørger Spirituella og fortsætter: "Jeg får i min afmagt lyst til at gøre meget mere end at sende den sms til hundrede kroner. Jeg vil invitere alle Haitis børn hjem til mig, omvende alle sjæle, der er gået forkert i negative projektioner og kriminel afmagt, gå ind i politik, fortælle folk, at alle er unikke, sende gode ønsker ud."

"Det er da  naivt," smiler Eksistentia.

"Jamen, jeg kan ikke leve sådan: helt uden mening."

"Der er jo ingen mening! Du må skabe din egen mening med dit liv," fortsætter Eksistentia. "Hvis det giver dig mening at gøre noget for andre, så gør det. Gør noget. Hjælp de andre. Og find nogen at dele alenelivet med. Forvalt din frihed, sæt struktur på dit liv. Acceptér, at du skal herfra engang, og at du skal herfra alene. Sådan er livets vilkår. Barske, men uomtvistelige. Lad være med at flygte fra dem. Se dem rigtigt i øjnene. Send ønskerne ud og tro på livet. Netop din viden om, at livet ikke varer ved, kan gøre dig lykkelig. Nemlig. Dét er måske din vej til lykken."

Spirituella synes, at Eksistentia er storesøster-agtig og lidt irriterende. Hun bruger mange ord, og Spirituella er lige ved at blive træt.

Hun kigger på Alenehed, Frihed, Meningsløshed og Død efter tur. Kigger hver enkelt af dem lige ind i øjnene og ser sit spejlbillede. En underlig ro kryber ind i maven.

Spirituella rejser sig: "Jeg tror, jeg vil brygge mig en kop varm kakao, Eksistentia. Vil du have én med?"

Kærlig hilsen
Alice Persson, Psykoterapeut