Timetyveriet

I drømme er jeg ved at støvsuge små stearinstykker op for at hjælpe min veninde, lige før gæsterne kommer. De små fnulrestykker bliver varme og gummiagtige. De hæver til store klumper, der sætter sig fast i støvsugerslangen. Indeni godter jeg mig over, at min ellers altid perfekte veninde ikke har helt styr på sin elegante middagsinvitation.

Da går alarmen i gang. Og det er ikke mobiltelefonens bippen. Jeg har glemt at slå den til. Næ, det er den indre alarm, der hyler. Det er bare en time for sent.

At blive frarøvet en morgentime er en katastrofe for en kvinde som mig.

Min søde mand går neutralt rundt, virker helt centreret i sin krop og sætter sig til sidst foran tekst-tv'et. Han er god til stressede kvinder, der styrter rundt og samler ind til dametasken. Stille og roligt bakker han ud af den usynlige linje mellem badeværelse, sovekammer og arbejdsværelse. Erfaringen har vist, at en position i dette kraftfelt kan tvinge ham til at forvandle sig til en pind op ad den nærmeste væg, hvis han ikke flytter sig i tide.

Han starter bilen for at køre mig til bussen. Jeg indleder med lidt skumlemeditation over min frastjålne time og manglende morgenmad og overfladiske morgentoilette og glemte yndlingsbog. I virkeligheden er jeg kastet ud i et af min barndoms mareridt: kaotiske morgener overladt til mig selv uden morgenvækning, morgenmad og struktur. Oplevelsen sender mig direkte tilbage i angst, ærgrelse og egenkritik.

Pludselig - i det fjerne - øjner jeg en mulighed for glemsel: de to kildebakker. Den store og den lille. De kildebakker, som mit indre barn elsker, når min mand skruer lidt op for farten. Og hvad sker der? Jeg får mulighed for at bruge et af mine ældste forsvar: projektionen. En ældre herre er så venlig at servere den for mig på et fad, totalt synlig: her på vejen, klokken 7.30 om morgenen, har en "Nathue" valgt at køre ud og lægge sig - langsomt og bekvemt - lige foran vores bil. Et yndet skældsord brugt om bilister, der kun kører dét, de må. Nemlig 50 km i timen.

"Argh, en nathue! Jeg kan se hans hvide hår. Hvad fanden laver du herude så tidligt om morgenen? Tag hjem. Ødelæg ikke min eneste mulighed for at blive glad i dag."

Den ældre herre får skylden for, at det ikke kommer til at kilde i maven, så jeg kan mærke min krop. Inden i mig selv er der en eller anden, der foreslår: "Måske er han ude for at nyde det gode vejr. Måske savner han sin kone på plejehjemmet og er kørt ud for at besøge hende?" Jeg kender mig vældig godt efterhånden og ved, at det er en projektion, der er på spil. Sådan én skal venligt, men bestemt, trækkes hjem ved nakkehårene. Og det gør jeg så: "kom så hjem, du!" Og jeg takker manden for at have vist mig vejen til mig selv.

I bussen er jeg stadig lidt utilpasset. Skumler endnu og skutter mig. Mærker søvnen i øjnene. Kroppen er lad og energiløs. Den automatiske damestemme, som fortæller destinationerne, går pludselig helt amok, og chaufføren, en venlig, voldborglignende herre, slukker for hende og overtager selv opgaven med at udtale stoppestederne.

I det øjeblik falder der ro over mig. Livet er jo herligt. Solen er på vej op ad magtstigen og flirter provokerende med det kølige morgendis, der ligger over markerne. Min projektion er smeltet væk, det forstyrrede indre barn bragt til ro. Jeg sidder jo her - lige så stille - i bussen og kan meditere og falde helt til ro før dagens arbejde, og ingen råber heldigvis i mobiltelefon.
Da kører bussen langsomt forbi "Venlighedsvej." Dalai Lama dukker op i mit indre: "Vær god og venlig, når det er muligt. Det er altid muligt."

Morgensolen oplyser os - det busmediterende folk - gennem kulden.

Jeg sender en tanke til den hvidhårede mand i bilen og ønsker ham og konen en god dag.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Timetyveriet. At blive frarøvet en morgentime er en katastrofe for en kvinde som mig.