Skal kærlighed gøre ondt?

Er du "sådan én?" Det kan være svært at afgøre, men ville måske være godt at vide. Grib til tjeklisterne. Her er muligheder for at krydse af. Og der står, at hvis du bare kan nikke ja til 4-5 af punkterne, har du et problem, som identificerer dig som hørende til i en bestemt gruppe af mennesker.

Sidst har en veninde af mig identificeret sig selv som et "særligt sensitivt menneske" med stor lettelse til følge. Det forklarer jo alt. Gudskelov for en "diagnose," og en følelse af, at man ikke er alene.

Jeg har også følt lettelse ved at lade mig indgruppere eller diagnosticere og har tænkt: "Nå, derfor har jeg det sådan." Jeg konstaterer, at mange andre har det lige sådan. Så kan viden, følelser og gode råd deles. Og så er det lettere at søge hjælp.

Hvad nu, hvis man er "en af dem:" Én, som velvilligt forelsker sig med et brag. I ord på dating, i komplimenter på sms. Én, som bliver afhængig af ordene. Én, som tilsidesætter sine egne behov for at glæde sin kæreste og tager skylden for alt det i forholdet, som ikke fungerer. Én, som begynder at undgå sine veninder, fordi det er pinligt at blive hos en partner, som ikke behandler én ordentligt. Som prøver at elske mere og mere og bare ender med at blive mere og mere ked af det, isoleret og panisk. Hvis man er sådan én, som "elsker for meget?"

Jeg kan huske, da jeg selv afslog. Nej, det var ikke mig, der stod beskrevet i Robin Norwoods bog "Kvinder der elsker for meget." Jeg var nemlig ikke kæreste med en alkoholiker. Og jeg var heller ikke så uselvstændig, at jeg var afhængig af hans mening. Jeg kunne godt tænke selv og fungere på mit arbejde. I mit liv var der stadig veninder. Jeg kunne også godt sige nej engang imellem. Jeg fandt mange (bort)forklaringer, da min gode ven spurgte. Men jeg måtte indrømme, at det var jeg nok.

Det er flovt at være sådan én. Skammen sidder på skulderen og peger fingre ad os og prøver at forhindre os i at søge hjælp. Og det lykkes også nogle gange. I nogen tilfælde kommer vi først og beder om hjælp, når vi er kommet så langt ud, at vi ikke længere kan mærke os selv.

Hjælpen træder til i det øjeblik, vi - som der er et gammelt udtryk, der siger - bider hovedet af al skam og begynder at fortælle om vores problem. Når vi rækker ud efter andre. Det kan vi gøre på mange forskellige måder: læse bøger ("Kvinder der elsker for meget" og "Når kærligheden kammer over." Søge en selvhjælpsgruppe. Gå i terapi eller deltage i en terapigruppe med dette emne. I det hele taget begynde at tage sig selv alvorligt.

I dag har jeg selv klienter med dette tema i min praksis. Jeg hjælper dem med at få en større bevidsthed om sig selv, så de kan beskytte sig selv og udtrykke deres behov. De vil gerne møde den person, de egentlig er. Og det hjælper jeg dem med.

Jeg holder foredrag om emnet og bliver modtaget af et interesseret publikum - både mænd og kvinder. Mænd kan have tilsvarende temaer, men der er tilsyneladende stadig flest kvinder, som døjer med det. Eller det kan være, at mændene har endnu sværere ved at komme ud af busken?

Til august påbegynder jeg et nyt gruppeforløb for kvinder i min praksis. Hvis du vil vide mere, så læs på min hjemmeside.

Det er dejligt at kunne hjælpe andre med nogle problemer, som man selv har haft inde på livet. De forsvinder aldrig helt, da de ligger tungt i livets rygsæk. Men selvfølelsen vokser. og den tyngende taske bliver lettere i takt med udviklingsarbejdets faser og livsprocesserne.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Nej, kærlighed BØR bestemt ikke gøre ondt, men den gør det sommetider - som du så fint beskriver. Det er svært at vælge en partner med hovedet og ikke med følelserne. Og med alderen bliver man desperat. Jeg er selv blevet 35 og fik i den anledning bogen "How to Get Married After 35" af Helena Rosenberg. Heri beskriver hun bl.a. også hvilke mænd, kvinder skal undgå. Men igen, det er nemmere sagt end gjort. Jeg er glad for, du hjælper dem, der ikke helt kan styre det i den retning, de godt ved, er den rigtige!
Kornblomst: tak for din kommentar. Jeg tror ikke, man får noget ud af at vælge kærester med hovedet i stedet for følelserne. Men det bliver nemmere, når man er i god kontakt med sig selv, sine følelser og sine behov og tør stå ved dem. Det lykkedes min mor i en alder af 67 at finde ”den rigtige.” Og som en af mine veninder, der stadig var ungkarl op i 40’erne, yndede at sige: ”Så er der håb for os andre. Det er aldrig for sent. Men det er vigtigt at lære sig selv at kende først.” Og det havde hun så evig ret i. I dag er hun - ligesom jeg selv - lykkeligt gift. Så fat mod, kære kornblomst!
Skal kærlighed gøre ondt? Kvinder der elsker for meget. Hjælpen træder til i det øjeblik, vi bider hovedet af al skam og begynder at fortælle om vores problem.