Klap lige hesten

Munnie Rose, mit indre barn, har drevet mig ud i en nysgerrig udforskning. Igen. Lige siden den første hoppe dukkede op i mine drømme og den rare gule hest gestaltede sig i malerierne, har jeg haft lyst til at nærme mig denne skønne kæmpe. Nu vil jeg teste, hvordan hestens jordforbindelse og rolige nervesystem kan influere på mit velbefindende - et led i min efteruddannelse til chok- og traumeterapeut.

Jeg er taget til "Tudsegård" på Tuse Næs for at klappe hesten. Bogstaveligt talt. Det er en vidunderlig klar efterårsdag med sol, blå himmel, hvide og grå skyer. Da jeg stiger af bussen ude i midten af Intetstedsland, trænger stilheden ind i mine ører og lægger min hjerne på et blødt leje. Roen summer og gør godt. Denne dejlige "støj" afbrydes kun af hestevrinsken, fasanskråk og andre dyrelyde.

Truels-"Happy Horses"-Vallø Bisgaard ser ud til at være vokset sammen med sit landskab og dyrene. Som en anden Crocodile Dundee in the bush går han hjemmevant rundt på marken i Gurede iført sin hat og sin kærlighed til dyrene og naturen. Vi går sammen hen og kigger på hestene. Jeg holder mig efter Munnies ønske en anelse bag ham. På afstand hilser jeg på Palette, Honey Bunch, Philippa, Tarzan, Cookie og Rosamunde og flere, som jeg ikke husker navnene på.

Ifølge Truels kan hesten støtte min proces/min vej, og jeg kan låne af hestens nervesystem til at afbalancere mit eget. Allerede her, mens vi blot kigger og hilser på hestene på afstand, har jeg vist lånt af denne naturmand og traumeterapeuts nervesystem, for den gamle angst for at komme for tæt på disse store dyr er allerede blevet mindre.

"Heste er altid 100 % til stede - her og nu," fremgår det af hestensvej.dk. "Deres kraftfulde tilstedeværelse kan hjælpe os med at komme mere til stede. I nuet, i vores krop og i overensstemmelse med os selv. Som mennesker, og rovdyr, er vi ofte fokuseret på målet, dér, hvor vi er på vej hen, hvorimod hesten som byttedyr er opmærksom på vejen - dér hvor den er. Vi har evnen til at forene disse to sider; at være opmærksom på vejen og holde os målet for øje. Med hestens hjælp."

Honey Bunch bliver trukket frem af flokken. En behagelig lille hoppe. Jeg ved, at det handler om at lægge mærke til alt, hvad jeg mærker, og det er ikke småting. Munnie er helt fremme i feltet. Dårlig samvittighed: tænk, at denne hest skal hives frem for at hilse på mig, det er da synd. Så vigtig er jeg da ikke. Eller: Det her er pinligt. Det er da barnligt og fjollet, godt der ikke er vidner. Bare den ikke pludselig stejler. Eller bider. Eller sparker. Hvem der bare turde sætte sig op på den hest og ride. Som heltinden i min barndoms Susy-bøger.

Hesten græsser og græsser, og jeg står og nyder lyden. Kan mærke, at det gør ondt i min bagside. Mediterer et stykke tid på det knasende græs. Jeg pendulerer mellem hestens gumlen og mine kropsfornemmelser. Min lændesmerte afløses af en impuls, og  jeg rækker hånden ud og klapper hesten.

Honey Bunch bliver den første hest, jeg har rakt ud efter og klappet på. Men Munnie er ikke tilfreds. Nu vil hun se hesten i øjnene og røre den på hovedet. Truels holder Honeys hoved, og hun slapper fuldstændig af, mens jeg klapper. Da vi har stået sådan et stykke tid, falder hesten i søvn. Det vil sige, hun sover ikke helt. Byttedyr, som hun er, holder hun stadig øje med farer i sin meditative tilstand. Sådan forlader vi hende igen. Stående stille, sovende, låste knæ. Det ene bagben bøjet. Et fantastisk syn. Munnie er lidt vemodig over at skulle forlade hende. Forhører sig om alt nu er i orden med hende?

Hjemme igen må jeg lige ind og repetere fra min terapeutkollegas hjemmeside: "Når der kommer bedre balance mellem hoved og krop, tanker og følelser, bliver der mulighed for at mærke dét som fortrænges; følelser, behov - og plads til nærvær," læser jeg, og videre: "Sammen med hesten oplever du umiddelbar og konkret respons på dig selv. Det skaber grobund for en større erkendelse af egen situation og følelse."

I virkeligheden ved jeg jo godt, at det giver totalt god mening at mærke efter i kroppen i stedet for at bruge en masse ord. Og at inddrage dyr, som i den grad kan smitte én med deres jordforbindelse og nærvær, er en spændende måde at arbejde med sig selv på. Om aftenen og næste dag kommer der gamle sorger op, som bliver forløst på en stille måde i selskab med min evigt lydhøre mand.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har klappet en lykkelig lille hest på Tudsegård.


 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Forunderlige ting sker. Jeg lagde først dette indslag på Levlykkeligt den 19. januar 2011, selv om jeg skrev det i efteråret 2010. Var uvidende om, at den milde, kloge og empatiske hest Honey Bunch faktisk døde - mæt af dage - natten til den 18. januar 2011.
Klap lige hesten. Man kan låne af hestens nervesystem og afbalancere sit eget