Jeg, en roman

Jeg har længe drømt om at blive en rigtig roman.
Sådan én med forlagsnavn og det hele.
Tænk, at nå helt ud i boghandlerens vindue, indhyllet i det smukkeste omslag, lænet op ad et fint skilt og med en titel, der springer lige op i øjnene. Eller at ligge i en stabel på det forreste bord i bogladen og mærke de handlendes hænder, som tager én op og siger:
"Nej, se engang! Det er jo selveste ..., den må jeg have med hjem."
Længsel efter anerkendelse.
Og nu er min drøm gået i opfyldelse.

Først var jeg bare en idé i min mors hoved.
"Jeg tror, jeg vil skrive en roman," sagde hun en dag, og jeg jublede:
"Endelig bliver jeg til noget."

Så skrev hun noget af mig i kladde - fra kaos til struktur - som hun kaldte det. Det var en usikker tid, hvor jeg var splittet op i kreative tekstbidder, som lå hid og did. Spredt ud over skrivebordet og delt op i mapper på computeren tænkte jeg på, om der nogensinde ville blive struktur ud af mig. Jeg følte mig sønderlemmet, og det blev ikke bedre af, at hun sendte de forskellige bidder af mig ud til sine skrivevenner og bad om deres mening. De sendte mine sårbare fragmenter tilbage med kommentarer, som både var positive og pinlige, og nogle gange rødmede jeg over mine bogstaver.

Nogle gange bredte surheden sig som citron-em i stuen, og hendes telefonsamtaler var fyldt med beklagelser. Hun følte sig ikke inspireret, der var nok aldrig nogen, der ville læse hvad hun skrev, der var så mange om buddet, og hendes roman var ikke specielt interessant, hørte jeg hende sige i telefonen. Jeg sukkede. Det var den indre kritiker, som havde banet sig vej gennem hendes inspirative tanker.

En aften var hun i rigtig dårligt humør. Kritikeren angreb så voldsomt, at hun smed mine tekstbidder hårdt ned på gulvet, så de blev spredt ud over det hele. Det gjorde ærlig talt ondt, og de blev fuldstændig støvede, fordi de ramte det sted under skrivebordet, hvor støvsugeren sjældent kommer hos forfattere som min mor.

Endelig en dag satte hun mig sammen til et udkast og printede mig ud med titel, bred margen og behørig linjeafstand. Det gav mig indre ro og en tro på min egen fremtid. Herefter kom jeg til eftersyn hos en meget klog dame, som vidste alt om romaner, og hun sværtede mig til med røde tegn og kommentarer, så jeg lignede et manus med mæslinger.

Damen sendte mig tilbage og foreslog min mor at sende mig til et forlag. Det blev hun meget stolt af, og nu fik jeg masser af omsorg og pleje. Hun begyndte at ændre på mig igen. I fjorten dage sad hun indendørs i det dejlige sensommervejr med hvepse summende om ørerne og tog sig af mig, skiftede nogle af mine bogstaver og gjorde mig respektabel.

Da ugerne var gået, sendte hun mig til forlaget. Men ak! Dér fik jeg lov at ligge og kede mine sider i laser, mens jeg ventede på, at nogen tog sig af mig. Nederst i en meterhøj papirbunke lå jeg og råbte:
"Hallo, jeg er her! Det er mig, I skal have fat i. Jeg er årets debutantroman!"
Men de tunge papirer må have isoleret lyden så godt, at redaktøren ikke kunne høre det.

Endelig - der må være gået mindst fire måneder - lettede det, og et par nussede redaktørhænder med støv under neglene tog fat i mig.
"Så har vi nået bunden," råbte han ud til de andre redaktører.
Hvad mon han mente?
Lettet regnede jeg ud, at jeg var det sidste manuskript i bunken.
"Titlen er ret speciel, og indholdet ser interessant ud. Emnet er mit område, så jeg tager manus med hjem i weekenden."
Pyh, tænkte jeg.
Og sådan gik det til, at jeg havnede i redaktørens hjem. Her ventede jeg fredag aften, ensom på et skrivebord iblandt andre papirer, som så ud til at kende hinanden og virkede utrolig sammenspist.

Hele lørdagen og søndagen gennemlæste han mig, så jeg intet havde at skjule mere. Han krammede mine papirer med sine svedige hænder, og udmattelsen efter de sidste måneders utålmodige venten viste sig i mine linjer. Også han satte røde streger på mig. Dog lignede jeg ikke et mæslingetilfælde denne gang, men kun et lettere anfald af allergi.

Hjemme hos min mor er der vild jubel, da redaktøren ringer.
"Vi vil udgive din roman. Jeg sender den tilbage til dig med rettelser."
Jeg vifter med mine papirer i kuverten. Nu ved jeg, at min fremtid er sikret, og at jeg vil blive trykt med rigtige bogtrykkerbogstaver på professionelt papir.
"Mærkeligt," siger redaktøren til cykelbuddet, da han afleverer mig, "sikke et livfuldt manuskript. Det virkede, som om kuverten bevægede sig før."

Jeg bliver modtaget som en kongelig person. Den røde løber er lagt ud, min mor har åbnet en flaske champagne, og skrivevennerne er kommet forbi for at fejre min kåring.

For sidste gang pudser hun mig grundigt af. Hun læser og printer, retter og orddeler og skyder mere luft ind mellem mine trængte ord.

Og nu er min drøm altså gået i opfyldelse. Så hvis du støder på mig - det kan du næsten ikke undgå - så er min titel: "Jeg, en roman."

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Jeg, en roman. Romanens drøm om anerkendelse