Idégeneratoren

Kan man ligefrem få stress af at høre idégeneratoren summe konstant? Svaret er ja. Lige så frygteligt det kan være at mærke sig totalt idéforladt, lige så frygtelig dejligt er det, når ideerne konstant strømmer gennem hjernesporene og ud igennem kroppen. Og selv om det er "dejlig" stress, skal den håndteres på bedste vis.

Det værste sker, hvis jeg formaster mig til at gå en tur. Gerne en tur i skoven, hvor ens eneste selskab er susende træer, barkhamrende spætter og forårslystige musvitter. Her – i naturens egen ”stilhed” – begynder idégeneratoren at brumme allerhøjest.

Det næstværste kunne være dette:
På denne klientfri dag tænder jeg min pc og skal arbejde med min bog, et nyt foredrag og andre pligter af administrativ art. Inden da smutter jeg indenfor et par steder på nettet, hvor jeg regelmæssigt lægger min opmærksomhed: nyhedssites, forskellige blogs, lidt Facebook, lidt Levlykk … hov, hvad er nu det? Her, hvor mit blogskib har ligget i en lun havn et par år og vugget og er blevet hilst på af andre fartøjer, er der sket forandringer. Havnen udvider sig lige foran mine øjne og lokker med nye tilbud, input og muligheder. Mit blogskib har ligget i dok et stykke tid, da ideerne har fået lov at stå i kø bag skipperens pligter. Jeg sejler lidt rundt inde på sitet og studerer de nye skibe i havnen.

Og så brummer det igen. Ideerne begynder at strømme og truer med at stille sig forrest i køen. En følelse af stress – begejstringsstress. Og så er det, at den voksne griber barnet ved hånden og skaber balance i pligt- og glædesgerninger. Fokus på det der skal gøres. Nogen siger, at man skal sluge den største frø først. Så kommer man længst. Jeg doserer.

Tillykke med det nye site og tak for inspirationen.
 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Idégeneratoren