Fjollefarmor

Hvad er det, der sker med min veninde? Alt drejer sig om den unge, som ligner alle andre spædbørn. Hun er slet ikke til at tale med som før. Og nu er min anden veninde ved at gå samme vej. Det er, som om de lader mig alene tilbage. Længe har jeg været irriteret over kurrende bedstemødre. Og jeg sværger nu: sådan bliver jeg aldrig.

Og dog: Her forleden havde jeg besøg af Zander, 4 måneder. Et helt almindeligt spædbarn, som ligner alle andre spædbørn. I hvert fald, mens han sidder hos sin mor og får mad eller ligger på sit tæppe og kigger på farvestrålende filtdyr. Men så skal han sidde hos mig, mens mor spiser. Og nu ligner han pludselig ikke alle de andre! Han har jo noget, der er helt hans eget. Og sikke et blik. En masse pludrende ord. Han vil mig jo noget. Og jeg smelter fuldstændig ind i kontakten til ham. Nårh ... Aha. Er det dét, de snakker om? Alting skal da også prøves på egen krop!

Jeg tænker på den spændende bog, jeg læste for nylig: "Kærligheden gør en forskel," om at kærlige følelser former barnets hjerne. I virkeligheden en gammel nyhed: Den gode kontakt med mor (eller en anden) er så vigtig. Øjne. Stemme. Accept og anerkendelse. Én der tager imod, når barnet "kommer ud med sig selv."

Jeg havde den ære, ja, sådan oplevede jeg det, at tage imod Zander, da han kom ud til mig. Og jeg mødte ham og kunne mærke den dér resonans. Kontakt frem og tilbage. Det var en helt speciel følelse i kroppen.

Er det ikke dét, der er godt ved at være bedstemor? At kunne mærke den indre stille glæde? At have overskud til at forkæle? Måske får hun her en ny chance for gavnlig indflydelse? Kan hun nu, for at bruge et billede (min mand reparerer i øjeblikket vores væg), putte polyfilla i de huller af uvidenhed, hun havde engang, ung som hun var, i forhold til sine egne børn, og slibe efter?

Hvordan kan det være, at jeg bliver irriteret på mine bedstemormedsøstre? Det er jo en vigtig proces. Jeg må indrømme, at det måske bare er så "banalt," at det handler om manglende opmærksomhed og kontakt. Venindernes fravær. Hjælp, hør, hov, jeg er her også! Og ingen vil da indrømme, at de er misundelige på et spædbarn? Jeg er måske fanget mellem beskytter-bedstemoder-instinktet og et lille indre barns følelser. Hvor er vi mennesker dog nogle interessante skabninger!

Min svigerdatter hviskede i går, at nu vil de til at prøve. En af mine veninder bemærkede, at hun tydeligt husker, hvordan jeg gav den som Kaj og Andrea. Så jeg må nok sluge mine forsvoringer om, at jeg aldrig bliver sådan. Jeg tror såmænd, at mine veninder kommer til at mangle noget opmærksomhed på et tidspunkt, for jeg ender nok som Fjollefarmor. __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
bedstemormedsøstre, den faglige måde, farmor, filtdyr, Fjollefarmor, forsvoringer, Kærligheden gør en forskel, polyfilla, resonans, spædbørn, veninde,