Cykelpsyke

Det er jo dét, der sker i disse tider. Cykelpsyken træder frem i lyset. Maj er over os, og min hvide cykel skal på græs. Jeg har trukket den ud af skuret, og den reagerer ligesom køerne, der bliver sluppet løs i april. Min længselsfulde cykel muh'er med ringeklokken, slår smut med sine lygter og halter lidt af indestængt skur-energi.

Og så ånder den lettet op og tager et dybt åndedrag. Ja, den står dér og smiler og provokerer forventningsfuldt med støv, spindelvæv og flade dæk, befriet fra skurmørket.

Lystigt smutter børsten med sæbevand rundt omkring på skærme, stel og styr. Som i alle de andre forår opgiver jeg at få fælgene helt rene. Cykelpumpen er fremme og gør sit til at få safter og energi til at stige i min hvide damecykels slatne gummiringe.

Solen skinner, og de lysegrønne blade tager opmærksomheden fra de ellers kontrastfyldte og mørkebrune grene på træerne. Rundt omkring vrimler det med glade og energiske fugleskabninger af forskellige størrelser. Der er hinkeruder på fortovet, og børnestemmerne er blevet tydeligere.

Det larmer af forår.

To råger leger danselege ovre på marken. Han bukker og nejer og spreder sine halefjer for damen, og jeg tror, det ender med redebygning, æg og små sorte fjerbørn. Jeg får lyst til at fotografere dem og tilegne dem et digt ved navn ”Rågelege i Rågeleje.”

Foråret – og specielt maj – er verdens dejligste årstid.

Cyklen belønner mig for de oppustede dæk. Den tager ved og aser sig op og ned ad bakkerne med min snart ømme bagdel på sin saddel. Konditionen er ikke, hvad den har været, men den vil komme igen, stønner jeg. Og atter går det op for mig, at jeg har cykelpsyke. Især på disse megabrede cykelstier ude på landet, hvor jeg ikke er i fare for at blive kørt ned af ”mine egne.” Der smutter ganske vist et par lynhurtige forbi af den dér tour-de-et-eller-andet-type, iklædt så farvestrålende cykeltøj, at jeg mindes gamle dage, da jeg som mor til en lille dreng stod i køen i BR og betragtede det farvestrålende udbud af udklædningsdragter.

Ja, maj er dejlig, og vé den, der ikke er glad! For når solen skinner, er man glad. En indpodning tilbage fra dengang, hvor de voksne sagde: ”Gå så ud og leg i det gode vejr”, mens man måske havde behov for at gemme sig lidt, læse sit Anders And-blad i fred bag nedrullede gardiner eller måske bare ”glo ud i luften.” Måske blev maj måned mere melankolsk dengang, fordi jeg ikke blev forstået i min særlige sensitivitet. Derved følte jeg mig anderledes og forkert, fordi jeg ikke syntes, at det var så interessant, at solen skinnede. Livet gled forbi mig, jeg var udenfor. Og alle andre havde det sjovt. Jeg havde ikke ret til det samme som de andre, der befolkede bænkene i Tivoli og græsplænerne i Københavns parker.

Jeg er sådan en, som af og til har brug for at trække mig lidt tilbage fra alle de lysegrønne og provokerende safter ude i det pulveriserende liv. Andre gange har jeg cykelpsyke og drøner ud på landevejen. Og allervigtigst: Jeg har lov til at være i lige præcis det humør, der passer mig på sådan en dag.

I dag havde jeg det som køerne, der for tiden slipper ud af vinteropholdet i staldene. Og min cykel kom i det samme humør. En cykeltur er meditativ og justerer cykelpsyken. Den hjælper én til at mærke sig selv.

Cykelturen sætter tanker og følelser i sving. Og dem havde jeg lige lyst til at dele med jer. Jeg håber, at I netop nyder foråret på den måde, der lige passer til jer.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Cykelpsyke. Og atter går det op for mig, at jeg har cykelpsyke.