At forstå Loven om Årsag og Virkning er vejen til frihed! af Barbara Berger
At forstå Loven om Årsag og Virkning kan sætte os fri. Når vi forstår at tanken er årsag og at vores oplevelse er virkningen af vores tankegang, har vi nøglen til at ændre vores liv hvis vi vil. Derfor er det en rigtig god idé at sætte sig grundigt ind i denne mekanisme ...
Vores tankegang – de tanker vi dvæler ved og tror på – bestemmer vores oplevelse af livet. Dette er den store lov, måden livet er på. Kort fortalt, betyder dette at vores oplevelse af virkeligheden (eller denne ting kaldet for livet) er resultatet af vores tanker om livet eller virkeligheden – og ikke resultatet af at opleve virkeligheden direkte.
Og igen er dette en upersonlig, universel lov. Den virker uanset hvem du er eller hvad du gør. Den virker uanset om du er ung eller gammel eller rig eller fattig. Denne lov gælder for alle – uden undtagelse – hvilket er grunden til at det er en lov.
Denne lov betyder at:
- Det du tænker, kommer du til at opleve.
- Det jeg tænker, kommer jeg til at opleve.
Når du tror at noget er rigtig godt, kommer du til at opleve det. Når du tror at noget er frygteligt, kommer du til at opleve det.
Det er faktisk det eneste der sker.
Virkeligheden er hvad den er.
Det er vores fortolkning vi kommer til at leve. Men igen siger jeg, tro ikke på hvad jeg siger. Læs videre og test det selv.
Når du læser dette vil din første reaktion måske være ”Nej, det passer altså ikke. Enhver kan da se at det og det er frygteligt. Det har ikke noget med min tankegang at gøre!” Men du er altså nødt til at undersøge det nærmere og spørge dig selv om det virkelig er sandt. Fordi når du undersøger det nærmere vil du opdage at alt mellem himmel og jord fortolkes på mange forskellige måder af mange forskellige mennesker.
Forskellige folk har meget forskellige oplevelser af præcis den samme begivenhed. Og dette gælder vores helbred, økonomi, relationer – det hele.
Det som et menneske synes er rigtig godt helbred synes et andet menneske er en sørgelig fysisk forfatning. Det som et menneske synes er rigtig mange penge synes et andet menneske næsten ikke er nok til at klare sig. Det som et menneske anser for at være et stort problem i sit parforhold er et andet menneske fuldstændig ligeglad med. Det som et menneske synes er politisk korrekt synes et andet menneske er fuldstændig forkert. Og det samme gælder på arbejdspladsen. En medarbejder oplever det som meget stressfuldt at arbejde på et bestemt projekt med en stram deadline, mens en anden medarbejder synes det er en spændende udfordring. En medarbejder hader at arbejde over fordi han ikke kan vente med at komme hjem til sin familie, mens en anden medarbejder elsker at arbejde over fordi han ikke har specielt lyst til at komme hjem til sin familie!
Så vores oplevelse er altid fuldstændig subjektiv – altid – og altid baseret på hvem vi er og hvad vi tror er godt eller dårligt for os. Der findes ikke nogen neutral, objektiv definition på en ”god” eller ”dårlig” begivenhed. Det afhænger alt sammen af ens synspunkt og af personens (eller personernes) overbevisninger og historier. Og vores synspunkter afhænger af mange ting såsom måden vi blev programmeret på, vores kultur, vores religion, vores baggrund, vores køn, vores alder og så videre.
Og selv dette ændrer sig for hvert individ i takt med at de vokser og udvikler sig fordi de fleste mennesker med tiden opdager at det som de engang anså for at være en ”dårlig” begivenhed kan vise sig at være en ”god” begivenhed når man ser den fra et andet perspektiv. Hvilket er grunden til at vi nogle gange kalder begivenheder for en skjult velsignelse.
Så jeg beder dig om virkelig at overveje dette nøje. Hvis du gør det, lover jeg dig at du vil opdage at alle vores reaktioner (dine og mine og alle andre menneskers) i hver eneste situation er baseret på de tanker og overbevisninger vi har om livet og på vores overbevisninger om hvad disse situationer og begivenheder betyder.
Og således finder vi ud af at den grundlæggende mekanisme i alle situationer er tanken er årsag, oplevelsen er virkning. Det er det eneste der sker – hele tiden, for alle.
Så overvej det nøje, se nøje efter, og du vil se at når noget sker og vi synes at det er godt, så har vi det godt med det og oplever det som værende godt. Og når noget sker og vi synes at det er dårligt, så har vi det dårligt med det og oplever det som værende dårligt. Og dette har intet at gøre med selve begivenheden. Begivenheden er bare begivenheden. Og vi opdager at der i virkeligheden absolut ikke er nogen forbindelse mellem en begivenhed og måden vi reagerer på den. Måden vi oplever begivenheder på bestemmes fuldstændig af vores tanker om begivenhederne.
Tanke → oplevelse…
Således opdager vi at alt hvad vi oplever er resultatet af vores tankegang. Og dette er loven om årsag og virkning. Desværre er de fleste mennesker ikke bevidste om denne proces fordi de ikke kender loven om årsag og virkning. Hvilket har den konsekvens at de ikke ser det ske. De ser ikke at en begivenhed sker og at de derefter øjeblikkeligt knytter sig til deres fortolkninger af begivenheden. Det sker så hurtigt at de fleste mennesker ikke lægger mærke til processen. I stedet tænker de bare ”åh det her er frygteligt” og tror at det er den ydre begivenhed som er årsagen til deres reaktion. De ser ikke skridtet ind i mellem – hvordan vores tankegang, vores fortolkning af begivenheden, udløser vores reaktion og vores oplevelse.
Men faktum er – virkeligheden er hvad den er og resten er blot tanker i vores sind. Og vores tanker er ikke den direkte oplevelse, de er blot vores fortolkning af begivenheder. Så det er vores fortolkning som vi kommer til at leve. Vi fortæller os selv historier om begivenheder, folk og ting og hvad de betyder – og så kommer vi til at leve det. Det er det eneste vi oplever.
For mere viden om måden sindet fungerer på ved gratis at downloade min bog. Klik på titlen her:
De Mentale Love af Barbara Berger
Må denne viden gøre dig fri!
Barbara Berger
Forfatter, underviser og facilitator
Gå til hendes profil her på Levlykkeligt ved at klikke på navnet her: Barbara Berger
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer