Føler du dig god nok

Anonym

Af og til skal der en god ven til at hjælpe dig med at se, hvad du måske allerede ved, men ikke kan få øje på selv. Den gode ven behøver ikke være en, du har kendt i lang tid, det kan også være en, du møder, netop fordi han eller hun skal åbne dine øjne for noget – give dig en gave – hvorefter I kan skilles og gå hver til sit igen. Tracy var en af den slags mennesker i mit liv.

Jeg var på coachingkursus for at udvide mine kompetencer og blandt deltagerne var en smuk dame, som straks tiltrak min opmærksomhed. Hun havde en fantastisk udstråling, en karisma af den slags, som udstråler en dyb indre ro og tilfredshed med sig selv. Det tiltrak mig helt enormt.

Nu er det jo ikke tilfældigt, hvem vi bliver tiltrukket af, ser op til eller bliver intimiderede af. Indenfor coaching siger man, at du ikke kan se noget i andre, som du ikke selv indeholder – og det gælder både på godt og ondt. Så når du f.eks. beundrer nogen, gør du det af en grund. Nemlig den grund at det, personen så åbenlyst stråler af og som du fæstner dig ved – ja, det har du også indeni dig. Og det menneske, du beundrer, har netop krydset din vej for at vise dig det.

Sådan skulle det også vise sig at være med Tracy. Hun udstrålede lige præcis det, som jeg så gerne ville have mere af selv: En indre tro på, at jeg var ok. Så da vores underviser første gang sagde, at nu skulle vi finde sammen to og to, skyndte jeg mig hen til Tracy og foreslog, at vi skulle være sammen. Heldigvis sagde hun ja.

Timerne gik, uden at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende til hendes ro og tilfredshed, og jeg tænkte, at hun måtte da betragte mig som den største klaphat, sådan som jeg blev ved med at cirkle rundt om emnet på alle mulige og umulige måder. Men da vi ved slutningen af dagen sagde farvel til hinanden, kiggede hun mig lige i øjnene og sagde som et lyn fra en klar himmel: ”Du har meget mere „power”, end du aner.”

Jeg husker især, at hun fortalte mig, at jeg dybest set var god nok, og der var ingen som helst grund til at tro noget som helst andet. ”Du har brugt rigeligt tid på at undervurdere dig selv”, sagde hun. Jeg kan ikke give dig nogen magiske formler andet end at sige, at for mig handlede det om at begynde med at lade som om, jeg var god nok, og så tage udgangspunkt i et sted indeni mig, hvor jeg vidste, at jeg var ok. Og så lige pludselig en dag gik det op for mig, at selvfølgelig er jeg ok. Hvordan har jeg nogen sinde kunne bilde mig selv andet ind? Du får intet som helst ud af at tro, at du ikke er ok. ”Jeg kan se en enorm styrke i dig, som bare venter på at blive lukket ud i verden. Men du forhindrer den i at stråle med fuld kraft, hvis du bliver ved med at bilde dig selv ind, at du ikke er god nok.”

I samme øjeblik Tracy sagde det, vidste jeg, at det var sandt. Lige meget hvor amerikansk hun var, lige meget hvor meget lak hun havde spenderet på sit hår, og lige meget hvor kraftigt min indre, kritiske stemme prøvede at bilde mig ind, at hun nok bare sagde det for at trøste mig, smigre mig, gøre mig glad, eller fordi amerikanere jo smider om sig med komplimenter til højre og venstre – så vidste jeg, at dét her, det var sandt.

Samtalen med Tracy gjorde det tydeligt for mig, at man kun kan blive behandlet så godt af andre, som man behandler sig selv. Hvis du dybest set ikke tror på, at du er god nok og noget værd, hvorfor skulle andre så tro, at du er det? Den aften besluttede jeg mig for at integrere en ny sandhed i mit liv. En helt personlig sandhed, som lød: Jeg er god nok. Altid. Selv når jeg ikke føler, jeg er ok, så er jeg god nok. Det kan ingen tage fra mig. Og jeg kunne mærke indeni, at jeg godt vidste det. Jeg vidste godt, inderst inde, at jeg var ok.

Der er ingen, der på dit dødsleje kommer og takker dig for at have levet et helt liv i den tro, at du ikke var god nok. Og den eneste, der har styrken til gøre det af med den selvopfattelse, er dig selv. Så hvilken sandhed vælger du?

Kærlig hilsen,
Sofia

__________________________