Tanker i kredsløb om fødslens modsætning

Anonym

Jeg husker ikke hvornår det spirede, det frø som engang blev plantet i mig. I en tidlig alder begyndte døden at virke tiltrækkende, som en form for sceneskift der måske, måske ikke, ville kunne give præcis det som ville udløse fred.

Døden fyldte så meget at ideen om det lå som en skygge i hverdagen, tankerne var i kredsløb om fødslens modsætning. Jeg kunne sidde i selskab med andre, være klovnen med de kiksede vittigheder og de langt ude bemærkninger, alt mens opmærksomheden hvilede på mørket forude.
Søvnløshed holdt mig langt fra sengen, nætterne blev gået væk og under disse ture syntes Vorherre både at være nærværende og ikkeeksisterende. I glimt kunne håbet, drømmene og ønskerne om en fremtid virke livagtige, nærmest plausible. For derefter at blive indhentet af misantropien som rev samtlige af luftkastellerne omkuld.

Siden dengang, i de unge år, har døden været på visit af flere omgange. Et par gange ved egen hånd, hvor der ikke syntes at være noget valg, valgte jeg det eneste som syntes at ville kunne give fred. Seneste møde med knokkelmanden kom i form af en arbejdsulykke.
Liggende på et beskidt cementgulv, med mundhulen fuld af blod, tænkte jeg ikke på alle mine begrænsninger. Ikke én tanke gik på had, fjendskab eller kuldsejlet selvværd. Min arrede læbe, min skæve næse og min æselagtige latter fik ingen sendetid på sindets piratradio.

Genopstandelsen

Jeg havde en plan inden ulykken, den gik ud på at blive til et normalt menneske ved simpelthen bare at falde ind i mængden: Stå op, gå på arbejde, køb en bil, se fjernsyn, tal om vejret og køb en Weber grill.
Hvis jeg kunne opnå disse ting, ville ingen finde ud af at jeg slet ikke var som alle andre, at der var noget i vejen med mig.

Der var grundpiller i bevidstheden, indstillinger som var blevet givet videre til mig. Et par af disse gik på den åndelige beskaffenhed og resten på mit udseende. ”Du er dum, grim og uduelig. ”
Disse ord og måden de blev leveret på, blev til min selvopfattelse, til det jeg så i spejlet, det jeg hørte når jeg talte, det jeg følte når jeg mødte nye mennesker, når folk på gaden kiggede.

Liggende, på båren i ambulancen, med flakkende bevidsthed og hvide smertelyn bag øjenlågene, virkede det alt sammen fjernt og uvirkeligt.

Jeg følte mig som blæk på blankt papir, som et sodfnug en sommeraften. Min drøm om at blive til en node, til et stykke musik eller poesi, blev forvandlet til smagen af aske. Ordene som blev mig givet, den begrænsning som blev tæsket ind med hårde ord og kolde øjne, virkede ligegyldig. For de ord og måden de blev givet på, sagde intet om hvem jeg var. Det eneste de understregede, var voldsmandens natur. Han tævede et spejl og hældte al sin foragt ud over sig selv. Det var oplevelser, steder jeg havde været, ord jeg havde hørt. Ikke den jeg var eller havde været.

To år efter ulykken kunne jeg gå meget korte ture. Det gjorde ondt og smerten i kroppen var med til at gøre det til en ind i kroppen-oplevelse at bevæge sig over selv korte afstande. Bedøvet af morfinpræparater kunne jeg ikke helt forholde mig til alt det omkring mig, der boede en form for apati i den stærke medicin, en smutvej væk fra tankerne.
Jeg kunne ikke gå mine lange ture om natten, kunne ikke bevæge mig væk fra det som altid havde syntes at gå lige bag mig. Det var uundgåeligt og forventet: Fortiden indhentede mig.

Det var som at blive ramt af en nedrivningskugle. Et stykke komprimeret mørke, udelukkende skabt med det formål at slå i ting i stykker. Tankerne om tab begyndte at fylde meget. Om at miste sin far, sin ven i barndommen, kæledyr og mors død efter en kortvarig, ulige kamp med lymfekræft.
Jeg haltede rundt, havde mistet min kropsduelighed hvori en del af min selvopfattelse havde haft bolig. Det føltes som om min identitet blev visket ud. Som om jeg slet ikke eksisterede mere. Hvilket, på en måde, var rigtigt. Tankerne om fortiden fyldte meget, det blev til en slags holdepunkt. En storm som bandt mig til jorden, for så længe den rasede, vidste jeg hvem jeg var. I hvert fald vidste jeg hvor jeg havde været og dengang syntes de to ting at ligne hinanden.
Tankerne var en krokodille, et bæst jeg altid havde forsøgt at undgå, men nu kunne jeg ikke løbe mere og da uhyret lukkede kæberne om mig, gik det op for mig at andres mening er en tandløs krokodille. Det gjorde jo slet ikke så ondt som jeg havde frygtet, derimod gjorde forestillingen om smerte ondt. Den var hæmmende og havde i virkeligheden været den sande hæmsko.

Hvordan genskaber man sig selv? Det var mit første spørgsmål, da det gik op for mig at begrænsningen ikke var min egen. Pludseligt lå det åbent foran mig. Hvad er min livret? Hvordan har jeg det med smagen af jordbær? Er jeg grim? Er jeg sød? Er jeg noget? Hvis ja, hvad er jeg så og hvorfor er jeg det. Jeg tog udgangspunkt i en filosofisk tilgang til at spise elefanter: En bid af gangen.
Man kan ikke gabe over en stor snabelbærende, trutte-Franz og derfor må man sørge for at tage afmålte bidder og kun spise, når man har appetit. Sagt med andre ord: Gøre det som får hjertet til at slå lidt hurtigere, det man virkelig brænder for.

En smertelæge sagde noget til mig. ”Lasse, du er nødt til at bryde din begrænsning, for hvis du ikke gør, vil den bare blive mere og mere snæver. ”

Han talte om den kropslige begrænsning, for jeg gik nemlig som en robot med rustne led. Han bad mig om at udfordre smerten og sprænge rammerne for hvad jeg selv troede på. Jeg tog ordene til mig og anvendte dem også som løftestang i forhold til tankerne. ”Dum, grim og uduelig, ” sagde jeg til mig selv. Smagte på ordene, skyllede dem rundt i munden og spyttede dem derefter ud. Det var tydeligt at ordene ikke beskrev mig, de var bare en del af den spændetrøje som et andet menneske havde forsøgt at iklæde mig. Jeg stod foran spejlet og kunne omsider forstå at der er forskel mellem det man kigger på og det man ser. Sidstnævnte er den vigtigste.

Arrene, de indre såvel som de ydre, er en påmindelse om at fortiden var virkelig. Nuet forvandles til fortid, det er som aske der drypper ned i et sort svælg. Fremtiden svinder ind i takt med at klokken slår. Hvert et øjeblik er helligt, det er punktet hvor evigheden og hjertet kan røre hinanden. Et enkelt åndedrag, et stilfærdigt øjeblik og det stille mellemrum, mellem hjertets sammentrækninger, er nogen gange alt der skal til, før forandring indtræffer.

Jeg har levet med stærke smerter i over elleve år, med daglig hovedpine og en begrænset krop. Det har sin egen ironi at jeg skulle slås i stykker, før jeg kunne føle mig som et helt menneske. Det som blev tydeligt, var at man ikke nødvendigvis er levende, blot fordi man er i live. Gør det du elsker, for tiden er kort og vi ved aldrig hvornår den rinder ud.

I stedet for at skrive afskedsbrev til de efterladte, vil jeg skrive sange, breve og kærlighedserklæring til de samtidige, til livet og kærligheden, til alt midt imellem. 

Lasse Løager

__________________________