Er du træt af den traditionelle parforholdsmodel? - af Tim Ray
De seneste par år har jeg lagt mærke til at jeg og flere og flere af singlerne i min omgangskreds (både mænd og kvinder) ofte ikke har noget synderligt ønske om at få sig en ny partner. Mange har endda mere eller mindre fuldstændig opgivet tanken om at det overhovedet er muligt for dem at finde en partner som de er kompatible med.
Og jeg undrer mig nogle gange over hvordan det kan være? Hvad er grunden til at jeg og et stigende antal mennesker i dag i større eller mindre grad ikke har noget ønske om at være i et parforhold? Er det fordi vi virkelig ikke ønsker at være i et parforhold? Eller er det fordi vi dybest set er bange for at ”binde” os (sådan som adskillige af mine ekser i tidernes løb har sagt til mig)? Eller er det måske bare fordi vi endnu ikke har fundet ”den rette”?
Eller lægger der måske en helt anden grund bag? Hvad nu hvis vores manglende ønske om at have en partner ikke har noget at gøre med at vi ikke vil have en partner – men i virkeligheden bunder i at den traditionelle parforholdsmodel ikke er noget for os?
Når jeg taler med de singler i min omgangskreds som spekulerer over om det der med at være i et parforhold overhovedet er noget for dem, viser det sig hurtigt at problemet for manges vedkommende egentlig ikke er at de ikke ønsker sig en partner, men at de simpelthen ikke ønsker sig de tre udgaver af den traditionelle parforholdsmodel som vi fra alle sider er blevet hjernevasket til at tro er den eneste rigtige:
1) Parforhold hvor man bor hver for sig
2) Parforhold hvor man bor sammen
3) Parforhold hvor man bor sammen og har børn
Og fordi de fleste af os tror at der kun er to muligheder her i livet når det gælder parforhold – single eller de 3 ovenstående udgaver af den traditionelle løsning, begynder mange af os at tro og føle at det der med parforhold måske bare ikke er noget for os.
Men hvad nu hvis det ikke passer at der kun er de to muligheder – single eller de tre udgaver af den traditionelle løsning – men uendelig mange andre kreative måder at være i et parforhold på, som du frit kan skræddersy til at passe med den du er, med måden dit liv er på, med dine ønsker og behov? Hvad nu hvis der ikke nogen grænser for hvordan man kan være i et parforhold? For eksempel:
- Vi bor ikke sammen, er først og fremmest gode venner, og har nogle gange sex sammen
- Vores udgangspunkt er at vi ikke har nogen faste aftaler om noget som helst, og blot ses når det føles rigtigt for os begge to (selv om det måske kun er en gang hver fjortende dag)
- Vi bor hver for sig og ser slet ikke hinanden i hverdagene, men i weekenden bor jeg hos dig
- Vi bor sammen, men vi har to soveværelser, så vi ikke behøver sove sammen hver nat
- Dit ønske om samvær er langt større end mit, derfor er vi enige om at vi er to eller tre kærester der deles om dig og hver især er sammen med dig forskellige dage om ugen eller måneden
- Vi er enige om at være i et tidsbegrænset parforhold på f.eks. en måned eller tre måneder
Og hvilken som helst anden kreativ kombination du kan finde på og som du kan blive enig om at være i med en anden!
For i virkeligheden er et parforhold ikke nogen på forhånd fast defineret størrelse, men en aftale som to mennesker forhandler sig frem til, på samme måde som når man er til jobsamtale eller indgår i ethvert andet projekt. Sæt dig til forhandlingsbordet med dine ønsker, lyt til den anden persons ønsker, og se om I kan nå frem til enighed om noget. Og husk også at gøre det så tidligt i forholdet som muligt! Jeg kan se at en af de klassiske ”fejl” jeg selv flere gange har begået, er at tro på at forelskelse og stærk tiltrækning er lig med at jeg og den anden er kompatible. Og når forelskelsens rus så begynder at falme, går sandheden pludselig op for os. Hov – selv om vi er stærkt tiltrukkede af hinanden, vil vi bare slet ikke det samme når det gælder parforhold!
Så tænk over det, hvis du er en af dem som nogle gange undrer sig over om det der med parforhold overhovedet er noget for dig. Måske er det i virkeligheden ikke parforhold som ikke er noget for dig – men den traditionelle parforholdsmodel som er alt for begrænsende! Jeg ved i hvert fald at når og hvis jeg en gang atter skulle få lyst til at være i et parforhold, vil jeg denne gang starte med at finde ud af hvilken kreativ model jeg vil have – og så selvfølgelig finde en (hvis det altså er muligt) som også er med på den!
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerVian!
Skal vi komme sammen Ja Nej Måske :o)
Hvad er du for en doktor i det område ! Jeg har svaret på de "10" og endnu en af dine indlæg, dette her, rammer mig lige i hjertet. Jeg har en kæreste men jeg har en fyr jeg kender som jeg virkelig hungrer efter,og han efter mig, ja ja han er 5 år yngre end mig, da jeg er 24 er det ikke hmm noget alle vil tilsmile og synes er fedt, men hvor er jeg uendeligt ligeglad.Men jeg er bange, sindsyg bange for at forlade et fast og kærlighedsfyldt forhold bor sammen har hund og fælles venner interesser sammen og hver for dig,, bytte det til, egen lejlighed masser af sex no commitments med mindre vi forelsker os, det kan man jo ikke altid gardere sig imod. Eneste grunde til at jeg ikke springer ud i livet er, at jeg ikke vil såre min dejlige kæreste og, jeg har haft en depression og ved ikke om jeg går til grunde alene, eller trækker endnu en fyr med¨ned og bagefter har gjort ham så vag og blød at jeg mister interessen for ham og han for mig. Eneste virkelige grund som jeg ved er gyldig, jeg kan ikke undvære min hund og jeg vil ikke tage både hunden og mig fra min kæreste. hvem skal man tænke på først....... biblen siger bla bla bla (undskyld,respekt for andres tro men det er ikke min. er ateist) Sig noget klogt:o) leg med min situation,drej den og brug den med eller uden respekt jeg savner respons på de let abstragte tanker som jeg ikke har mødt andre end dig (bloggen) jeg kan dele med
( er bange for at involvere andre fordi jeg altid ufrivilligt bliver involveret i andres problemer),her kan jeg være "anonym" skrive uden at tænke på følelser, nogen svarer eller ingen svarer, ingen skal føle at de skal rede min verden det er det gode ved en blog.
Forvirring, egoisme , fra den 3til 100000000000000 forholdsmodel!
Hmm
Vian
Kære Vian,
Tak for din hudløse ærlighed!
Og bare rolig – jeg føler ikke at jeg skal redde din verden – det kan du kun selv.
Med hensyn til hvilken slags ”doktor” jeg er, så kan du læse mere om mig og mit arbejde på min Web site www.beamteam.com
Jeg giver også private sessioner, hvis du er interesseret i at undersøge de tanker og overbevisninger der gør dig forvirret og ulykkelig. For eksempel (plukket fra din kommentar):
”jeg er bange, sindssyg bange for at forlade et fast og kærlighedsfyldt forhold” (Hvad er du bange for? Hvad er du bange for vil ske, hvis du gør det? Og kan du virkelig vide at det som du frygter vil ske, hvis du gør det?)
”eneste grund til at jeg ikke springer ud i livet er, at jeg ikke vil såre min dejlige kæreste” (Kan du virkelig vide, hvad der er bedst for din kæreste i det lange løb?)
”jeg går til grunde alene” (Er det sandt?)
”jeg har gjort ham så vag og blød” (Er det sandt? Er din kæreste ikke selv ansvarlig for sine tanker, følelser og handlinger?)
”jeg bliver altid ufrivilligt involveret i andres problemer” (Er det sandt? Hvem har tvunget dig?)
Kærlig hilsen, Tim
Tlf. 35 26 51 55. E-mail info@beamteam.com
Kære Vian
Ser først din hilsen i min gæstebog nu. Tak. Synes ikke du lyder egoistisk med derimod hensyntagende og bange for hvad du gør ved andre. Jo Tim har vidst givet dig et par gode modspørgsmål hvad
det angår.
Er dit forhold kærlighedsfyldt, som du skriver, så er det meget værd og en lille hed affære kan ødelægge meget i tillid og selvfølelse - både i dig selv og i dine parnere (alt afhængigt af deres karakter). Så forstår godt dine overvejelser. Og igen, du er kun 24 år og er måske ikke parat til at fastlåse dig i et trygt omend kærligt forhold endnu? Lyder i hvert fald ikke sådan.
"At springe ud i livet" som du skriver - tænk over hvad det i virkeligheden er for dig. Er det en vild affære, et nyt forhold, eller er det måske selve din indstilling til livet i alt hvad du gør, der kunne trænge til et nyt forår? - uafhængigt af partneren. Undersøg hellere hvad du virkelig ønsker dig at gøre med livet og med dig selv. Hvilke bånd skal du frigøre dig fra? Og så tillad dig selv at gøre det. Gør hvad du må gøre frem for at blive en hensyntagende, bitter kæreste i bur. Det gavner hverken dig eller din dejlige kæreste.
Hmm, du har flere ting at forholde dig til med en god samtalepartner.
hjertelige hilsener
Signe
Signe Saxe Jessen, cand.mag. Relationscoach og Konfliktmægler