Er du kompetent?

Anonym

   Kender du Erlend Loes to bøger ”Doppler” og ”Volvo lastvagnar”, så ved du at de blandt andet handler om at være kompetent. Eller rettere om, at holde op med at være det. Holde op med at gøre alle de kompetente ting i livet og give sig til at undersøge nye områder og leve i det, som er. Om så man er nødt til at skabe sig sit eget land, midt inde i en skov.
   Doppler, som er hovedpersonen i bøgerne, fortæller, at han er norsk og plejer at bo i Oslo, med kone og tre børn og være kompetent. Det sidste års tid har han forandret sig en del, efter at have mistet sin far. Da holdt han op med at være kompetent. Det han plejede at gøre, gør han ikke mere. Han flyttede ud i en skov og ved ikke, hvor han er på vej hen eller, hvad han leder efter. Han lever dag for dag. Efter et årstid bryder han op og drager mod Sverige, Han er træt af Norge og da Sverige er ukendt for ham, må være noget godt, tænker han.

   Jeg elsker de to bøger, fordi de fantasifuldt fortæller en historie om krise og udvikling. Hvordan det føles efter en alvorlig hændelse i livet, dødsfald, eller livstruende sygdom f.eks., at skulle tilbage til det man gjorde før. At det har mistet sin mening. At man føler sig inkompentent og opfatter det som et tab. For alt for meget i verden handler om at være kompetent, vidende, klog, dygtig og rigtig. Eller i hvert fald at se ud som om man er det.

Kaos
Færdig med stråler
Bævende usikker.
Hvem er jeg?
Er der nogen fremtid for mig?
Som en ny begyndelse,
hvor alt det jeg tidligere har arbejdet for og med
ikke længere har gyldighed.
Hvor det jeg kan og har lært, ikke længere kan bruges.
Et før og et efter.
Hvor før var godt og kendt. Hvor efter er ?
Alt er pillet af.
Jeg er bævende.
Skal jeg begynde forfra?
Føler mig erfaringsløs.
Uvidende.
Mit liv er pillet helt fra hinanden.
Kan jeg begynde forfra?
Hvordan?
Angsten for det ukendte river i mit hjerte.
Bange for, at der vitterlig ikke er noget forude.
Bange for, at ’det var så det’.
At jeg nu må stå ved siden af og se på.
At der ikke er noget tog med plads til mig.
Eller, at jeg ikke finder toget.
Ligger på mine nøgne knæ og kratter i gruset.
For at finde en vej at gå. Det er tåget.
Kan ikke se vejen.
Er bange.

   Sådan skrev jeg, da jeg begyndte at leve ikke-kompetent. Det var angstfyldt, for der var tomt, der hvor kompetencen havde været. Der var mørkt. Langsomt kom lyset og fik mere og mere fat. Jeg opdagede en helt ny verden der åbnede sig for mig, fordi jeg turde være ikke-kompetent.
   I dag handler det om, at jeg holder mig åben for nye indtryk, for nye måder at opleve verden på, nye måder at se andre mennesker på. At sørge for at det undersøgende, legende frie ikke fryser til, i ren kompetenthed. For at være kompetent er stadig en topprioritet i samfundet, og det er åh så let at falde i. Jeg skal i hvert fald vedvarende turde være til stede i mørket. Jeg har lært at mørket er fuldt af farver, fuldt af muligheder. At når jeg tør gå derind og blive derinde så længe som det er nødvendigt for at komme ikke-kompetent ud på den anden side, så har jeg skatte med ud, diamanter og ædelstene, som nye værdier i tilgangen til livet.

Og så forleden opdagede jeg, at der er et helt ufarligt sted at være ikke-kompetent. Vi samler erfaringer i livet. Dem vil vi gerne give videre til næste generation. Ha – også her må jeg juble over min ikke-kompetenthed! Al den viden jeg gennem årene har samlet om skattesystemet, selvangivelsen o.s.v. er ubrugelig. Da jeg skulle hjælpe min søn, med at lave skattepapirerne om, kom jeg helt til kort, for intet foregår som ”da jeg var ung”.

Nej, lad mig leve i nuet og fra hånden i munden.

Fri mig for kompetence!