Er tro et valg?

Er tro et valg?

Det er det for mig. Men det har været en lang vej. Og jeg har diskuteret meget med mig selv undervejs.

Jeg har som udgangspunkt en meget rationel, videnskabelig tilgang til livet. Sådan en lidt kælderkold skeptisk opfattelse af liv og død, tro og fakta.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en klassekammerat, der havde en grundfastet tro på Gud og som åbent bekendte sig til kristendommen. Lidt af en bedrift, da det var i midt/slutningen af 70’erne. Han ville være præst, ingen tvivl dér.

Han opfyldte alle kriterier for min fordom om præster: Lidt nørdet, gammeldags klædt, rolig og tilbagetrukket og med et lidt fjernt udtryk i ansigtet. Var ikke med i kliker og grupper, spillede ikke kort – hvilket absolut var min foretrukne disciplin i gymnasiet – og forsvandt ligesom i mængden.

Længslen
Jeg må alligevel have haft et lyst øjeblik i min hormonforvirrede teen-age-tilværelse, og have taget blikket væk fra whist kortene et øjeblik, for jeg husker, at jeg talte med ham om hans fremtidsplaner og hans tro. Jeg var dybt fascineret af, at han havde denne faste tro, og lige så imponeret over, at han vidste, hvad han ville med sit liv. Det sidste havde jeg ikke noget, der lignede et clue om på det tidspunkt – og heller ikke senere!

Jeg kan huske, at jeg blev bedrøvet over, at jeg ikke havde en tro. Jeg havde en vag fornemmelse af, at det måtte være trygt og befriende at tro på noget. Og min bedrøvelse kom af, at jeg var overbevist om, at enten havde man en tro, eller også havde man ikke en tro. Og eftersom jeg ikke havde en tro, så var jeg i den anden kategori, og der var ikke noget at gøre ved det.

Han havde noget, som jeg ikke havde. Og det han havde, ville jeg også gerne have. Uden at vide hvad det egentligt var. Men det virkede trygt, og det gav ham en sikkerhed og ro, som jeg savnede.

Historien
I min familie brugte vi ikke tro eller religion. Når tro og religion kom op som samtaleemne, så var hovedreglen, at emnet blev udsat for hån og en holdning om, at det var et udtryk for svaghed, hvis man troede på noget som helst andet end sig selv.

Jeg er både døbt og konfirmeret, men det var vist mest for at være på den sikre side – og fordi alle andre blev det. Og en fest var jo ikke at foragte.

Først da jeg var i midten af trediverne, begyndte spørgsmålet at dukke op igen i mit liv. Jeg havde været ude for en livskrise – det er normalt først der, jeg begynder at tænke over større ting i tilværelsen. Og behovet for at tro på bare et eller andet begyndte at dukke op. Det var mit eget pres på mig selv, for at jeg skulle klare alting selv i mit liv, der til sidst fik mig til at søge efter noget støtte. En udvej.

Jeg var lidt af en kontrol-freak på det tidspunkt. Jeg var faktisk overbevist om, at hvis jeg ikke holdt verden – og alle andre mennesker – i gang, så ville alt gå i stå! Ikke så underligt, at jeg begyndte at blive en smule overanstrengt. Da en krise så skulle overvindes - samtidig med at verden skulle holdes i gang - så dukkede behovet for at kunne give slip på ansvaret op, og behovet for at tro på – ”bare et eller andet” - der kunne tage lidt af mine byrder og mit ansvar fra mig.

Hvis jeg nu kunne give slip på noget af alt det, jeg mente, netop jeg skulle have styr på… Skrækken for at give slip var begyndt at blive til en længsel. Men hvad ville der ske, hvis jeg gav slip?

Naturen
Jeg har altid elsket naturen, at sidde og kigge ud over vand, se op i en trætop, beskue verden fra en grønlandsk fjeld og sejle over havet. Det har givet mig en ro og en fornemmelse af, at der trods alt er noget, jeg ikke kan styre. Jeg har ikke kontrol over naturens kræfter, så jeg kan lige så godt slappe af og nyde det.

Så min første tro var troen på, at naturen er større end mig, at der er en orden, jeg ikke kan påvirke væsentligt, og at der er meget, jeg ikke forstår, og ikke kan se. Men det er der alligevel. Tidevandet, årstiderne, dyrene, planterne. Stormene, mørket, stjernerne, sneen, tågen og solen der pludselig bryder frem og forsyner alt med et nyt lys. For så at forsvinde igen.

Jeg brugte den tro på noget større til at gå ud i naturen, hver gang jeg var urolig, utilfreds, frygtsom, vred og ked af det. Eller når jeg var glad og taknemmelig. Følelserne var nemmere at udtrykke og håndtere i naturen.

Mens jeg sad eller gik i naturen begyndte en tanke at tage form: Måske kunne jeg vælge at tro? Måske var det en af de (mange) ting i livet, hvor jeg havde et valg? Jeg var ret skeptisk i starten, men efterhånden begyndte tanken at blive mere og mere tiltalende, og jeg kunne mærke en længsel efter, at dette skulle være sandt. At jeg faktisk havde et valg. Mit helt eget valg. Og min helt egen tro.

Noget større end mig selv
Jeg forsøgte at udvide min fornemmelse af, at jeg var en del af noget større. Den fornemmelse, jeg jo havde ude i naturen. Der vidste jeg helt sikkert, at jeg bare var en lille brik i noget større.

Jeg kendte følelsen af at sidde i et lille yoghurtbæger af en båd ude i de grønlandske fjorde med 800 meter vand under kølen og en tåge, der kom rullende. Derude var kræfter, jeg ikke kunne kontrollere, som jeg ikke kunne se eller høre, men som jeg vidste var der. Og som jeg var prisgivet med mit liv.

Måske var dette gældende for mere end naturen? Måske kunne det bruges på resten af mit liv også? En stor tanke, som jeg skiftevis synes var fascinerende og skiftevis skød ned som umulig, tankespind og galskab. Men som dukkede op igen.

Det har taget mig mange år med en diskussion kørende mellem de to stemmer i mig: Den åndelige stemme, der ønsker at tro. Den fortæller mig, at der er noget større i verden og i livet, selv om jeg ikke kan se det. Som viser mig, at jeg har en intuition, der ved en masse, som jeg ikke ved. Og som siger til mig: Prøv! Hvad kan der ske?

Og så har jeg den der kælderkolde videnskabelige stemme, der siger, at det er noget humbug, det er ønsketænkning og et forsøg på at fralægge mig mit ansvar. At der kun er det, jeg kan se med mine øjne, og der er kun en, jeg kan tro på: Mig selv!

Beslutningen
På et tidspunkt blev jeg så træt af denne interne diskussion, at jeg vidste, at jeg måtte træffe en beslutning. En tro kommer åbenbart ikke af sig selv til mig, og den forsvinder åbenbart heller ikke helt af sig selv, når den først har fået lidt grobund.

Jeg besluttede mig til at tro på, at der var noget større end det umiddelbare i mit liv. Jeg vidste ikke, om jeg troede på det, men ville give det en fornuftig chance. Og besluttede at bruge den metode, der hedder: ”Fake it, till you make it!”

Den går som bekendt ud på, at opføre mig som om jeg tror – uanset om jeg gør det eller ej - og på den måde undgå alle de negative stemmer, der fortæller mig, at jeg ikke tror, og at det er galskab. De er der, men jeg besluttede, at jeg i en periode ville overhøre dem, og så se, hvad der skete. Og det der skete var, at jeg begyndte at tro.

Når jeg beslutter mig for at tro på noget udenfor mig selv, så er jeg åben over for, at der sker ting, jeg ikke selv har sat i værk, og som jeg ikke har kontrol over. Begivenheder, jeg ellers ikke bemærker, fordi jeg er lukket omkring min egen opfattelse. Jeg giver noget større end min egen begrænsede hjerne og betragtningsevne mulighed for at træde ind i mit liv.

Bare det at erkende at min hjerne har begrænsninger, det var noget af en pille at sluge!

Resultatet
Resultatet var ret overvældende. Der skete mere og mere i mit liv, som jeg ikke kunne have forudset. Fordi jeg var åben over for alt omkring mig, så fik jeg hjælp fra de underligste steder og mennesker.

Min kælderkolde stemme fortæller mig, at det er simpel gestaltpsykologi. Prøv selv denne lille øvelse: Luk øjnene og tænk på en farve. For eksempel farven rød. Forestil dig – med lukkede øjne – forskellige nuancer af farven rød, se dem for dig. Brug lidt tid. Åben så øjnene og nævn alle de ting i din nærhed, der har farven rød.

Prøv!

Du kunne nævne dem hurtigt og sikkert, ikke? Men så du de ting, der var grønne, gule eller blå? Nej, vel.

Det er den samme mekanisme i vores hjerne, der er i spil, når kvinder, der gerne vil være gravide, går tur i byen, og synes, de ser barnevogne overalt. Eller den enlige, der gerne vil have en partner, ser kyssende par overalt. Det er ren psykologi.

Når jeg gerne vil tro, så ser jeg tro - og muligheden for at tro alle steder. Og hvis jeg vil, så ser jeg alle de ting, der sker, som jeg absolut ikke har noget at gøre med. Og finder ud af, at jorden drejer rundt og mennesker lever fint – også uden at jeg blander mig.

At tro på en regnbue
Jeg har det lidt med at tro på noget større end mig selv, som jeg har det med at tro på en regnbue.

Jeg ved, at en regnbue er vanddråber, der afbøjer solens lys. Lys, der består af lysbølger med forskellige længder, og derfor bliver sendt tilbage i forskellige retninger, og som danner det, vi opfatter som farver.

Men jeg elsker regnbuer – og jeg elsker myten om regnbuer. De er smukke mirakler. Og jeg tror på regnbuer – uanset hvor meget, jeg ved om dem.

Jeg ved, at min tro på noget større end mig, er min aktive overbevisning om sandheden af noget. Det er noget, jeg aktivt gør, og som jeg ikke altid helt tror på. Men som viser sig at virke alligevel.

I Det Nye Testamente siges der: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Hebræerbrevet, kap 11 v. 1)

Med andre ord: Jeg fatter ikke en brik, og jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske, men jeg vælger at tro på, at der er en eller anden form for fornuft i galskaben!

Fordelen er, at jeg nu har en livsholdning og et liv baseret på tillid. Før var mit liv baseret på frygt og mistillid.

Min Højere Magt
Det kalder jeg det, jeg tror på i dag. Jeg tror ikke på de religiøse dogmer – jeg ser dem mere som magtmidler, end som et talerør for menneskets dybe behov for at tro på, at der en mening med livet.

Jeg tror på, at Gud er en del af alle, et behov for mening. Jeg kalder min Gud for en højere magt, for at være fri til at ændre betegnelsen, efterhånden som jeg selv bliver klogere, efter at jeg træner min tro, og får en dybere forståelse af, hvad en tro er for mig, og hvad den betyder i mit liv.

Min højere magt har ændret sig meget gennem årene. Så meget, at jeg i dag har opgivet at definere det begreb i mit liv. Jeg har valgt at give slip på den kælderkolde forklarende og analyserende stemme, der vil forstå - og bare tro på, at der er noget, der er større end mig, og som jeg har gavn af i mit liv.

Jeg er mere rolig, jeg er ikke så kontrolfikseret, jeg giver slip på en masse ting, og jeg har fået en dyb tillid til, at det nok skal gå alt sammen. Og det er denne dybe tillid til tilværelsen, der har gjort den største forskel i mit liv. Min gamle frygt og mistillid er væk og erstattet af noget positivt.

At tro på en højere magt er også at vende mig væk fra, at forsøge at få andre mennesker til at dække mine behov. Hvis det kun er min højere magt, jeg beder om hjælp, så er det en sag mellem den og mig. Og eftersom min højere magt ikke handler i mit liv, men kun giver mig mulighed for at handle selv, så er det op til mig at handle på at få dækket mine behov, for at udvikle mig, for at opbygge min karakter. Det er ikke noget, som andre mennesker kan gøre for mig.

Ved at give slip på ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, så tillader jeg andre mennesker og min højere magt at tage over. Og min overudviklede egenvilje kan puste ud i troen på, at alt er nøjagtigt, som det skal være.

Det kan godt være at tro bare er menneskeligt tankespind og ønsketænkning. Det er helt fint for mig – så længe, jeg har glæde af det, og det virker i mit liv. Så jeg vil beholde og acceptere illusionerne – og leve lykkeligt og i ro med tilværelsen.

Sokrates mente, at vi er født med den viden, vi har – vi skal bare generindre den i løbet af livet. Måske er det min medfødte natur at tro – eller at ønske at tro? Og jeg blot har overgivet mig til min biologi - eller min sjæl? Hvem ved?

Kærligst
Dorte

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Er tro et valg? Læs mere