

Nej, det er hverken monologen fra ”Rytteriet” eller en lille forskrækket kropscelle jeg tænker på og vil skrive om. Det er den celle, som en samling mennesker der på visse punkter er i ”samme båd” kan opfattes som.
Teksten blev inspireret af min bo-situation, her i denne kærnedanske lille andels-bolig-forening. Der er ingen synlig flagstang med et stort Dansk Dannebrog eller malede grænsebomme, alligevel er der rodfæstet mistro og bekymring i forhold til fremmede. Og det kan virke som om andels-sammenholdet tolkes meget i denne retning, at vi skal stå sammen i vores bekymring i forhold til de andre, til de fremmede, for de netop er… fremmede… og fremmede er usikre elementer. Min oplevelse er ret meget sporet i denne retning: alle i foreningen kender personligt til tredjehånds erfaringer om nogen i familien eller vennekredsen evt. en kollega som havde en tante der blev… osv osv… af de fremmede.
Så kan du måske tro at det er etnisk fremmede, men nej det er det store arketypiske ”de fremmede” monster, der er i spil. Der bliver ikke nævnt helt eksakt hvad dette er, men det er evident at der spilles på den gensidige indforståelse af at ”noget” er ”helt forkert”. Lidt i stil med at sige ud i en forsamling:” Det er osse for dårligt…”, inden du har tænkt til sytten, er der altid nogen der japper videre med det der dårlige. Og hvornår sker det egentlig at nogen standser op og stiller modspørgsmålet: ”Hvad er det du mener er dårligt, og hvad sammenligner du egentlig med?”
Så lavinen skrider sin rute, bommene sænkes, gardinerne trækkes for… vi har nok i os selv, og så’en er det åbenbart så.
Derfor virkeligt paradoksalt at læse artiklen i Information med overskriften:
Vi er ikke bange nok til at lave et lige samfund
Den franske samfundsforsker Pierre Rosanvallon har skrevet et stort værk om lighedens og ikke mindst ulighedens historie i de moderne vestlige demokratier…
For hvordan får vi indeholdt denne tese i den mistroiske celle, hvor jeg jo personligt synes at det vil være det bedste at åbne op for tolerancen og accepten af forskelligheden, netop med udspring i ønsket om IKKE AT VÆRE SÅ BANGE?
Så går vores udviklingsvej virkelig i den retning som Pia K peger?… NEJ, slet ikke. Men så længe vi tror, at bare vi holder på vores eget og overser de andre kan vi ride stormen af, så vil det virke sådan.
Et bedre og mere lige, et i strukturen fladt samfund, et verdens-samfund der er baseret på "For the benefit of all" kommer først når alle med puge-tendenser bliver så bange for at miste / for at havne udenfor, at de frivilligt opgiver deres "guld". Først når de indser (?) at der hurtigt kan komme tider, hvor ingen gider bytte brød mod deres guld, vil de, måske, skifte standpunkt og opgive deres forestillinger om at de er bedre, er rigere / har ret til at være rigere.
Som Cree indianerne siger:
Only when the last tree has died
and the last river has been poisoned
and the last fish has been caught
will you realize that you can’t eat money
Spørgsmålet er så bare om denne indsigt kan tilvejebringes inden nogen står med pengesedlerne i munden, i mangel på brød?
Måske vil historien vise os at Occupy Wall Street bevægelsen var med til at skabe skiftet, på samme måde som det vi kalder for det arabiske forår?
Men hvordan var det egentlig i andelsforeningen :-) ? Jo, i iveren for at begrænse oversvømmelse af fremmede har man sat stramme bestemmelser op mht. den enkelte andelshavers ret / mulighed for at udleje enkeltværelser! En af paragrafferne siger nemlig at der højst må være en person pr. værelse i lejligheden. Altså en solid bom mod "familiesammenføringer" og som der direkte blev ytret, så "nogen" ikke lejer et enkelt værelse ud til ”en hel familie inklusive ged”. Hmm, hvis det var mig der kunne leje et værelse ud, var det vel min suveræne beslutning til hvem og til hvor mange? Men nix, det vil man ikke tillade… man ved jo ikke hvem der flytter ind så.
Til gengæld mener samme beboer at det vil være helt i orden hvis de selv fik 10 børn i deres 3 værelses lejlighed, så kunne man se bort fra begrænsningen "som jo kun gælder for udlejede værelser". AK JA.
Så næste gang, jeg f.eks. har overnattende gæst(er), bør jeg nok udstyre vedkommende med et skilt, hvor der står "jeg er gæst - ikke værelseslejer". Så kan alle i ejendommen se hvordan sagerne hænger sammen.
Hmm, syns dette har været brugt før… det var vist noget med en gul stjerne, som bestemte (under-)mennesker skulle gå med uden på deres tøj… Nåeh ja, men det var jo dengang med Hitler og jøderne, i Nazi-Tyskland, sådan er det skam ikke her i Danmark og slet ikke i København. Her er vi moderne tolerante verdensborgere, og ingen kender længere til Ionesco's teaterstykke "Næsehornene", fra 1958, og hvis det endelig kendes, så er det helt uaktuelt nu.
Et af menneskets særlige kendetegn er evnen til at tænke, til at sætte ting i perspektiv og resonere over det oplevede, og denne evne hører især til i frontallapperne. Når vi bliver bange lukkes der ned for blodstrømmen til frontallapperne så reptilhjernen kan få nok blod til at eksekvere sine dybtliggende mønstre ”Fight or flight” og så spæner vi, så styrter vi afsted i panik uden mulighed for overblik og refleksion.
Det er derfor den ”ene procent” kører så meget på krig og terror (George Bush efter 11 september: ”We declare war on terrorism”) for når vi er bange, rigtigt bange så kan vi nemt manipuleres.
Så dette er endnu et paradoks set i forhold til artiklen af Pierre Rosanvallon. Skal ”vi” virkelig være mere bange? Eller er det kun den ene procent det gælder.
Paradoksets valgmuligheder gør mig virkelig bange … Nu kommer KATTEN… NU er jeg rigtigt bange…
Numensas … numensas
og jeg er nu tilbage i mit liv klar til at stille dig spørgsmålet: "Hvad mener du?"
Palle Jensen
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer