Forårstema om fællesskab: En hånd i mørket

Forleden dag var jeg på nattevagt i Skt. Nicolai Tjenesten, hvor jeg har taget frivilligt arbejde. 22-03 søndag aften. Jeg havde festet helhjertet hele weekenden og var sådan set ret klar til en lang, dejlig nattesøvn. Top tre på ønskeseddelen var under alle omstændigheder ikke at bruge 5 stive nattetimer på nærværende samtaler med mennesker i nød.

Men der var mennesker, der ventede mig. 21.45 snøvlede jeg mig små-sur ud i den blæsende regnfulde aften og drog afsted på vagt. Men så skete der et mirakel! Det øjeblik, jeg trådte ind i mit kontor på Skt. Nicolai Tjenesten forsvandt træthed og ugidelighed med ét: Jeg blev med det samme fyldt med glæden og den dybe tilfredshed af at vide, at jeg de næste 5 timer ville gøre en afgørende forskel for måske 20-30 værdigt trængende mennesker rundt om i vores lille land.

Jeg hører ellers til den del af befolkningen, der måske ligesom dig, arbejder med at støtte alle slags kendte og ukendte folk i at leve meningsfulde liv, være ægte & passionerede i det, som de foretager sig og lade autenticitet være drivkraften bag deres store og små valg. Jeg har fået at vide mange gange, at jeg har forandret mine klienters liv. Jeg lever min mission. Hver eneste dag. På mange måder gør jeg andre godt hvert minut af mit arbejdsliv.

Når nu jeg er så tilfreds, hvorfor skulle jeg så i alverden bruge min kostbare tid på at arbejde frivilligt?
Fordi det giver mening på et fundamentalt, eksistentialistisk niveau. Fordi jeg føler, at jeg udnytter mine ressourcer optimalt for individdet og for det samfund, som jeg er en del af. Fordi jeg brændende føler, at det er en borgerpligt at dele sine ressourcer med andre, som har færre end en selv. Fordi jeg når ud til mennesker, som ikke ville få råd til at betale for mit arbejde, om så de sparede op over flere år. Ikke fordi jeg er himmelråbende dyr i drift, men fordi mange af dem er himmelråbende fattige. Fordi nogle af dem lever under betingelser helt ude på kanten af, hvad vi som danske samfundsborgere overhovedet vil erkende eksisterer.
Jeg bruger min ”kostbare tid” fordi, jeg ikke kan leve med at vende det blinde øje til, når der er tusinder af mennesker derude, hvis ensomhed og sociale isolation er så grusom og pinefuld, at blot en stemme i den anden ende af telefonen, har en afgørende og væsentlig indflydelse på kvaliteten af deres tilværelse. Og til tider endda deres overlevelse. Bogstavelig talt.

Jeg kunne da også bare lukke øjnene og shoppe i stedet for
Det er sandt, at jeg kunne bruge de fem timer på at tjene penge til den der ret fede 10.000 kroners Pradataske, som jeg har været lun på i et år. Eller mere ædelt formål: På en hest til min datter. Jeg kunne også bruge tiden på at tage med en ven til Wilhem Freddie udstilling og diskutere det surrealistiske kærlighedsbegreb. Eller bruge endnu et par cafétimer med en veninde på at tale om frustrerende kærlighedsrelationer eller min nye bog om passion og autenticitet.
På den måde ville jeg fortsætte med at fokusere på mit eget og lukke øjnene for de skandaløse vilkår, som jeg ved findes i Danmark. Og med det, ville jeg også lukke øjnene for den umenneskelige fattigdom, sult og sygdom, som jeg ved findes i verden. For det er den eneste måde, vi reelt kan holde sandheden ud på uden at handle: Ved at lukke øjnene.

Men den vej, har jeg været på længe! Og efterhånden føltes den for uværdig. Jeg måtte handle. Jeg måtte kaste mig selv ind i spillet med mere end de gode månedlige 75 kr. til dyrenes beskyttelse. Og for tiden er det arbejdet på en gratis telefonlinje og afgivelse af 5% af min årsindtægt til en fond i Colombia, som er vejen.

Jeg springer ud af skabet og erkender: Jeg tror på fællesskab og solidaritet
Nye værdier er blevet støvet af og kommet frem i stuen: Fællesskab og (ja, jeg siger fy-ordet nu) solidaritet.

Resultatet er, at jeg har fået indsigt i de grusomme og uacceptable vilkår mennesker lige rundt om hjørnet lever under.  Samtidig har jeg mulighed for at bidrage til forandring – ved blot at være mig og en telefon.
Det føles ikke alene som et privilegie at gøre en forskel for et individ – det føles også som en dyb tilfredsstillelse at føle, at jeg bidrager til noget værdifuldt i et større – samfundsmæssigt perspektiv. Og skægt nok, er jeg blevet et mere givende menneske i mit private liv. Uden at tænke over det, må jeg tilstå.

One flame can light a thousand candles
At vælge at give af os selv, af vores tid og vores penge for at gøre noget godt for andre, er at vælge at træde ud af ”mig” og blive del af et større ”os”. Frelser vi verden af den grund? Næppe.  Kommer vi i himmelen af den grund? Dén bus er kørt fra mig, i alle fald. Men det er muligt for os at gøre en væsentlig og afgørende forskel med en uendelig lille indsats.  Vi skal blot række hånden ud til dem, der rækker ud efter en hånd i mørket. Vi kan ikke holde deres hånd for evigt - men vi kan dog varme den lidt for en stund. Og hvem ved hvordan vores lille land ville være anderledes hvis vi alle gjorde bare lidt? Fed tanke ikke? Man har vel lov at drømme…

Og nu kan jeg ikke dy mig for at spørge dig: Hvad kan du mon give ekstra i dag, som ville gøre andre godt?

Kærligst 
Lucy Vittrup

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kære Lucy Der blev stille i min stue og i mit indre. Tak for denne smukke artikel som ikke kan undgå at røre og berøre alle der læser den, den rammer lige i hjertet og DEN gør en stor forskel for alle der læser den. Tak fordi du TØR, så direkte og uden fordømmelse minde os alle om at VI KAN GØRE EN FORSKEL HVIS VI VIL. Jeg MÅ lidt mere op af stolen. Jeg har lovet mig selv at jeg i hele året 2009 skal glæde mindst et menenske hver dag- det efterlever jeg og din artikel hjælper mig til at holde fast. Kærligst Merete
Kære Merete, Tak for din kommentar. At turde er interessant i denne sammenhæng - for mig er det jo ikke forbundet med mod hverken at gøre eller skrive om. Fordi jeg brænder for det. Men det får mig til at tænke på et helt andet emne! - det, som ligger i kernen af den drivkraft, der får os til at handle, stå frem, være ægte OS SELV, etc. Den drivkraft, som ligger i de ting, som vi sandt brænder for, de ting, som vi er så passionerede omkring, at vi gør det fordi vi ikke kan lade være. Den drivkraft er endeløst fascinerende, synes jeg! Hvor er du heldig, at du skal glæde mindst et menneske hver dag! Jeg ønsker dig alt det bedste. Kærlig hilsen Lucy
Hvor er det dejligt at gøre det - man brænder for - uden at skulle leve op til andres krav om at være et godt menneske... Men blot fordi - det er en tilfredstillelse for opfyldelsen af ens egne behov. Tilykke med det. DET er en sand gave. For både giver og modtager. Venligst Shreya ...ALLE mennesker ER LIGE værdifulde for helheden...
Lucy Vittrup En hånd i mørket