Psykolog i København Camilla Bruun

Psykolog København Parterapi og Parforhold

Blog forfatter
Parforhold

Problemer i parforholdet kan handle om mange ting. Det kan handle om vanskeligheder i kommunikationen og det kan dreje sig om at blive bedre til at forhandle og gå på kompromis. Det kan også handle om, at følelser inde i en selv bliver trigget, som man har svært ved at håndtere. Fx følelser af svigt, ensomhed, forladthed, jalousi, angst for at miste. Det kan også være følelser af, at ens grænser bliver overtrådt, af vrede eller af afmagt.

Her kan din partner faktisk være et godt spejl til at vise dig, hvilke ting du har brug for at se på i dig selv for at udvikle dig. Livet drejer sig jo også om udvikling, og de problemområder som opstår i parforholdet, er noget af det, som du virkelig kan bruge til at blive klogere på dig selv.  

Mr. Right

Der findes den idé i vores kultur, at lykken ligger i det rette parforhold. At hvis man bare finder mr. Right eller mrs. Right, som elsker en på den rette måde, så bliver man lykkelig. Det er et stort pres at lægge på parforholdet, især fordi det ikke er rigtigt. Grundlæggende harmoni og lykke findes ikke i din partner, det findes i dig selv.

Når vores partner aktiverer vanskelige følelser hos os, som synes at ligge langt fra lykkefølelsen, kan vi komme til med det samme at tænke, at det bare er partneren, som der er noget galt med, eller som behandler os på den forkerte måde.

Mange kender til det, at gå fra en partner som har en bestemt adfærd, som generer en, blot for at finde en ny partner, som har en adfærd der minder om den, eller som trigger de samme følelser i en..

Det kan være en god idé at stoppe op og se sig selv i det ”spejl”, som vores partner holder op for os, og se på de følelser som vores partner aktiverer i os. Det kan være smart at vende blikket ind i dig selv.

Individuel terapi

Du kan arbejde med dit parforhold via individuel terapi, hvor fokus hovedsageligt er på dine følelser, på hvordan du oplever dit parforhold, og på hvordan du bliver mere afklaret omkring problemer i forholdet.

Parterapi

Du kan også tage din partner med i parterapi, hvor vi vil arbejde med problemerne, som i hver især oplever dem i forholdet.

Jeg vil i terapien skelne mellem, hvilke af jeres problemer, der handler om at kommunikationen mellem jer skal forbedres, og hvilke der handler om, at i hver i sær skal blive bedre til at håndtere bestemte følelser.

Jeg lærer dig, eller jer, redskaber til kommunikation og til at rumme de følelser, som aktiveres i forholdet. 

At sætte grænser

Det at lære at rumme dine egne følelser, betyder på ingen måde, at du skal finde dig i adfærd fra din partners side, som du ikke bryder dig om, eller at du ikke skal sige fra overfor ham eller hende. Det betyder heller ikke, at du skal blive i et forhold, som ikke er rigtigt for dig .

Når du bliver bedre til at forholde dig til dine egne følelser, bliver det ofte mere klart for dig, hvad du har brug for at gøre eller sige i forhold til din partner. Du vil være bedre i stand til at sætte dine grænser og til at sætte dem på en afbalanceret måde, fordi du har mere ro i dig selv.

Kontakt og pris

Du er velkommen til at kontakte mig på tlf. 21 18 34 36 eller mail: mail@camillabruun.dk

Individuel terapi koster 850 kr. for en session, der varer 50 minutter. Parterapi koster 1500 kr. og varer 1 ½ time.

Kærlig hilsen

Camilla Bruun, psykolog

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Relaterede artikler efter område


Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Psykolog København Camilla Bruun parterapi og parforhold