Følger du egoets eller sjælens ønsker?

Hver gang vi åbner os for noget der er større end os selv, kommer vi en lille smule tættere på vores autentiske kerne.

Hver gang vi giver slip på vores faste opfattelse af, hvordan verden ser ud, giver vi plads til at en ny dimension i vores liv kan vise sig for os.

Nogle gange går vi langsomt i livet og giver os tid til at mærke og lytte til det, der kræver lydhørhed og opmærksomhed for, at vi kan få øje på det. Andre gange skynder vi os hurtigt og målrettet videre og videre, og lægger ikke mærke til de mere stille sider i os. Så ser vi ikke bag om tingene. Så mærker vi ikke det, der vil mærkes. For vi har for travlt. For travlt til at stoppe op og mærke vores sandhed.

Succes, mål, resultater og visioner er blevet de ”dyre” ord, i en tid, hvor coaching og selvudvikling er blevet tidens svar på ethvert problem. Hvis du bare finder ud af, hvad du vil, lægger en plan for at komme derhen og så ellers tænker positivt, kan du gøre alle dine drømme til virkelighed. Du bestemmer. Succes eller fiasko? Valget er dit. Og vælger du ikke succes, er det dit eget ansvar, hvis du oplever fiasko. Så må du bare på den igen, og granske dit indre for ubevidste blokeringer, som står i vejen for, at du kan få det, som du vil have det.

Jeg har selv i perioder af mit liv, været en ivrig fortaler for dette, da jeg jo af erfaring havde oplevet, at det var rigtigt!

Lige indtil fiaskoerne begyndte at melde sig, og ingen af de ”succesfremmende” værktøjer synes at hjælpe.

Og efter utallige forsøg på at kæmpe mig igennem, måtte jeg erkende, at det hele nok alligevel ikke var så enkelt. Måtte erkende at hele denne tankegang er født ud af egoets mål, om at ville lykkes på egoets præmisser, og ikke levner plads til sjælens virkelige ønsker.

Sjælens ønsker går nemlig mest af alt i den stik modsatte retning. Sjælen ønsker fred frem for succes. Ønsker glæde i stedet for ambition og prestige. Ønsker at vi skal udvikle kærlighed og medfølelse frem for at tilgodese egoets ønsker om at være bedst, størst og mest succesrige.

Alle kvaliteter, der ikke kan erhverves på egoets præmisser, men som kræver, at vi udvikler dem ved at gå bevidst gennem vores rejse i livet. Som kræver, at vi gennem livet lærer at give slip og have tillid til noget større end os selv. Lærer at lade ydmyghed gå hånd i hånd med respekt for vores indre storhed, og gennem egen lidelse lærer at åbne vores hjerter i kærlighed og medfølelse for både os selv og andre.

Kvaliteter, der alle kræver stor tillid til et højere formål, samt et rigt mål af vedholdenhed og tålmodighed, når tingene ikke umiddelbart går, som vi har ønsket og håbet.

Og her kommer livet ind, som den mest fantastiske læremester. For vi kan ikke give slip på egoets ønsker om at kontrollere, på en kontrolleret måde. Vi kan ikke udvikle vedholdenhed og tålmodighed, på en utålmodighed måde. Vi kan ikke udvikle ydmyghed, uden at vores personlige stolthed bliver sat på prøve.

Det er min oplevelse, at mange mennesker i denne tid, oplever deres sjæl tale med meget store bogstaver. At sjælen VIL høres. Og at livet, på den ene eller anden måde, tvinger os til for alvor at begynde at lytte. Lytte til vores skjulte sandhed, som så længe har været gemt væk bag egoets målrettede styring mod ydre succes og anseelse.  

Med bevidstheden om at noget større er på spil, kan det være lettere at bære modgangen, og acceptere det, der er. Når først vi i hjertet kan acceptere ikke at lykkes, åbner vi døren til vore sande selv og træder ud på vejen, hvor vores sjæls dybeste ønsker viser os retningen.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Lone

Jeg stødte på en kant da jeg læste dit velformulerede indlæg. Jeg tror man skal passe morderligt meget på med at være alt for entydig med at afgøre hvad der egoets ønske, og hvad der er sjælens ønske. Det er begge to vage begreber som dårligt lader sig definere. Så hvad der kommer hvorfra, kan ingen sige noget entydigt eller objektivt om. Vi kan blot konstaterer at der noget der trækker i hver sin retning fra tid til anden. Er det er sjælen i mig der ønsker fred frem for succes, eller er det egoet?? 

Er det fordi jeg ikke orker at kæmpe for den, freden eller succen, at jeg vælger at definere det ønske som kommede fra mit inderste gemak, og så tillægge det højeste validitet. Som kommende fra sjælen? Vi roder os ud i noget meget indviklet og komplekst, hvor sjæl og ego skifter ham efter forgodtbefindende. 

Det er grundlæggende ikke så væsentligt, men det bliver problematisk hvis det højeste vi kan ønske os er fred. Både for os selv og for samfundet som helhed.

Jeg hælder mere til at rettesnoren er meningsfylde. Sjælens rettesnor om du vil. Der hvor vi oplever menigsfylde, oplever vi den højeste form for enhed. Når vi brænder for det vi gør, og er villige til at ofre det det koster. Også selv om freden og roen bliver afbrudt, at det kræver at vi yder det ypperste vi kan præstere, og vi bliver udfordret til grænsen.

Så kan det bestemt godt være meningsfuldt at træke sig tilbage og dyrke roen og freden en periode, men at have det som livsmål er yderst betænkeligt.

Nok har vi brug for fred, men vi har så sandelig også brug for visioner der skal udtænkes, tabuer der skal brydes, teknologier der skal udvikles og familier der skal plejes. Politiske og økonomiske systemer der er udbrændte og trænger til fornyelse. Så er det ikke nok at vores højeste ønske er en fredfyldt og lykkelig tilværelse.

kh

Søren

Kære Søren Tak for din kommentar :-) Jeg er i store træk enig med dig, jeg mener absolut ikke at fred er lig med at gøre ingenting og bare lade stå til. Jeg taler om at have indre fred, samtidig med at vi arbejder for en bedre verden. Jeg taler ikke om at lave ingenting og kun fokusere på sin egen lykke. Det tror jeg langt hen af vejen er egoets projekt. Om man kan definere egoets og sjælens ønsker. I mit liv giver det pt. ret god mening, da jeg på den ene side føler en stærk indre inspiration til at tjene andre og verden, og samtidig kan iagttage mit ego, når det springer om på førersædet og mest af alt gerne vil have personlig succes og anerkendelse. Min egen øvelse har i de senere år været, at skærpe min bevidsthed, når mit ego er begyndt at tage over, og indtil videre må jeg sige at det både har givet med mere indre fred, men så sandelig også en større indre drivkraft mod at arbejde for verden. De bedste hilsner Lone
Følger du egoets eller sjælens ønsker? Læs med