EARLY BIRD: Yoga-retreat i Grækenland på Milelja Retreat Center

04/07/2019 - 08:00

Yoga-retreat i Grækenland på Milelja Retreat Center

4. – 11. juli 2019 – Med Sisse Siegumfeldt

En uges yoga, meditation og fordybelse på den smukke græske ø Lesbos.

De sidste 9 år har jeg taget til Lesbos og Milelja Retreat Center – der er bare perfekt. Så skønt, roligt, dybt og nærende et sted finder man sjældent på denne jord. Vi har hele stedet for os selv, der er ikke andre gæster, kun fred og ro. I år tilbyder jeg turen som pakkerejse, incl. flybillet, dvs. at priserne ligger mere fast og det er nemmere for dig at booke – alting er ordnet for dig, det eneste du skal gøre er at slappe af.

Giv slip på hverdagens krav, lad stressen blive hjemme, og giv dig selv en uge til at ånde nuet ind og mærke livsglæden boble. På yogaretreat kan du gå virkelig i dybden med yoga og meditation og opleve den frihed og forandring det kan medføre.

Vi starter dagen med guidet Meditation efterfulgt af en Hatha Flow Yoga, (langsom Vinyasa :)) hvor bevægelserne er kædet sammen i et flow, der varmer, styrker og smidiggør hele kroppen. Niveauet tilpasses den enkelte deltager og begyndere som øvede er velkomne. Der er mange solhilsener, bevægelser med åndedrættet, stående stillinger, og du kommer nok til at svede lidt. Tidligt på aftenen laver vi Hatha-yoga med fokus på tilstedeværelse, åndedræt, at komme helt ned i tempo og mærke hver eneste fiber i kroppen slappe af. Her er der flere lange stræk, liggende og siddende stillinger, ro og genopladning. Vi slutter af med Meditation og Afspænding. Hver dag har et tema, hentet fra yogafilosofien, og vi arbejder med tankerne bag yoga i forhold til en almindelig hverdag og som et led i en personlig udviklingsproces.

Midt på dagen er der mulighed for at gå på stranden, vandre i naturen, stirre ud over det Ægæiske hav, eller nyde nuet i poolen hjemme på yogahotellet Milelja. En eftermiddag er fri, så man kan tage på en længere tur, hvis man har lyst, istedet laver vi meditativ yoga i stearinlysenes skær sent om aftenen.

Det er niende år i træk at jeg afholder retreat på Milelja – der er bare perfekt. Milelja Guest House er et lækkert og hyggeligt hotel der specialiserer sig i yoga-kurser. Der er store, luftige enkelt- og dobbeltværelser, klorfri pool med vand fra stedets egen mineralske kilde, varm jacuzzi, wellness-spa, god massage, en overdådig morgenmadsbuffet og fantastiske omgivelser. Den smukke Yoga-sal er rund og med udsigt over bjergene og den lille middelalderby Molyvos, se www.milelja.com. Stedet hylder den enkle græske stil, men med alle moderne bekvemmeligheder, såsom air condition, wifi osv.

Stranden nær Milelja er et af mine yndlingssteder på denne jord: der er helt fredeligt, ikke andet end vand, himmel, horisont og lyden af bølgerne. Den er dog stenet, men der er fine sandstrande lige i nærheden. Molyvos, som ligger 15 min. gang væk, er en hyggelig havneby på Lesbos’ nordøstlige spids, med udsigt til Tyrkiet. Alle husene er bygget i natursten og byen slanger sig op af bjerget, med små stejle gader på kryds og tværs. Byen er fredet, hvilket vil sige at det ikke lovligt at bygge i moderne materialer, så der er ingen store hoteller eller discoteker. Molyvos har i gennem mange år været et yndet rejsemål for yogaentusiaster på grund af den smukke natur, de hyggelige små cafeer og tavernaer og den varme stemning.

I løbet af de sidste år er øen blevet mere forbundet med flygtninge end med yoga – men ruterne har ændret sig og der kommer ikke flygtninge ind ved Molyvos længere, og flygtningelejren på sydøen er over 100 km væk. Desværre er turisterne også udeblevet i stor stil siden sommeren 2015, så vi støtter lokalsamfundet og de fantastiske mennesker på øen ved at blive ved med at komme. Lokalbeboerne er et særligt folkefærd – de er blevet nomineret til Nobels fredspris for deres måde at tage imod flygtningene på dengang i 2015.

Namaste Sisse Læs mere her: https://www.blaahimmelyoga.dk/retreats/graekenland/

__________________________

Sisse Siegumfeldt, Yogalærer
mail: info@blaahimmelyoga.dk
http://www.blaahimmelyoga.dk




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
EARLY BIRD: Yoga-retreat i Grækenland på Milelja Retreat Center