Fra drama til drøm - få ny livsglæde

Anonym

Jeg har lært et spørgsmål som jeg vil bruge mere aktivt end jeg gør nu. Et spørgsmål der allerede har sat nogle tanker i gang, men som jeg skal have aktivt på banen, når jeg er på vej direkte ned i et velkendt dårligt mønster. Som f.eks når jeg er på vej ud af døren for at fise ned i slikbutikken og blande for en 20’er. Jeg har jo ikke brug for det. Men det er så nemt, og jeg ved jo godt hvordan det ender, for jeg har prøvet det mange gange før.

Spørgsmålet hedder:

“Er det her hen mod en fremtid jeg er inspireret af eller en fortid jeg kender til hudløshed?”

Alt hvad vi siger/tænker/gør er enten et skridt tilbage i fortiden/drama/mønstre/sorg eller hen mod din drøm eller vision. Der er ikke noget rigtigt eller forkert i det, det er bare en god ide at blive mere bevidst om hvad det egentlig er vi render og laver.

Jeg arbejder rigtig meget med det i forhold til de mennesker jeg holder af. Jeg har desværre en fantastisk evne til at skubbe folk væk når jeg er ked af det.

1. jeg vil ikke have de ser mig som sårbar/svag

2. Jeg er skidebange for at blive afvist hvis jeg viser nogen min sårbarhed. En ting er at være alene når man er ked af det, en anden ting er at vise sårbarheden eller smerten til nogen, og de så går deres vej. Så alligevel hellere være alene med smerten, det gør mindre ondt.

Men den strategi er bare ikke særlig gavnlig for mig, for jeg HAR brug for omsorg, jeg HAR brug for at nogen holder om mig eller støtter mig, og da særligt når jeg er faldet og skal rejse mig igen for at komme videre. I mange år troede jeg at det var sandheden, at jeg i hvert fald ikke havde brug for nogen. Jeg lukkede bare verden ude når jeg blev ked af det, og så klarede jeg det selv. Men i virkeligheden er det en rigtig ensom verden at befinde sig i. Og det værste er, at nu har jeg brugt så mange år på at “lære” mine omgivelser at jeg ikke skal hjælpes, og mine omgivelser har været fremragende elever, for nu tror de på min “falske sandhed”. Deppe er så stærk, at hun ikke behøver os andre. Måske har de i virkeligheden forsøgt at være der for mig i tide og utide, men efterhånden som jeg har skubbet dem væk igen og igen, så kommer der helt naturligt et tidspunkt hvor de holder op med at prøve.

Det jeg så kan glæde mig over er, at jeg har fået denne nye indsigt. At jeg ved jeg har brug for andre. Jeg har brug for min familie, min kæreste, mine venner, også når jeg er ked af det og ikke er den sjove og inspirerende Deppe at være sammen med. For det er jeg bestemt ikke hele tiden.

Så tilbage til spørgsmålet. Jeg sad forleden aften og var ved at sende en omvendt sms til min kæreste. Jeg havde rigtig meget brug for ham, men jeg kunne ikke finde ud af at udtrykke det, så i stedet skrev jeg det stik modsatte: “Du skal ikke komme og hjælpe mig, jeg har det fint, jeg klarer mig selv, jul og glade dage, lagkage, no worries osv.” Jeg fandt hans nummer, tastede det ind og satte min finger i retningen af send-tasten på min samsung telefon.

1, 2, 3

Deppe, er det det her du virkelig vil kommunikere til ham? Eller er det et skridt tilbage i en fortid du kender til hudløshed, og hvor du allerede nu kender slutningen hvis du trykker send?

4, 5, 6

fingeren har stadig ikke ramt tasten. Deppe, træk vejret. Har du virkelig brug for at skubbe ham væk?

7, 8, 9

Hvad sker der hvis du lader være?

10

Fingeren røg direkte fra “send” til “slet alt”. i stedet tastede jeg hans nummer og trykkede “ring op”. Det er noget jeg ellers ALDRIG gør når jeg er nede, aldrig, men jeg var simpelthen nødt til at gøre en lillebitte ting anderledes for ikke at havne i det samme mønster, som jeg jo godt ved er enormt destruktivt for mig.

Aftenen endte helt anderledes end den ville have gjort hvis jeg havde trykket send. Jeg blev glad, vi havde en rigtig hyggelig aften, vi grinede og faldt i søvn i hinandens arme. Sådan var den bestemt ikke endt hvis jeg havde trykket send.

Så kan man sige det var to tryk med en tommelfinger der gjorde forskellen, det var spørgsmålet i hovedet, det var bevidstheden om velkendt fortid versus ukendt fremtid med nye muligheder? I dont know, hovedsagen er at jeg gjorde et eller andet anderledes, fordi mit gamle møsnter står mig langt ud af ørene. Mit mønster er der jo i dén grad stadig, men blot ved at skabe bevidsthed om at jeg faktisk har et valg altid, og ikke bare et, men mange valg, gør at jeg har frihed til at flytte min finger fra den ene tast til den anden på min mobiltelefon. Lille bitte handling, kæmpe forandring.

Jeg er normalt ikke så meget til enten eller, men lige i dette tilfælde er jeg helt vild med spørgsmålet:

“Er det her hen mod en fremtid jeg er inspireret af eller en fortid jeg kender til hudløshed?”

Hvad siger du?