Tager du hovedrollen i de dramaer der udspilles omkring dig

Jeg spørger tit klienter: “Hvad ville der ske, hvis du ikke gjorde dig selv til hovedperson i det drama?” Igen og igen bliver vi ramt, når nogen omkring os er ude af sig selv og reagerer gammel smerte ud i bebrejdelser og anklager. Når luften vibrerer af fortidens gamle smerte og uro, skabes der et pres, hvor det er svært at trække vejret! Og nogle gange bliver vi overvældet af den kraft, der er i energien, og går med direkte ind i dramaet ved at begynde at forsvare os.

Helt enkelt betyder det, at vi bevæger os væk fra vores egen væren, og vi investerer vores energi i noget, som med garanti ender i det sorte hul. Men hvad er det egentlig, der sker, og hvorfor er det så svært ikke at deltage i dramaet? Det første, der sker, når du bliver ramt, er, at du oplever, at den anden gør noget mod dig - du bliver den vigtigste person, hovedpersonen. Så vi ser ikke, at den anden er ude af sig selv og har det skidt, hvilket nogle gange, når vi ikke selv er ramt, kan udløse medfølelse og omsorg.

Vi opdager ikke eller er ikke bevidste om, at den dagsorden, der bliver sat med ord, f.eks.: “Hvorfor har du ikke ryddet op?” eller: “Du gør aldrig …” kun er en lille del af kommunikationen. Den vigtigste del af kommunikationen er den uden ord, den enorme uro, der har med fortidens smerte at gøre. Den uro mærker vi måske som et pres, en følelse af at have svært ved at trække vejret. I løbet af et øjeblik kommer vi væk fra vores virkelighed her og nu og tilbage til fortidens land og den virkelighed, der var dengang. Først var der en, der var “ude af sig selv”, nu er der to. Og det siger sig selv, at det er håbløst at mødes, når der ikke er nogen. der er hjemme. For at forstå det pres og den uro, der rejser sig i relationerne, skal vi tilbage til de tidlige år i barndommen, der hvor det lille barn naturligt er verdens omdrejningspunkt.

Alle børns virkelighed er, at barnet kommer i et indre pres, en kamp med sig selv, hvis det ikke bliver mødt nok i sin væren. Barnet føler sig truet på eksistensen. Den trussel udløster en smertefuld angsttilstand, som barnet ikke er i stand til at rumme. Så barnet må forlade/opgive sin egen helhed og række ud mod omverdenen - for at forsøge at møde de behov og ønsker, der er der. Når vi som voksne bliver meget pressede eller stressede, er det den tilstand, vi kommer ind i - at der ikke er plads til at være den, du er - og det vækker den ubærlige smerte. Herfra kan der udspilles mange dramaer.

Vi ryger som barnet ud af os selv og mister medfølelsen og forståelsen for os selv og den anden. Det resulterer ofte i vrede og frustration, som kommer ud i anklager omkring banale ting i hverdagen, som pludselig bliver livsvigtige. Man kan sige, at det indre pres nu også bliver et ydre pres mod den anden. Alle dramaer handler om, hvem der har skylden - hvem der er offer, og hvem der er skurk. Vi er i polariteternes verden, sort/hvid, rigtig/forkert og god/dårlig. F.eks.: Det er her, jeg selv kan ryge lige ind i det røde felt, når jeg er presset, og min mands manglende oprydning i køkkenet kan blive til historien om, at: “Han er ligeglad med mig, han tænker ikke på, hvordan jeg har det - han værdsætter ikke alt det, jeg gør. Her koger jeg suppe på alle de ting, han ikke gør, og som jeg vil have, han skal gøre, og alle de gange, han har gjort noget, der har såret mig! Og der kommer ekstra kog i gryden ved at tænke på alt det, jeg har gjort for ham. Den indre ret er sat - og han er allerede erklæret skyldig. Jeg er kommet godt ind i den gamle smerte, og her er ideen, at han skal være enig med mig og give mig ret. Hvis ikke, føler jeg mig forkert (den gamle smerte).

Da dramaenergien er i gang, er det ikke kun en handling, som den anden skulle eller ikke skulle have foretaget, det handler retten til at være. Det er en anklage om at være forkert - og den smerte, der ligger i at “være forkert” er igen fortidens gamle smerte. I dette gamle mønster er der kun plads til en. Ud af rigtig og forkert opstår straf og belønning. Jeg er god, når jeg gør noget godt - det rigtige. Jeg er forkert, når jeg gør noget dårligt - det forkerte. Vi opdeler os selv og andre i dette “rigtig-forkert”-system Vi kommer til at bedømme os selv og andre ud fra denne model: Er han sød mod mig, gør han noget, jeg kan lide, så er han sød/rigtig. Gør han noget, jeg ikke bryder mig om, så kan jeg ikke lide ham - han er forkert.

Så hele ideen om at være rigtig eller være forkert stammer fra den opdeling der sker i barnets møde med omverdenen. Barnet må for at overleve opgive de dele, omgivelserne ikke kan møde, og indstille sig på, hvad der giver anerkendelse/opmærksomhed - for børn er afhængige af at blive mødt, set og mærket udefra. Så her bliver kærligheden på betingelse af, at jeg er sød, god, dygtig, stærk m.m.

Barnet forstår ikke, at sandheden er, at mor og far ikke kan være i sig selv, og derfor ikke kan være med barnet. Det handler altså ikke om, om mor eller far elsker barnet, men om mor eller far kan være i sig selv. Børn og voksne er hverken rigtige eller forkerte - de er. I genopførelsen af det gamle drama, har det betydning, at du kan være vidne, kan blive i dig selv, det skaber heling. Det er nemlig ikke spor kærligt for nogen, når du også blive en del af dramaet. Hver gang du opdager, at du eller den du er sammen med igen har taget hovedrollen i fortidens drama, er der en mulighed for at “stoppe op”! En ny mulighed for at se klart og acceptere situationen, som den virkelig er. Så giver du plads til, at du og den anden kan finde hjem - så I igen kan se hinanden og mødes. Jo mere vi kan give os selv lov til at være som vi er, med det hele, jo mere kan vi acceptere, den livssituation vi er i - som den er, og andre mennesker som de er.

Anne Kamille Ahlefeldt

__________________________

Anne Kamille Ahlefeldt
House of Being
Pandehavevej 41
3120 Dronningmølle
Tlf: 25750009
Læs mere på: http://anneahlefeldt.dk/
http://anneahlefeldt.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Tager du hovedrollen i de dramaer der udspilles omkring dig