Ugens artikel: Det eneste, vi savner ...

Tanker til en ny tid

Trods det, at flere og flere mennesker interesserer sig for selvudvikling og spiritualitet, og at der nærmest er tale om en græsrodsbevægelse, som er godt på vej til at blive en folkebevægelse, er spiritualitet stadig et kontroversielt emne i Danmark.

På P1 hørte jeg en gang en radioudsendelse, Netværket, hvor et panel diskuterede den såkaldt ny-spirituelle bølge, der netop nu synes at rulle hen over Danmark. En af deltagerne, vist nok en filosof fra Vestas (Morten Albæk, red), mente dog, at den megen interesse for selvudvikling etc. først og fremmest var genereret af den enkeltes interesse for sig selv og eget velbefindende. Som om der i betegnelsen selvudvikler, skulle gemme sig en speciel forpligtelse overfor andre, end én selv?

Jeg kunne ved den lejlighed ikke lade være med at tænke på alle de mange selvudviklere, jeg er i kontakt med, som i Hjælpeorganisationen Hearts & Hands, dagligt, vederlagsfrit og anonymt stiller sig til rådighed for mennesker, der har brug for forskellige former for krisehjælp, det være sig kræftramte, døende etc.

Og selvudvikling, hvad er egentlig det? Vel først og fremmest det enkelte individs ønske om at vikle sig ud af alt det rod, af al den larm og af al det hjernespind, som vedkommende igennem livet har viklet sig ind i, så det igen bliver muligt at se, tænke og føle klart. Det kaldes med andre ord, at pudse hjertets spejl.

De fleste er vist nok bekendte med, at vi netop nu oplever et kæmpe skifte, og at finanskrisen blot er ét blandt mange symptomer på dette skifte. Det ser derfor heller ikke ud til, at det var særlig tilfældigt, at Stein Bagger netop blev anholdt den dag, Pluto bevægede sig fra Skytten ind i Stenbukkens tegn. Som min astrolog, Claus Houlberg, udtrykker det, så er dette forhold meget betegnende for den tid, vi nu befinder os i. I tiden op til dette skifte har der været talt meget om, at alt på et tidspunkt ville komme for en dag. Det tidspunkt er nu. Man har længe talt om, at sandhedens ulideligt klare lys, ville afsløre alt. Og som vi kan se, jo skarpere lys, des længere og dybere skygger kastes der.

Nu skal folk som fx Stein Bagger dog ikke have fornøjelsen af at bære alverdens skygger på sin allerede bebyrdede skuldre. Netop forholdet mellem lys og skygge fortæller os, at hvis ikke vi, i stedet for at stirre os blinde på den stakkels Bagger, har opmærksomheden rettet indad mod vores egen indre Stein, så overser vi en af livets kostbareste gaver, nemlig muligheden for ægte selvindsigt. Det er nu vi, i stedet for at projicere vor egen uformåen over på andre, skal turde se vore egne indre dæmoner og skygger i øjnene. Ikke for at dvæle ved dem eller at dyrke dem uhensigtsmæssigt. Men de skal ses og erkendes for at kunne forvandles. Sådan er grundlaget for enhver form for reel selvudviklingsarbejde.

Men er alt dette ikke bare det rene navlepilleri? spørger vores paneldeltager. Jo, sådan tager det sig ud for den, der ikke kan se ud over sin egen næsetip, og for hvem selvudvikling er en by i Rusland eller bare til grin. For de, som altid har så ondt i bagen over andres gøren og laden, er som regel dem, der aldrig selv har haft hænderne i materien eller stået med håret i postkassen. Eller sagt på en anden måde: De som danser, fordømmes ofte af dem, der ikke selv er i stand til at høre musikken.

De, der har mange års erfaring i selvudviklingsarbejde og har opnået en smule indsigt i hvordan alting interaktivt er forbundet ved dog, at netop dette arbejde er en nødvendig forudsætning for, at man som enkelt individ kan gøre en virkelig forskel for fællesskabet. Hvordan skulle man ellers kunne vide noget om andre, hvis ikke man ved det om sig selv?

Mennesket er styret af en overlevelsesdrift, en seksuel drift og en skabende drift. Og med disse i bagagen forsøger vi, omgang efter omgang, at gøre os i livets uendelige Matadorspil. Men uanset hvilke nye begreber, vi finder på for hver ny omgang, vi begiver os ud på, er og bliver det blot et Matadorspil. Først når vi anerkender, at vi også besidder en sand spirituel eller religiøs drift, og tør tage den virkelig alvorligt, bliver vi i stand til at løfte os fra brættet og se andet end byggegrunde, skøder, gældsfængsel og renteslaveri. Når vi frivilligt giver afkald på de 200 kroner, man normalt bliver spist af med, hver gang man passerer start, tager vi et kvantespring ind i en helt ny virkelighed. Det er Pluto garant for.

Pluto i Stenbukken betyder, at fra i dag af er det ikke mere nogens skyld, såfremt mit liv ikke fungerer. Fra nu af, er det ikke mere min kærestes, min chefs, mine naboers, regeringens, muslimernes, jødernes eller nogen som helst andres skyld, hvis ikke jeg kan få tingene til at hænge sammen. Ansvaret for mit liv er først og fremmest mit. Kun derved kan jeg frigøre mig af min egne begrænsninger og de normer, som blot er resultatet af alles kollektive frygt. Kun gennem denne frigørelse kan vi i realiteten være noget for andre og fællesskabet. For hvordan skal vi kunne hjælpe andre, hvis vi ikke er i stand til at hjælpe os selv?
Ved at turde tage ansvaret for os selv, og se stort på frygten for at miste, frygten for at tabe ansigt, frygten for at blive til grin, og frygten for ikke at få det, vi mener, retmæssigt tilkommer os, bliver vi i stand til at gå på vandet og at flytte bjerge. Og når vi kan det, vil intet være mere påtrængende for os, end at bruge disse kræfter i fællesskabets tjeneste.

Gennem bevidsthed, bevidsthed og atter bevidsthed, udvides menneskets virkelighed og medfølelses evne. Når vi selv har erfaret smerten, forstår vi pludselig andres smerte. Derfor er Minesota-kuren for misbrugere så genial, for hvem ved bedre hvad en alkoholiker eller narkoman gennemlever, end netop tørlagte alkoholikere og stoffrie narkomaner. Hver gang vi mister, hver gang vi taber, hver gang vi falder, er det en gave fra universet til os, en erfaring, som, hvor dyrekøbt den end måtte forekomme, tilbyder os en mulighed for udvidelse af bevidstheden. Når vi engang skal herfra, er det netop summen af alle vores erfaringer, vi tager med os, og ikke hverken status, penge, bil, hus eller båd. Det er værd at tænke over, når vi får muligheden for det i livets rotteræs, og står overfor et af livets mange og uomtvistelige skift. Vi har altid et valg. Vælger vi forkert eller undlader vi at vælge, træder universets iboende pædagogik i kraft: Vil vi ikke høre må vi føle.

Derfor bliver vi på et tidspunkt nødt til at ville lytte og at ville se. Uden frygtfulde filtre og farvede briller. Og hvis vi tør og til sidst bliver i stand til at se os selv i et fordomsfrit lys, kan vi også se andre sådan, som de virkelig er; nemlig som en del af os selv. Og hvem kan misunde andre noget, når vi alle er i samme båd? Og hver gang et menneske går fallit, går vi da ikke alle en smule fallit?

Når vi selv går fallit, når vi selv bliver forladt, når vi selv har tabt det hele på gulvet, fødes noget nyt i os. Hvis vi vil det. En underfuld og mærkværdig stille kraft, der med ét forandrer alt. Nogen kalder det nåde. Desværre har vi ikke noget dansk ord for det engelske grace. En ny værdighed vokser frem af hjertet. Og trods fallit, forladthed og tab, oplever vi i stedet sand overflod. Frihedens overflod. Pludselig har frygten forladt os. Vi udgør et lysende felt, der ingen problemer har med at overlade vores plads i køen til den virkeligt trængende. Vi tager ikke mere fornærmelser personligt. Vi har ikke mere brug for at sætte vores fingeraftryk, at efterlade os et omdømme, eller at fremstå som noget særligt. Vi har ikke behov for at stå frem på TV, blot fordi vi giver en lille smule af vores overflod til godgørende formål. Vi er fri.

Pluto i Stenbukken handler også om, at vi fra nu af bliver nødt til at forholde os til døden. For netop døden, er det eneste, vi kan være sikre på. Derfor er det sært, at vi ånder og lever, som om den slet ikke eksisterer. Med de østlige traditioner kunne vi måske med rette tilføje, at det gør den heller ikke. Altså eksisterer. I vedaerne beskrives døden som en illusion. I de vestlige esoteriske traditioner er døden en indvielsesmulighed. Og sådan tænker jeg også på den. Døden er i virkeligheden endnu en fødsel. En fødsel fra denne virkelighed ind i den næste. Og ligesom der ved den jordiske fødsel medvirker jordemødre, medvirker der ved den himmelske fødsel ditto himmelmødre. De findes i skrivende stund i størst antal på den anden side. Derfor er det nu vores opgave at uddanne os til at være himmelmødre og fædre for dem, der hvert øjeblik forlader jorden og rejser ind i andre virkeligheder.

Vi er nødt til at turde tænke på døden og at lære om de muligheder, den tilbyder. Vi må lære at forstå de processer, som vi alle før eller senere skal gennemgå. Processen med at aflægge os de jordiske og æteriske legemer, selve overgangsprocessen, samt optagelsesprocessen på den anden side. Da vil vi se, at livet og døden i grunden er én og samme sag.

Der er således nok at tage fat på. Uanset hvor langt vi hver især synes at være kommet, har vi stadig langt at gå. Pluto i et hvilket som helst tegn betyder, at alt gammelt, som ikke mere er brugbart, må forgå, for at noget nyt kan genopstå af asken. Det er myten om Fugl Fønix. Tør vi træde op på bålet? Tør vi renselsen? Tør vi forvandlingen?  Tør vi se os selv og vore egne begrænsninger i øjnene? Tør vi se, at en stor del af alt det, vi troede på var sandt, fx om spiritualitet etc., måske er en lige så stor illusion som så meget andet? Det er spørgsmålet. Kun gennem denne genfødsel og denne "lille død før døden", vil vi få vort sande syn og rette hørelse tilbage.

Og så er vi tilbage til udgangspunktet: gør vi alt dette udelukkende for vores egen skyld? Nej, er min påstand. For det eneste vi mennesker i grunden savner, er det, vi selv mangler at give. Vi befinder os her på jorden af en eneste grund: Vi er og bliver forvandlere. Det er vores opgave at forvandle stof til ånd, mørke til lys, krig til fred, egoisme til fællesskab. Ser vi kun fjender, og  stiller vi fortsat betingelser for at kunne give, kan vi ikke påtage os vores ypperste opgave: at tjene og at elske betingelsesløst.

Tillad mig til sidst at fortolke den ældste, aramæiske velsignelse, man kender, og som i en lidt anden version end her, også bruges i Folkekirken:

"Må Det Himmelske Ophav være med dig og bevare dig - må Den Himmelske Kraft lyse igennem dig og give dig fred".

Tak fordi det bliver sådan.

Hjerteligste hilsner
Lars Muhl

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Denne unikke artikel fuld af nutidens og noget af fremtidens visdom skulle gerne langt ud til alle der arebjder med selvudvikling dne giver stor anledning til stort gåpåmod.

Tak for den.

Jeg ligger den ind på min forside på facebook vil opfodre alle der kommer forbi også at bringe den ud i vide kredse.

 Tak for velsignelsen

Kærligst Merete

ulla runchel Hej Lars Som altid er du velskrivende og rammer plet der hvor vi lige har brug for det, tak for din artikel,hilsner til dig her fra Spanien, solen skinner og sommeren er på vej, og vi er stadig på livets selvudvikling, tænkte på dig og Calle igår. Er du ved at skrive en ny bog? Lys og kærlighed, Ulla.
Hej Lars Du har sku fat i noget af det rigtige... fedt. Mvh Michael
Kære Lars 1000 tak for dine ord, de er som eliksir for sjælen, som altid, når jeg læser dig, blir jeg så opslugt af dine guddommelige, og velkomponerede ord, at jeg fyldes med en nærmest vulkansk varme, som gennemstrømmer hele mit væsen - 1000 mange tak. Tilbage står jeg så total opfyldt med inspiration (in spirit)klar til at gi' liv til nye sange. Med den dybeste taknemlighed. Kærligst Kell Dalager
Hej Lars Tusind tak for en glimrende artikel, der meget præcist skildrer den forvandling, der sker på alle planer i øjeblikket. Inspireret af denne har jeg lyst til at dele Charles Dickens indledning til hans fortælling: "To byer", der på mange måder også kunne være en meget rammende beskrivelse af verden lige nu - alt efter perspektivet der ser. "Det var den bedste tid, det var den værste tid; det var visdommens århundrede, det var dårskabens århundrede; det var troens periode, det var vantroens periode; det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente; vi gik alle lige ind i Himlen, vi gik alle den modsatte vej - kort sagt, tiden lignede i den grad den nærværende, at nogle af dens mest larmende talsmænd påstod, at den i godt som i ondt kun måtte tages i superlativ." De bedste hilsner Lone Eleonora
Lars Muhl Det eneste, vi savner. Læs artiklen på Levlykkeligt.dk