Stressekspert Thomas Milsted

Der var et yndigt land. Artikel af Thomas Milsted

Snakken om danske værdier og det at være dansk er blevet genstand for en sjælden opmærksomhed, der spreder sig over hele det politiske spektrum. En snak som både er vigtig og værdig. Dels fordi vi dermed undgår at det bliver en flok markedsorienterede neoliberalistiske og værdihungrende krarupianske bavianer der løber med dagsorden. Dels fordi det er interessant at vi i forsøget på at erobre verden og overleve i globaliseringen, vender blikket indad mod vores egne værdier i stedet for at forsøge at forstås andres.

Istedet for at søge og fastsætte danske værdier var det vel mere på sin plads at afvikle dem, når omverdens billede af os danskere som dovne, religionsforskrækkede, bedrevidende, uhøflige og reserverede ikke skal brænde sig fast . Danske værdier er vel i virkeligheden ved at udvikle sig til et middel for de kræfter der vil undergrave det danske demokrati. Det som foregår i øjeblikket er uanstændigt... og ingen protesterer.

Indrømmet. Det kan være min relativ høje alder og det faktum at jeg er på vej ind i, en for mænd, typisk alderstendens, at blive mavesur, bitter og gnaven. Og på den måde bliver min indignation og bekymring bare en spejling af mine indre tilstande og ikke et udtryk for en realitet der er værd at bekymre sig om.

På den anden side kunne min bekymring for anstændighedens overlevelse også være et fuldt ud berettiget udtryk for en reel analyse for dette skønne lands etiske og moralske forfald. Og dermed består min opgave i at kanalisere en stigende indignation over i en konstruktion båret af forhåbninger og en alternativ vej. Og heri består min første og største udfordring. Jeg kan se problemet men ikke løsningen. Så betragt dette som et ydmygt debatoplæg, så vi i fælleskab kan skabe et Danmark vi alle kan være stolte af, hvor anstændigheden i virkeligheden bliver den eneste værdi der er værd at tale om.

Fri mig for danskhed
Jeg kan ikke erindre at jeg nogen sinde før har ligget vågen om natten i bekymring for mit lille lands udvikling.

Jeg har aldrig før hidset mig op over den bølge af ubegavelse der er toneangivende i den offentlige debat. Tonen og retorikken der udspringer af ukontrollable følelser, hentet helt tilbage i de mest primitive strukturer af hjernen, vækker minder om parringslyde i en abegrotte. Udtalelser fra kuglestødere og præstedøtre hentet i så dybe områder af reptilhjernen, at man kun kan undre sig over at de kan formuleres som fuldbyrdede sætninger, skræmmer mig.

Mediernes ihærdige forsøg på at være dem som leverer de mest indholdsløse og fordummende programmer har heller ikke kunne bringe mit pis i kog. Men når en X Faktor dommer for offentlige midler udøver mobning, grænsende til chikane - eller utallige tv programmer hvor de medvirkende er castet ud fra devisen; de dummeste kommer med, for de fatter ikke de overgreb de udsættes for, for åben skærm - må festen stoppe.

Og at rigtig mange danskere bruger timer på Facebook i håbet om at gøre deres lille ubetydelige og narcissistiske liv, til en verdenssensation, rager mig af Ishøj til. Men når mennesker konstruerer fortællinger om dem selv, som intet hold har i virkeligheden, må man være på vagt. Vi må kun se den ene siden af medaljen, den anden bortfortælles så psykologiske dysfunktionaliteter og andre problematiske sider af den menneskelige psyke omformuleres som styrker og tolerancer for egne svagheder. Manglende selvværd bliver en styrke og egenskab frem for det udviklingspotentiale som det rettelig burde være.

Anstændighed på afveje
Jeg har altid betragtet mig selv som medborger i universet - nationalisme og Dannebrogsflag, har aldrig rigtig sagt mig noget. At elske sit land er for mig snæversynet og tangerer lokal fundamentalisme. Det betyder i den ufarlige ende at vi ikke kan snakke om tingene som de er. At beskrive de mørke sider af vores samfund er udansk. Her er ingen fattigdom, ulighed og uretfærdighed. Alle er velkomne, så længe de spiser svinekød og drikker bajere. At kippe med vores små Dannebrogsflag mens vores land er på vej ud i en kæmpe åndelig krise er derimod korrekt dansk.

I den farlige ende betyder det at vi sender unge drenge og piger i krig flere tusinde kilometer væk under dække af et forsvar mod terrorisme. Men hvad krigene i Irak, Afghanistan og Libyen i virkeligheden handler om er alene en magtdemonstration af vestlige værdier. En tradition der går langt tilbage; begyndende med missionærer med biblen i hånden der forsøgte at omvende de ”primitive” horder i andre kontinenter - nu overtaget af soldalter med ”bibelinskriptioner” på geværkolberne. Krig er den mest fordummende form for kommunikation: rystende er det at så mange danskere virkelig mener at det er måden at bygge bro mellem kulturer?!?

Jeg husker ikke fra mine møder med borgere fra hele verden at jeg har mødt et folk som det danske, som er så selvfornægtende og ikke erkendende overfor realiteter, når det kommer til moral, etik og anstændighed. Vi fornægter enhver realitet hvis den skygger for ideen om Danmark som et demokratisk, imødekommende, rummeligt, og for de svage beskyttende samfund. Sandheden er imidlertid at vi opfører os som aber, der kun indtræder i fællesskaber hvis det kan betale sig for os selv. Den enkelte abe vil kun indgå i et fælleskab, hvis den får noget ud af det personligt. Hvis en abe kan opnå større gevinst i form af mad, ved at arbejde alene, ja, så vælger den hellere det.

Lad mig give nogle eksempler på hvordan Danmark trækkes rundt i stress manegen i en mere og mere uanstændig retning uden at nogen reagerer synderligt på det.

Magtarrogance – man kan mene om lærerkonflikten, og selve indholdet i det som forhandles om, hvad man vil. Det egentligt bekymrende ved hele den konflikt er at det hele ser ud til at være aftalt på forhånd og at forhandlinger kun har være skalkeskjul for noget som var forudbestemt. Det er da dybt problematisk. Det er hvad man kalder skinforhandlinger. Hvordan kan man dog forestille sig at medarbejdere efter lockouten skal møde glade, engagerede og top motiveret op på arbejdet, når de i den grad er blevet taget ved næsen.

Offentlighedsloven – I øjeblikket er man i gang med at lægge sidste hånd på de ny offentlighedslov i Danmark, som efter al sandsynlighed bliver vedtaget. Det er der ikke mange der ved, for politikerne går stille med dørene. Den nye offentlighedslov gør det mærkbart sværere at få fat i oplysninger om, hvad der foregår i de øverste politiske lag i Danmark. Beskyttelsen af whistleblowere ophæves blandt andet: flere af de historier der er ført til afsløringer af de mere dunkle sider af det politiske liv ville aldrig været kommet frem i dagslys, hvis den nye lov allerede var indført. Politikkerne har altså igen beskyttet sig selv, så de i fremtiden kan føle sig mere trygge når de i lysskyhed laver ulovligheder eller brud på regler.

Skattesagen – Der tegner sig mere og et mere billede af en sag om magtmisbrug. En minister har med al sandsynlighed ville ændre på en afgørelse for at skade en politisk modstander. Og en minister må ikke misbruge sin stilling til at skaffe sig personlige oplysninger om oppositionslederen. Men uanset hvad udfaldet bliver af Skattekomissionens dom er det efter meningsmålingerne at dømme ikke noget der bekymrer en stor del af den danske befolkning det fjerneste.

Kongehuset – Det er da lidt paradoksalt, at et af verdens mest berømte eventyr om en kejser uden klæder er skrevet af en dansker, hvis kongehus i dag, om end de har tøj på, ikke er iklædt nogen magtbeføjelser overhovedet. Men i fuld offentlighed og med hele det politiske magtapparats samtykke, lader som om de har. Dette rollespil koster det danske samfund det samme som man giver i bloktilskud til en hel befolkning i vores nordatlantiske besiddelse. Grotesk.

Og argumenterne for bevarelse af Kongehuset forekommer endnu mere grotesk: at tiltrække turister. Det svarer til et statsfinansieret Disneyland. Det andet skulle angiveligt være at det gavner vores erhvervsliv. Gud Fader bevares. Hvis Prins Henrik & Co. er afgørende for vores lands konkurrenceevne så må det vel være muligt at finde alternativer.

Fri os for danskheden
Det handler slet ikke om at finde frem til danske værdier, men derimod om at slippe for dem. Hvad skal vi med danske værdier i en verden som mere og mere tænker globalt. Måske er søgen efter de danske værdier i virkeligheden et symptom på en frygt for at blive opslugt af den store grumme verden. Danske værdier kan være lidet flatterende når det kommer til egoisme, middelmådighed, selvtilstrækkelighed , jagten på de svage i samfundet, enhver passer sit og Fanden tager de sidste osv.

Vores danske opfattelse af fællesskab rækker vel ikke længere end de føromtalte abers. Vi vil ikke bidrage med noget, men vil kun have noget ud af det. Ikke en værdi der er værd at samle på i disse tider hvor global bevidsthed burde være mere fremherskende end den lokalpatriotiske. Hvis vi virkelig ønsker at bygge bro mellem andre kulturer og ændre omverdenens syn på os danskere, så må vi finde ud af hvad de elsker og lære at elske det sammen. Det handler altså ikke om at andre skal elske det som vi elsker, og hvis de ikke gør de, ja så er de primitive og ikke værd at lege med.

At dreje fokus væk fra danskheden er måske det vi i højere grad skulle satse på, for at vinde anstændigheden tilbage.

Thomas Milsted er en pioner indenfor håndtering af stress; bøger om stress, kurser i stress, foredrag om stress m.m. Thomas Milsted er desuden generalsekretær i Stresstænketanken. 

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Danske værdier afvikles - uanstændigheden vinder frem. Læs mere