Den indre kritiker og hjertet
Bag mange af de kendte symptomer som depression, angst og stress møder jeg den indre kritiker. Jo længere vi kommer bag de ydre lag i personligheden, jo tættere kommer vi på forholdet til en selv. Mange gange fører det til personlig udvikling, da det bliver som en nødvendig udvej for overhovedet at finde ud af sig selv i forhold til det, der er sket i ens liv.
Hvordan hænger det sammen? Hvad er årsagen til, at jeg har fået det så skidt? Hvad er det der gør, at jeg er som fanget i det samme mønster? Det er spørgsmål, jeg ofte har hørt i min praksis. De forsvarstrategier, som man har brugt i mange år, virker ikke rigtig længere. Igen er det noget, som ofte viser sig som stress, der måske også hænger sammen med en depression og angst. Det kan være svært at adskille. Mange har faktisk haft alle tre symptomer tæt inde på livet i mere eller mindre grad. Der er en ubalance som hvisker, råber og skriger på forandring og forvandling. Det skal ske indefra, det er tid. En krise kan være en nødvendig vej til personlig udvikling.
Så hvordan er det lige forholdet til en selv har det? Ofte meget ofte har det forhold været slidt længe. Ofte er det temmelig anstrengt. Den indre kritiker er kommet til at fylde rigtig meget. Men det har været nødvendigt for at overleve. Den indre kritiker er en del af et forsvar, som ved at kritisere, faktisk ønsker at passe på os ved at forberede os på det værste. Det er lettere at modtage kritik, når vi selv lige har været der først med kritikken. Det er en del af den indre kritikers forsvarsstrategier. For at komme ind bag ved og helt ind til kernen og forstå sig selv, oplever jeg at det er en stor hjælp at tage fokus på hjertet. Hjertet er kernen. Det er her den indre styrke og sårbarheden bor side om side.
At tage fokus på hjertet, har været afgørende for mig i arbejdet med den indre kritiker. Det kræver oftest at man bliver guidet ind i kroppen. De fleste kan ikke sådan bare tage fokus på hjertet, der skal oftest hjælp til. Det er en meget smuk oplevelse at komme derind.
Kritik er noget som adskiller os fra andre og lægger afstand til sårbarhed, fordi det er for skrøbeligt og smertefuldt. Den indre kritiker har brug for medfølelse, så den bedre kan slappe af og bedre kan forbinde sig med andre. Det kan lade sig gøre ved at arbejde med selve forsvaret og med det som forsvaret forsøger at passe på. Det kræver rigtig meget selvomsorg gennem kontakt til det mere omsorgsgivende i en. Den indre kritiker bliver ofte kritiseret, men det er lige det modsatte der er brug for. Forståelse, accept og medfølelelse og vejen dertil går gennem hjertet.
Klik her: pernilleyoung.dk
Facebook siden: ID Psykoterapeut Pernille Young
__________________________
ID Psykoterapeut Pernille Young
Web: www.pernilleyoung.dk