Psykoterapeut Alice Persson

Den gule hest

Uanset hvad jeg planlægger at male på det våde akvarelpapir, bliver den gule hest ved med at dukke op. Hvad vil den mig? Er den venlig? Eller vil det stærke dyr skræmme mig? Ligner den overhovedet en hest? Eller er den ”kun” en børnetegning? Når malingen er tør og jeg ser på maleriet i en ramme, bliver det klart: Den gule hest er der for at hjælpe mig. Den ser sød og fredelig ud. Skubber lidt til mig med sin bløde mule. Jeg elsker den. Sukker dybt og slapper af. Bliver berørt. Må sidde lidt og kigge forelsket på den, før jeg kan lægge maleriet til tørring på gulvet ved siden af de andres.

Hun er med på kurset, er hun. Hende dér, mit indre barn. Selv om hun ikke rigtig tør. Men jeg tager hende ved hånden og siger: Det skal vi to nok klare. Sammen. Og jeg skal lige love for, at det fregnede og buttede barn med rottehalerne er til stede. Begærligt kaster hun sig over de fantastiske farver og roder dem sammen, kigger misundeligt på de andres malerier, slår sig selv oven i hovedet, da hun kommer til at ødelægge noget flot med penslen.

Indeni spytter hun ordene ud som malepletter fra en rystet pensel: Se, nu har du ødelagt det fine maleri. Igen. Din idiot. Du kan da heller ikke finde ud af noget. Hvorfor er du i det hele taget her? Det er da meningsløst, når du ikke kan male noget flot alligevel … Hendes fødder vil stampe i gulvet, men da hun ikke forventer, at rummet vil anerkende den slags udgydelser, må hun nøjes med at køre penslen vredt rundt i motivet, rundt og rundt og på tværs, så penselhårene tværer ud.  Og bagefter tager hun et hidsigt kvælertag på den forsvarsløse maleklud i køkkenvasken.

Jeg kritiserer mit maleri under gennemgangen. Skælder det ud for at være en børnetegning. ”Og hvad er der galt med børnetegninger?” spørger læreren. Jeg kigger ned på hende med rottehalerne og bliver rørt. Den gule hest på maleriet nikker. Den bliver der, selv om jeg laver ”fejl.”

I maleprocessen er jeg på skift dybt ensom og jublende lykkelig. Den skønne musik i baggrunden tager mig med. Af og til bliver jeg frustreret uden at ville det og uden at vide hvorfor. Til tider generer det mig, at de andre småsludrer. Det forstyrrer. Eller – som jeg bliver i stand til at indrømme over for mig selv - jeg føler mig udenfor. Under maleriet kommer pludselig en bevidsthed om, at jeg selv holder mig udenfor. Og det vigtigste: Jeg kan bare række ud efter kontakten, og så er de andre parat til at give mig den. Og det allervigtigste: Det viser sig, at mine medkunstnerinder har det på nøjagtig samme måde! Jeg oplever en høj grad af gensidig empati i denne malegruppe.

Jeg - og hende dér med rottehalerne - mærker lysten til at male som et virkeligt behov, efter at jeg er kommet hjem.

Længes efter de kraftige farver og kaster mig begærligt over dem. Klasker dem ned på det våde papir og roder rundt. Skuddermudder.

Da det første billede er færdigt, hilser jeg på den igen.

Nu er den i galop, kan jeg se.

Den gule hest er på vej ud over de grønne marker.

Store øjne og manken tilbage.

På ryggen sidder en lille pige med rottehaler.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Den gule hest. Hvad vil den mig? Er den venlig? Eller vil det stærke dyr skræmme mig?