"Forbudte” følelser og behov

Jeg gerne give mit bidrag til at opløse nogle af de tabuer, som vi er opdraget med, og som hindrer os i at skabe tilfredsstillende nære relationer. Vi bliver i mange situationer så skræmt, når vi får kontakt med de ”forbudte” behov og følelser, at vi kun i glimt er i stand til at fornemme dem. I stedet oplever vi, at det er den person, der aktiverer dem, der er skyld i, at vi får det skidt.

I vores første leveår er vi meget afhængige af vores forældre. De kan både give os gode vaner, og de kan straffe os, uden at vi har indflydelse på det. Forudsætningen for at man som barn kan overvinde den eventuelle uret er, at man er i stand til at sætte sig til modværge. Det vil sige at man kan give udtryk for sin smerte og vrede. Men hvis man som barn ikke får denne mulighed for at reagere på sin egen måde, fordi forældrene ikke kan holde ens reaktioner (skrig og raseri) ud, men afviser en ved hjælp af blikke eller andre opdragende foranstaltninger, så lærer man som barn at holde følelserne tilbage. Hvis man ikke får reageret på krænkelsen og ydmygelsen kan disse oplevelser ikke integreres i personligheden, følelserne får aldrig afløb og behovet for at udtrykke sig bliver aldrig tilfredsstillet. Det er denne håbløshed, der fører til psykisk nød for de fleste mennesker. Ens problemer handler ikke om de virkelige begivenheder, men opstår på grund af nødvendigheden af at fortrænge behovet for at udtrykke sine følelser.

Undertrykkelsen af dette behov indgår som et led i den massive undertrykkelse samfundet udøver. Men fordi undertrykkelsen ikke udøves mod den voksne, men mod barnet af ofte velmenende forældre, er vi ikke i stand til at afsløre sporene efter denne undertrykkelse uden hjælp udefra. Derfor har vi brug for hinanden som spejle for at få øje på, hvad vi har følt os tvunget til at undertrykke for at bevare vores forældres kærlighed.

Der er mange behov, følelser og egenskaber, vi ikke har øje for, at vi indeholder. Og vi kan blive grebet af et eller andet mørkt punkt indefra i angst, i fortvivlelse, i trods, i stolthed, så vi forbliver fastlåste.

Det ville være dejligt, hvis vi kunne slette alt det ubehagelige fra vores fortid, der hindrer os i, at få øje på, hvad vi indeholder. Hvis det kunne lade sig gøre ville alt være godt, men det er naturligvis umuligt. Vi bærer vores fortid med os. Det menneske vi er, er vi i kraft af vores fortid, og hvis vi vil være os selv, må vi nødvendigvis overtage arv og gæld.

Sig AV når du bliver ramt: At vi må øve os på at tillade os selv at føle os magtesløse, når vi står overfor problemer og konflikter, vi ikke forstår. For først når vi mærker, hvad vi føler, har vi nogle valgmuligheder. Så kan vi vælge at fortælle hvad vi føler, eller vi kan vælge ikke at fortælle det. Vi kan eksempelvis fortælle, at vi i mange situationer føler os magtesløse, fordi vi ikke forstår vores egen måde at være på.

Jeg er klar over, at det er meget vanskeligt at få kontakt med de behov og følelser vi har fortrængt, fordi vi rent faktisk oplever, at det føles rigtigt at fortrænge dem. Derfor er det nødvendigt at forstå, at det jeg gerne vil formidle er vanskeligt at gennemføre i praksis. For hvis man som menneske ikke tør se noget, vil man overse det, misforstå det eller på anden måde afvise det. Og det er det største problem, vi alle har: At vi afviser os selv på de områder, hvor vi har følt os afvist og forkastet af vores forældre. Og i stedet giver vi andre skylden for vores problemer.

Kærlige hilsener
Birgit Weber

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Birgit Weber Forbudte følelser og behov