Dæmoner dør i dagslys. Af Lizl Rand

”Jeg danser med min angst i en fleksibel koreografi, hvor vi konstant er i bevægelse, tager bestik af hinanden og hele tiden varierer afstanden mellem os,” forklarer forfatter og chefredaktør Lizl Rand, der har skrevet den personlige bog ”Kom stærk ud af din angst”.

»Hvis bare jeg havde dit mod og din styrke. Du er jo ikke bange for noget.« En kollega stirrer på mig, mens hun nipper til sin hvidvin. Hun har røde plamager ned ad halsen, og hendes blik er så stift og fokuseret, at jeg får lyst til at minde hende om at blinke. Vi skal holde foredrag for en sal fyldt med kvinder. Flere hundrede sidder klar på stolene og kigger mod scenen. Min kollega skal på før mig, og hun sitrer.

»Hvad nu hvis jeg går i stå. Jeg kan jo slet ikke. Jeg har nærmest ikke sovet i nat, fordi jeg har tænkt og trænet på, hvad jeg skal sige. Men lige nu er det helt væk,« lyder det nærmest klynkende fra hende, der normalt ikke virker som om, noget kan slå hende ud.

»Træk vejret. Ind gennem næsen og ud af munden. Smil. Tænk på, at du skal have det sjovt og rart. Livet er godt, og om lidt vil du mærke gode vibrationer fra en masse kvinder, der bare ønsker dig det bedste. Du skal ikke tænke på dig selv. Du skal tænke på at give dem en god historie. Det er ikke dig, det handler om. Det er publikum. Og du kan alt. Bare vent til du står på scenen,« fortæller jeg, mens jeg lægger en beroligende hånd på hendes skulder.
Hun nikker og takker. Bunder vinglasset og tripper hen til toilettet. Igen.

Jeg kigger efter hende og funderer meget over paradokset i, at andre ser mig som én, der ikke er bange – når nu netop angst har fyldt så meget i mig i så mange år. Og jeg tænker over det paradoksale i, at jeg til trods for angsten aldrig har sagt nej til at medvirke i angstprovokerende situationer. At holde foredrag for op til 500 publikummer, blive interviewet live til TV2 NEWS studie eller TV Avisen, at deltage i paneldiskussioner på en scene etc.

Fastlåste situationer, hvor jeg er på, skal præstere og ikke kan flygte. Situationer, hvor jeg bliver bedømt og vurderet og i flere tilfælde filmet. Sammenlignet med at handle mælk i Kvickly, at køre i tog eller sidde i et internt møde på jobbet, kan det synes som en helt uoverstigelig opgave.

Men hver gang har jeg ikke blot overlevet. Jeg har gjort det godt. Jeg har bildt mig ind, at mit job som journalist og siden chefredaktør kræver, at jeg skal eksponere både mig selv og de produkter, jeg repræsenterer. Og det er sandt nok, det kræver min stilling. Men sandheden er også, at jeg altid har sagt ja, fordi jeg ikke ville lade angsten bremse mig. Jeg har sagt ja, fordi jeg ved, at jeg er stærk og kan klare det. Og jeg har sagt ja, fordi jeg har lyst.

At leve med angst har gjort mig stærk. Ved at slutte fred med det mest farlige og ubehagelige som jeg gennem årene har oplevet, har jeg accepteret angsten. Jeg har fået kontrol over den. Her mener jeg ikke kontrol på den måde, at det er mig, der holder den i et jerngreb. Gør jeg det, vokser den i styrke – og jeg bliver kastebold for dens luner og sendt derhen, hvor jeg ikke kan overskue at tage bussen fire stop.

Kontrollen handler i stedet om, at jeg har accepteret, at angsten er en del af mit liv. At jeg som menneske bliver bange og angst. At jeg har disse følelser og tanker. Men at jeg selv har kolossal indflydelse på, hvor angstpræget min tilværelse skal være.
Jeg danser med min angst i en fleksibel koreografi, hvor vi konstant er i bevægelse, tager bestik af hinanden og hele tiden varierer afstanden mellem os. Det kan måske lyde som en fjollet beskrivelse, men hvis du ser et dansepar for dig, giver det mening.

Jeg har forliget mig med, at angst er en del af alle menneskers liv, som en partner, som en del af mig. Jeg bruger den til at mærke, hvordan jeg egentlig har det. Hvis jeg har for travlt og ikke får trukket vejret ned i maven og får tid til at slappe af, gå i skoven med min hund og være alene i ro, så prikker den til mig. Først blidt med en stille sitren i armene og benene. Hvis ikke jeg her stopper op og får ro, tager angsten de mere hæslige virkemidler i brug, såsom svimmelhed og uvirkelighedsfølelse, inden der så skrues helt op med oplevelsen af at falde om, være alvorligt syg etc.

I dag er det ganske sjældent, at jeg mærker den. Det siges, at dæmoner dør i dagslys – det samme med angst. Jo mere du ved om den, jo mere du accepterer, at den er der, og jo mere du alligevel fortsætter med at leve et liv, hvor du ikke er styret af den – jo mindre vil den fylde.

Men det er en svær balancegang. For angsten har et budskab. Den fortæller, at noget er galt i mit liv, enten i den måde jeg kører mig selv på, eller den måde jeg agerer i forhold til andre mennesker. Den har et budskab, som den tvinger mig til at lytte til. Men når jeg så har forstået budskabet, kommer næste svære øvelse: at ændre på mit liv. Men ændringen skal ikke være at undgå det, som jeg er bange for – men i stedet finde ud af hvorfor angsten er der og stresser mig, så jeg for eksempel pludselig ikke kan købe ind.

Jeg kigger mod scenen, hvor jeg om lidt skal op. Min mave føles varm og rolig. Min krop er fast, og mit sind fokuseret. Jeg er tændt og spændt på den gode måde. På den sjove og behagelige måde. Jeg kan synke, og min hals er ikke ved at snøre sig sammen. Jeg har det godt, er til stede her og nu og nyder at være her. Jeg er ikke på flugt i tankerne. Og så alligevel lidt ... for jeg når da lige at tænke på, om jeg er blevet helt ligeglad med alt, siden jeg er så rolig.

Efter min kollegas optræden er vel overstået, er det min tur. Jeg står klar, og da jeg bliver præsenteret, kigger jeg ud over salen. Søger øjenkontakt med nogle af publikummerne og smiler. Jeg får smil tilbage. Jeg mærker varme i min krop og tænker, at nu skal de simpelthen bare få noget at tænke over. Disse kvinder skal blive rørt og føle sig truffet. De skal grine nu og gå hjem og tænke. Mit foredrag går forrygende. Kvinderne griner og klapper. Jeg bliver rost og får siden en masse mails og beskeder om, at jeg gav dem en masse at tænke over.

Det har angsten også presset mig til. At ville noget, at gøre en forskel. For dens insisterende måde hele tiden at minde mig om, at livet er skrøbeligt, har gjort mig stærk i lysten til at gøre noget med livet. At være ærlig og fortælle andre om, hvordan det er bag den succesfulde facade.

At gøre op med de tabuer, der er omkring det at være psykisk syg, svag, påvirkelig, sensitiv, eller hvad man ellers klistrer i panden på dem, der viser, at stress, pres, fortidens mønstre og uhensigtsmæssig livshåndtering, har sin pris. En pris, jeg har betalt med mange år i mentalt gråvejr. Men som også har givet mig indsigt.

Kærlige hilsener
Lizl Rand, Chefredaktør på Aller magasinerne Q, Tidens Kvinder og Psykologi.

Læs mere i bogen Kom stærk ud af din angst

En meget ærlig beretning fra en kvinde med succes udenpå og stor angst indeni. Lizl Rand fortæller, hvordan hun arbejdede sig fri af angsten og tilbage til livet.

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Angst afhjælpes gennem accept. Lizl Rand beskriver hvordan på Levlykkeligt.dk