venner

Mange i personlig udvikling oplever hvordan deres omgangskreds, det kan være venner eller  familiemedlemmer med ét kan virke total fremmed og ganske anderledes, end måske blot sidste gang, man var sammen.

Nogen har en gang sendt mig en af disse kæde powerpoint præsentationer, hvor der er en masse floromspundne sætninger, lidt kitched musik og smukke billeder som baggrund. Som regel sætter jeg pris på at afsenderen har tænkt på mig, men jeg sender sjældent noget videre. Kun i sjældne tilfælde kan der være noget, som bringer mig til at tænke, at dette kan gøre en forskel for nogle andre, dette kan bringe glæde.

For nogle måneder siden fortalte en af mine gode venner mig med stor skam i stemmen at hun var brudt sammen. Hun havde det simpelthen så dårligt at hun næsten ikke kunne fungere i verden. ”Tillykke med dit sammenbrud!” sagde jeg med et stort smil og gav hende et kæmpe knus. ”Hvor er jeg dog glad på dine vegne!”

Min veninde stirrede forbløffet på mig. Hvordan kunne jeg sige det? Hvordan kunne jeg sige det, når alle hun kendte og talte med – familie, venner, kollegaer, bekendte – åbenbart så hendes sammenbrud som et kæmpestort nederlag og havde travlt med at rådgive hende om at gå til en læge eller en psykiater og få ordineret nogle piller, så hun så hurtigt som muligt kunne komme på rette kurs igen og atter bliver til sit gamle, velfungerende selv.