børn

Jeg er blevet bedt om at skrive om kærlighed (af Levlykkeligt. Red). Et så stort og vigtigt et emne at jeg knapt ved, hvor jeg skal begynde. Der er den kærlighed jeg oplever i mit eget liv og der er generelle tanker om kærlighed og så er der al den kærlighed eller længsel efter kærlighed, som jeg oplever hos mine klienter i min praksis som psykolog. Jeg skriver vel nok ud fra en blanding af det hele.

Kærlighed er det, vi alle søger- måske den stærkeste drivkraft eller længsel i mennesket- at være elsket.

For mange af os er ideen om at mænd og kvinder er forskellige og kommunikerer forskelligt en af vores kæreste overbevisninger og noget som vi kan bruge endeløse timer på at diskutere og være fascineret over. ”Mænd er fra Mars... Kvinder er fra Venus... Mænd vil have det ene... Kvinder vil have det andet... Mænd kommunikerer på en måde... Kvinder kommunikerer på en helt anden måde...” og så videre og så videre

Mange mennesker fortæller, at de først virkelig oplevede følelsen af ubetinget kærlighed, da de første gang stod med deres barn i armene. En følelse af at ville gøre alt, for at nære og beskytte denne kærlighed. Denne fantastiske følelse er nok det vigtigste fundament for relationen forældre – barn. Alligevel må mange sande, at udmagrende skrigeture, trodsalder, pubertet og et stresset hverdagsliv indimellem kan sætte denne livgivende og vidunderlige kærlighed på en prøve.

Er det ikke interessant at vi lærer alle mulige praktiske færdigheder såsom at læse, skrive og regne i skolen, men at vi lærer så utrolig lidt om en af de allervigtigste færdigheder her i livet – nemlig hvordan vi mennesker kan komme godt ud af det med hinanden i vores parforhold og andre menneskelige relationer?

(Du kan læse 1. del af denne artikel ved at klikke her.) 

Hvis du har læst første del af denne artikel tænker du måske at det blot er en 35-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden (det var jo derfor jeg var kærester med dem)!
læs mere »

De fleste af os har mange ideer og tanker om hvordan vi gerne vil have at vores partner skal være. Om hvad han eller hun "burde" sige og gøre (eller ikke sige og gøre) for at vi kan være lykkelige, om hvordan han eller hun burde ændre sig eller leve sit liv, om hvad der er det rigtige for ham eller hende at gøre, og så videre og så videre.

Jeg er 35 år og har ingen børn. Og har ikke det fjerneste ønske om at få det. Ikke så meget som den mindste lille snert af dagdrøm. Og har aldrig haft det. Det undrede jeg (og min familie og venner og kolleger og stort set alle som jeg møder) mig i mange år over.

Vi kan kun redde verden ved at redde os selv fra vores egne helveder.Det kræver, at vi bliver fortrolige med stilheden - for det er istilheden, at en unik mulighed for at møde sig selv opstår.

Den største gave, vi kan og bør give os selv og hinanden, er vores fulde opmærksomhed. Men det er desværre synd at sige, at det er det, vi giver hinanden mest af! Vi er sjældent nærværende. Mange af os lever et liv, der bedst kan sammenlignes med et stykke tøj, der bliver hvirvlet lynhurtigt rundt ude langs siderne af vaskemaskinen, når den centrifugerer: Der er fuld fart på, men tomt i midten.