Siden jeg lagde 1. del af dette indlæg på min Web site www.beamteam.com har jeg fået nogle fantastiske tilbagemeldinger fra mænd i både ind- og udland der tilkendegiver hvor stort og smertefuldt et problem dette er for dem.

Der tales meget i dag om at kvinder er det mest undertrykte køn. Og når det gælder ydre ting – såsom politik, arbejdsmarkedet, økonomi, religion, barsel og meget meget mere – er der da helt sikkert noget om snakken. Men hvad med når det gælder vores indre liv? Hvad med når det gælder vores tanker og følelser, vores hjerte og vores sjæl? Hvem er så det mest undertrykte køn – kvinder eller mænd?

Nogle af jer som har læst første del af dette indlæg, tænker måske at det blot er en 35-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden! Mit indlæg er tværtimod et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt.

Jeg er 35 år og har ingen børn. Og har ikke det fjerneste ønske om at få det. Ikke så meget som den mindste lille snert af dagdrøm. Og har aldrig haft det. Det undrede jeg (og min familie og venner og kolleger og stort set alle som jeg møder) mig i mange år over.

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Kvinder i 30erne er det værste.