I går aftes så jeg et interessant tv-program om nymarxisme og hvordan marxismen stadig er relevant i dag. Ja – måske mere end nogensinde.

Hullet i maven. Det store tomme rum der gør ondt og slider på selvværdet.

Jeg er bange. Nej - jeg er angst. Hver en celle i min krop skriger. Skriger at jeg skal væk, væk fra mig selv, væk fra min angst og mine indre dæmoner.

- Jeg kan ikke blive fri for tanker med det samme

- Jeg kan ikke sidde i lotusstilling eller med ret ryg

- Jeg har ikke tid

Gid jeg kunne gøre det jeg har lyst til. Hvis bare jeg kunne følge min lyst og blive glad. Jeg tør ikke gøre det jeg har lyst til. 
 

Så mange taler om at finde livets formål. At finde en hylde i livet hvor det føles rigtigt at være og hvor ens potentialer blomstrer i fuld flor.

Jeg er barn. Ligger i min seng. Har ingen ord endnu. Over mit hoved hænger en uro. Den skaber liv og adspredelse for mig. Viser mig livet i alle dets farver og former. Giver mig tryghed.