På et tidspunkt i mit liv, troede jeg, at det var mig, der skulle ordne alt. Det var mig, der havde ansvaret for at børnene mødte til tiden.

Så vil jeg gerne lige stille dig et par spørgsmål:

For de fleste af os er sommerferien nu slut. Og vi er kommet tilbage til vores hverdag. Måske har du været ude at rejse. Med familien, med venner eller måske alene.

Engang for mange år siden, var jeg ansat i en virksomhed, hvor jeg ikke særlig godt kunne lide at være.

Jeg husker det tydeligt. Jeg var lige startet i 2. G. Vi stod og kiggede på de nye 1.G’er. Solen skinnede. Pludselig stod han der. Det gav et sug i maven.

Punker du dig selv til at blive ved, selvom din krop egentlig sender dig tydelige signaler om, at den er ved at kolapse?

Prøv at forestille dig at vores liv foregår på et bjerg. Lad os kalde det begrænsningernes bjerg. Nede i bunden af bjerget, der bor de fleste mennesker.