Lad de besværlige børn vise os vejen til os selv!

Mange af tidens børn er på mange måder anderledes end tidligere tiders børn. På mange punkter spejler de, de sider, som flertallet af voksne har gemt ned i skyggen og fortrængt, i forsøget på at blive målrettede, arbejdsomme borgere i et materialistisk funderet vækstsamfund.

Et samfund, hvor værdier som fornuft, handling og mentalt fokus, har skubbet kvaliteter som intuition, afslapning og følelser til side. Kvaliteter som mange af tidens børn til fulde mestre, og som derfor ofte kan virke voldsomt provokerende på både deres forældre, lærere og andre voksne omkring dem.

Når vi møder det modsatte af os selv og vores værdier, vil vi ofte gøre modstand, forsvare vores eget ståsted eller forsøge at ændre de andres.  Alt sammen tilgange, der ikke virker særligt hensigtsmæssigt for mange af tidens børn.

Disse børn vil nemlig ikke opdrages og ændres. De vil forstås, rummes og accepteres, som dem de er. Og bliver de ikke det, gør de modstand og kæmper med næb og klør, for deres ret til at være dem, de er. Og så begynder vanskelighederne. For dette er en kamp, der ikke kan vindes, og hvor alle er dømt til at tabe.

De voksne taber, da det ikke kan lykkes dem at ”tæmme” barnet gennem kamp og vilje, med mindre der tages kemiske metoder i brug, der går ind og dæmper børnenes intense følelser, instinkter og vilje til at være, dem de er. Børnene taber, da de ustandseligt vil befinde sig i kampens arena, og slås for deres ret til at være dem selv.

Jeg tror, at det vigtigste for os alle, uanset hvem vi er, eller hvor gamle vi er, er at blive elsket og accepteret, som dem vi er. Og lige præcis dette er nøglen til at ændre vores konfliktfyldte relationer til disse børn.

Men hvordan rummer og accepterer vi det, som vi selv tager afstand fra og ikke bryder os om? Hvordan elsker vi det, som vi plejer at hade?

Hvis vi selv bruger en masse energi på at kontrollere vores følelser, kan det være svært at rumme og acceptere et barn, hvis vigtigste kommunikations- og navigationsmiddel netop er følelser. Hvis vi selv lader os styre af fornuften, kan det være svært at forså et ”ufornuftigt” barn. Og hvis vi selv er vant til at arbejde målrettet og ambitiøst, kan det føles som det rene ”laden stå til”, at acceptere et barn, der virker dovent og ligeglad med sin skole, og ikke synes at have nogen meningsfulde interesser.

Det, der tilsyneladende virker frastødende og provokerende, rummer imidlertid nogle vigtige ressourcer, som vi selv har gemt så langt væk i skyggen, at vi ikke kan få øje på dem, som ressourcer.

De ”besværlige” børn kan derfor vise os de sider af os selv, som vi ikke kan se, hvis vi formår at bruge dem som spejle på os selv. Når vi kan se og acceptere det i os selv, som kan provokere os ved børnene, baner vi både vejen til vores egne gemte ressourcer og til berigende relationer til børnene.

Mit ønske er, at vi sammen: Forældre, lærere, pædagoger og alle andre voksne med relationer til børn, begynder at se de ”besværlige” børn som vores største lærermestre, og herigennem baner vejen for en fælles fremtid, hvor vi i fællesskab kan lære hinanden at bruge alle vores ressourcer og hele vores potentiale, og skabe en verden med plads til os alle!

De hjerteligste hilsner

Lone

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Virkelig god artikel, Lone. Tak!

Tak skal du ha, Charlotte - det er også et emne, der ligger mig stærkt på sinde :-)

Hjertelig hilsne

Lone

Besværlige børn er vores største lærermestre. Læs mere