Kan du huske hvordan det var at være barn? Kan du forestille både at være barn OG have en af dine nærmeste som er alvorligt syg, døende, misbruger eller bare ikke nærværende?

Læs mere på min hjemmeside om hjælp til børn og unge som pårørende: www.balanceilivet.com

En del børn er desværre en del af den ret oversete gruppe af pårørende, som bare dag efter dag, må finde en måde at komme gennem tankerne, følelserne, frustrationerne og tristheden på. Måske er barnet bange og urolig. De forstår ikke helt hvad der sker? Hvordan det er sket, det som nu er så svært? men ofte tror børn at de er årsagen, til det der er sket. Det er deres skyld; ulykken, sygdommen, det svære.

Et barn er deres egen og familiens omdrejningspunkt, er de ret overbeviste om. Det er de. Og samtidig er de det ikke.

Lad mig komme med et eksempel: 'Jonas er 9 år, hans lillesøster er født for tidligt. Der er mange komplikationer. Lillesøster har det f.eks. svært og reagere kraftigt på lyde og lugte, hun er meget mor-krævende, hun har problemer med tarmene, hun kan ikke være alene i børnehave mm. Dvs. rigtig meget tid går til lillesøster. Mor og far er bekymrede. De er pressede følelsesmæssigt. På tid. Og økonomisk. Mor er gået på halv tid på arjebdet. Jonas mærker ikke noget til mors ekstra tid hjemme. Mor er glad når Jonas har legeaftaler ude. Mor er gladere når han er 'en stor dreng' og klare forskellige ting selv, finder på lege selv, er stille når det hele driller for lillesøster. Jonas bliver vrede ind i mellem, men mest er det synd for lillesøster og vi skal tage hensyn, det kan du nok forstå, ikke Jonas?'

- Her er en pårørende. Hans livsvilkår blev forandret med lillesøsters for tidlige fødsels. Han tilpasser sig. De voksne har ganske enkelt ikke overskud til at være der så meget for ham, som ville være godt. De er ikke dårlige voksne, men voksne der forsøger at overleve midt i de nye vilkår. 

Jonas er en af de drenge, der har godt af at komme hos mig i Sanplayterapi. Han har brug for og glæde af at hans psykiske system, kan blive aflastet, gennem symbolisering i sandkasserne. Tid hos mig, som udelukkende er til ham, giver en følelse af ro og nærvær. Al opmærksomhed er til ham. Han kan udtrykke sig i et frit og beskyttet rum, som jeg holder for ham.

Jeg kan "låne" ham mine ord, når jeg taler med mor og far. Jeg kan hjælpe med at formidle, hvordan det er at være pårørende. Og hvad de er nødt til at finde overskud til, for at han kan komme nogenlunde helskindet gennem sin barndom som pårørende.

Jonas er blot et eksempel. Det handler ikke om skyld. Det er ikke nogens skyld, at vilkårene er blevet, som de er. Men det er de voksnes ansvar at finde en vej i disse vilkår - også for storebror.

Typisk vil en som Jonas, komme hos mig gennem lang tid. I starten mødes vi en gang om ugen. Senere i forløbet bliver det hver 14. dag. Løbende vil der være forældre samtaler. Hvor jeg giver min professionelle vurdering af situationen, af hvad der må gøres og hvordan vi bedst samarbejder for Jonas bedste.

__________________________

Terapi for børn ved Helle Møller Jensen
Læs mere her: https://balanceilivet.com