Vågn op til dit sande selv

Igennem det seneste år har jeg brugt tid på at finde mig selv og forsøge at tilpasse mig en ny tid. Den rejse, der startede for efterhånden mange år siden, har lidt efter lidt taget en uventet drejning. Jeg har, jo længere jeg har bevæget mig ind i mit indre univers, været meget fokuseret på at slippe kontrollen og i stedet erstatte den med tillid til, at alt er som det skal være.

Til at starte med var dette en meget mental proces, men jo mere jeg er gået i denne retning, jo dybere har dette udviklet sig. Og ikke altid med min gode vilje. Jeg har gerne ville slippe kontrollen, men kun så længe jeg kunne se beviser for at det virkede, og jeg fik det ud af det, som min personlighed forventede og ønskede sig.

Da jeg for mange år siden begyndte at praktisere dette, viste det ene mere fantastiske resultat sig efter det andet. Jeg var helt høj over at skabe mit eget liv, og var vild med at videreformidle dette til andre. Efter nogle år på denne måde var det som om noget ændrede sig. Jeg kunne ikke længere manifestere det jeg ønskede på samme måde som tidligere. Og hvad værre var jeg kunne heller ikke mobilisere den samme energi og passion, som ellers altid havde været med til at drive mig fremad.

Pludselig var det som om at jeg befandt mig i ingenmandsland uden lyst til at foretage mig ret meget. Følte mig indimellem nærmest usynlig og uden kontakt med min ellers udmærkede intuition, som plejede at være rigtig god til at vise mig vejen. I starten forstod jeg ingenting, og en tvivl begyndte indimellem at dukke op. En tvivl om hvorvidt alle de spirituelle principper jeg prøvede at leve efter bare var svindel og humbug og i virkeligheden slet ikke kunne bruges, når det kom til stykket. Var alt det jeg havde forsøgt at praktisere, og oven i købet undervist andre i, bare en smuk drøm uden hold i virkeligheden…?

En dag faldt jeg tilfældigt over begrebet ”ascension” på nettet, og da jeg kiggede nærmere på dette, så jeg pludselig hele min situation beskrevet ned til mindste detalje. Og sikken en lettelse. Jeg var med andre ord ikke ved at blive fuldstændig sindssyg (selvom andre nok ville kunne mene det ...), faktisk var jeg bare i gang med at finde mig selv på et dybere niveau end hidtil.

På det seneste har jeg mødt flere og flere, der har oplevet det samme, men som jeg er gået meget stille med det, da det jo på mange måder kan føles som lidt af en falliterklæring, når alt det kendte og trygge pludselig ikke længere fungerer.

Jeg er efterhånden selv blevet så fortrolig med processen, at jeg har lyst til at dele den med andre, som måske ligesom jeg også har følt sig i et vakuum, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. Jeg er så småt ved at genfinde min passion, om end i en ny forklædning, og bliver for hver dag bedre og bedre til at holde fast i mit sande selv og lade det gennemstrømme mit liv. Bliver bedre til at være observatør af livets uundgåelige svingninger, i stedet for at identificere mig med dem, og lade mig opsluge af frygt og panik.

Kærlig hilsen
Lone

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kære Lone Eleonora Jeg synes du har lavet en vigtig og god beskrivelse af noget mange oplever ... personligt har visualisering og manifestering aldrig virket for mig .. og det ville også ha været helt forkert hvis mit Ego skulle have alle sine ønsker opfyldt, det for det var ikke min vej, det var slet ikke det der var det vigtige : ) hele min vej har handlet om afvikling .. .. og ikke udvikling , sådan groft sagt .. glæder mig til at læse mere ! Kærlig hilsen Johanne Juanita
Vågn op til dit sande selv. Læs hvordan