Hvorfor gør det så ondt at blive fyret?

Anonym

Opsagt - og hvad så?

Jeg har i øjeblikket mange samtaler med mennesker, som er blevet opsagt. Det er sådan, det er i øjeblikket. Og de mennesker gennemgår i høj grad de fire psykologiske faser, der kommer efter en massiv følelsesmæssig påvirkning, som en fyring, en skilsmisse eller en et dødsfald i familien.

Det er efterhånden helt naturligt at tale om, at 'man går i chok', at 'man føler sig uretfærdigt behandlet', at det er 'en barsk omgang'. På en måde forstår jeg sagtens, at det er meget ubehageligt at blive sagt op. Men den næste tanke, der melder sig er: 'hvorfor egentlig?' (Her kan du selv fylde alle de normale argumenter ind: penge, kollegaer, opgaver mm.)

Men jeg går alligevel et spadestik dybere og spørger fortsat: 'Men hvorfor egentlig'?

Identifikationen med vores job

Mit svar er at det skyldes vores enorme identifikation med vores job. For hvad og ikke mindst hvem, er vi uden? Mange af os tager vores job på os, som en smuk frakke, et dyrt jakkesæt eller en stor bil. Som noget vi er. Men i virkeligheden, så er vi ikke et job - vi har et job. Ja ja, tænker du nok. Det er jo klart. Men er det det? At måle efter den reaktion mange får efter en opsigelse, så er identifikationen så stærk, at vi faktisk ikke aner, hvem vi er uden vores job. Vi tror så meget på, at vi er vores job at det kan udløse en massiv personlig krise. Jo større identifikation - jo større krise.

Muligheden for at komme hjem

I bogen 'Slået hjem' fortæller Kubens tidligere direktør om hans personlige krise efter en opsigelse. Og slået hjem er vel egentlig en ret dækkende betegnelse. Her blev han nemlig decideret Slået.Hjem. Og her byder muligheden sig til. Hjem til sig selv. 

Når vi bliver slået hjem, så kan vi ende med at møde os selv. Et sted i os selv, hvor ingen ydre faktorer definerer, hvem vi er - eller hvor meget vi er værd. Hvor det er ligegyldigt hvor mange journalister, der ringer. Hvor mange beslutninger, vi er involveret i. Eller hvor mange penge vores firma har omsat for sidste måned.

Et sted, hvor du bare er. I stilhed inden i. På trods af kaos og foranderlighed uden om dig. 

Så på denne måde kan en opsigelse vise sig at være vejen til dig selv. Som Kierkegaard skriver:

Nogengang skal vi lytte til livet  - det hjælper os til at miste fodfæstet, når vi selv er groet fast og ikke kan se, hvilken retning, der er den rigtige for os. Vi skal måske se livets afveje, som et kærligt og bestemt skub, der kan anvise os en retning hjem til os selv.

Men det er det næste niveau af opsigelsen.

Kærlig hilsen

H.Risager